Den typiske politiske blogger i Danmark arbejder altså eller er tilknyttet et nationalt medie. Politiken har Kristian Madsen, Berlingske Niels Krause-Kjær osv.

En række uafhængige blogs er dog begyndt at præge billedet. Det gælder Den Fri, der er en fælles blog for Michael Jeppesen, Goodiepal, Ditte Okman og over 40 andre bloggere. Jeppesen leverer i dag et blogindlæg om Anders Samuelsen under overskriften ”Dream eller kaos”.

Denfri.dk huser også Jonas Juhler Hansen, der har gjort sig bemærket i denne valgkamp med en række ganske underholdende billeder af politikerne påsat en satirisk tekst. Han har også sin egen blog, hvor han har været i juridisk infight med DR. Her er et af hans billeder:

Tjek også den satiriske Rokokoposten, som forholder sig til den aktuelle politiske dagsorden og laver en fake nyhed ud af det. Fx nyheden Lars og Helle er enige: Udgifter er vejen til velstand.

På Google+ analyserer fotograf og udvikler Thomas Christensen hver dag et portræt af en partileder. I dag skriver han om Lars Løkke Rasmussen:

”Ansigtet er lagt helt i de seriøse overskuds folder. LLR ved hvad han laver, det er der absolut ikke nogen tvivl om.”

Her på digitaletanker.dk har jeg siden 2009 fulgt den digitale udvikling indenfor det politiske med Anna Ebbesen, som her giver sin analyse af Valgkamp set fra sidelinjen.
Se også Mathias Holm Pedersens artikel på Kforum om politiske bloggere.

Politiske blogs udgør stadig en meget lille del af de 4500 blogindlæg, der skrives hver dag i Danmark ifølge overskrift.dk.

Men valgkampen fungerer som en katalysator for dem, der har en politisk blogger i maven eller en satirisk nerve. Så drop TV2s sports-duel og kom ud på nettet og blog med.

Jeg har helt sikkert glemt eller overset nogen politiske blogs – tip mig på Twitter eller mail: asha@berlingske.dk

Indlægget er oprindeligt bragt på b.dk/bluffere hvor jeg blogger under valgkampen.

Tilføjet:

Her er flere politisk blogs, som er et besøg værd:

Folketingsvalget af Martin Hjort

Rikki Tholstrup Jørgensen

Johannes Andersen konkluderer på den baggrund, at “Den megen snak om de nye mediers store betydning for fremtidens valgkamp har altså endnu ikke ret meget på sig.”. For Johannes Andersen handler det nemlig om, hvor man henter viden, før man sætter sit kryds. Her er de gamle medier stadig den største og vigtigste kilde, hvor internetaviserne har fået sig en større rolle. Som FDIM tidligere har analyseret sig frem til, så er det i sær test-dig-selv-quiz’erne, der er meget populære.

For mig at se, har sociale medier sin store rolle efter, at orienteringen har fundet sted. Og dermed stadig sin berettigelse. Sociale mediers store potentielle styrke ligger i mulighederne for interaktion, fællesskab og dialog – både i forhold til kandidaten eller partiet og brugerne i mellem. Det er dermed ikke orienteringsredskab som sådan. Når først du har samlet de kilder sammen, du gerne vil følge med i (venner på Facebook, RSS-feed af blogs eller twitterprofiler på Twitter), kan du bruge dem til at orientere dig om det politiske landskab lige nu. Men det kræver en indledende orientering, som de færreste sociale medier – særligt ikke Facebook – er bygget til. Der er ikke meget overblik i en almindelig Facebookside, som er det de fleste kandidater har.

Tag i mod Johannes Andersens gode råd

Forhåbentlig kan en analyse som Johannes Andersens skærpe brugen af de sociale medier, og ikke bare bruges som argument til at hælde dem af brættet. Som han selv skriver: “Holder man alligevel fast i dette medie, er det nok nødvendigt, at man gør lidt mere ud af dialogen, og at man måske også nedtoner det lidt pæne og formelle præg, mange af politikernes profiler har.”

Det handler ikke om at RSS-feede dine pressemeddelelser ud til dine Facebook-venner. De er en forskelligartet gruppe, der har valgt at støtte op om dig. Tal til dem som det, og brug Facebook som et forum for direkte kommunikation, og ikke som endnu et outlet for mere monolog. Hvis du har brug for aktivister til at gå med dig ud på gaderne med glade budskaber under armen, så er det her, du skal opdyrke dem. Det er ikke en forstærker og dine venner er ikke det samme som Ritzau. Det handler om mennesker.

Mange af mine do’s and don’t til kommunalpolitikerne på nettet, dur stadig i denne sammenhæng.

Debatten på Lars Løkkes hjemmeside er et eksempel på, at man overlader for meget til brugerne. Jimmy Rasmussens kommentarer er for mig at se spam, ikke mindst pga. brugen af vasaler og at der er tre kommentarer i streg, så dem kunne Lars Løkke godt slette sammen med Brian Jensens homofobiske kommentar, uden at man kunne anklage ham for censur. Hvis man tillader alt, er det svært at skabe et velfungerende debatforum. Heldigvis er langt størstedelen af kommentarerne på hans profil meget positive og venlige. Så ud med spammerne, Løkke!

”The photo incident” fungerer dermed fint som nr. 2 indlæg i serien om, hvordan politikere IKKE skal håndtere nye medier. Denne gang vedr. indhold, de ikke selv er herre over.

Billedet er nemlig så godt og skægt, at det allerede har spredt sig. Lars Trier Mogensen har på sin blog allerede inkluderet det i en analyse af politikeres forsøg på cobranding med popidoler. Her tages billedet seriøst, som om det var meningen, at statsministeren skulle ses sammen med Sidney Lee og på den måde 80’erfiseres og i samme ombæring folkeliggøres yderligere.

Men en dag senere har panikken åbenbart fået tag i Statsministeret. For, som Politiken skriver det, er foto’et nu blevet ”for meget for Løkke” for ”Løkke må ikke optræde med Sidney Lee”. I stedet for at være folkelig statsminister, der medvirker i gakkede talkshows og kan fungere på slap line, så er han nu den lettere snobbede minister, der står over små folk som Sidney Lee.
Uanset hvad man må mene om signal nr. 1, kan ingen vel mene, at det ufolkelige signal nr.2 på nogen måde kan være ønskværdig.

Hvorfor var det dårligt håndteret?
En lille liste:

1. At bede om at få det fjernet fra Facebook, er som at tigge journalister og alle andre om at forsøge at få fingre i billedet.
2. I stedet for joken, der ligger i billedet – med eller uden overlæg – har man nu den totale opmærksomhed og lette latterliggørelse.
3. Man har serveret en kuriøs nyhed for medierne, som langt overgår den ikke-eksisterende nyhedsværdi at billedet blev taget i første omgang. Og kuriøse nyheder om det politiske ÆÆÆÆLSKER journalisterne, særligt hvis det samtidig er lidt konfliktfyldt (må de overhovedet bede om at få det fjernet?), indeholder statsministeren vs. Den lille mand (Løkke vs. Sidney Lee) og giver ”seriøse” journalister en undskyldning for at skrive om elske/hadeobjektet over dem alle lige nu: Sidney Lee (Tænk hvis det havde været Erik og Anni!!!)
4. Og skulle man endelig forsøge at få det fjernet, så få DR til at gøre det. Retmæssigt har Pressechefen en pointe om, at man ikke har givet tilsagn til at et sådan billede kunne blive taget eller brugt af DR. Det er derfor unødigt, at Statsministeriet bliver blandet ind i en sag, som kunne ha’ været løst af DR uden videre.

Nogle gange kommer man langt med at 1) lade ting fare eller 2) undlade at sætte sig i situationer, som man senere ikke kan håndtere.

Utilsigtet sammenstilning...

Mens Helle Thorning-Schmidt bruger sin blog som en gammeldags megafon, vil Lars Løkke Rasmussen lokke sine digitale læsere op af stolene. Dagens analyse tager temperaturen på partiledernes brug af nettet.

Danskerne bruger stadig mere og mere tid på internettet, og ifølge Danmarks Statistik er cirka 1,7 millioner danskere aktive i sociale netværk som Facebook, Arto og Twitter. Hver tredje internetbruger læser blogs, og knap hver femte skriver selv blogs om alt fra mode til politik. Nettet er derfor det oplagte sted for politikerne at møde danskerne.

Her kan de mobilisere støtte forud for et valg, blive inspireret i deres politiske arbejde eller på anden vis kommunikere direkte med danskerne uden om pressen. Sidstnævnte kniber det dog med for partilederne. De fleste taler mere til danskerne end med dem.

Partiledernes netindsats kan opdeles i tre digitale strategier: Optimerende, involverende eller inaktiv. Mens Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen holder sig til tiltag, der optimerer formidlingen, forsøger Johanne Schmidt-Nielsen, Margrethe Vestager og Lars Løkke Rasmussen at involvere danskerne. På sidelinjen står Pia Kjærsgaard, der som den eneste partileder ikke benytter sociale medier som f. eks. Facebook.

STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen er blandt de mest aktive partiledere på nettet. Samme dag som han blev statsminister, fik han profiler på de store sociale netværk. På LøkkeTV kan man se statsministeren spille fodbold eller se klip fra Folketingets afslutningsdebat. Lars Løkke Rasmussen indtager dermed rollen som hyggeonkel på nettet, der af og til kommenterer de mange beskeder, som hans fans og venner overdynger hans Facebook-profil med. At han værdsætter den direkte kontakt med borgerne, viste han, da han på dagen for Folketingets åbning havde en video-annonce på de store dagblades hjemmesider. Her opridsede han hovedpunkterne i sin åbningstale direkte til borgerne, før den officielle tale til politikere, presse og dronningen.

Senest har Venstre lanceret en idéstorm, hvor alle danskere kan give input til emnet ungdomskriminalitet, uden at Venstre dog forpligter sig på at kommentere idéerne. Partiet lover til gengæld at samle op og præsentere ideerne senere.

Når det handler om at skabe dialog på internettet, har Radikale Venstre og partileder Margrethe Vestager længe været langt fremme. Hun har stået i spidsen for partiets egen sociale platform, radikale-. net, hvor medlemmer og ikke-medlemmer kan komme til orde. Her kommenterer Vestager på andres samtaler, og hun beder om input til sine taler og politiske oplæg. Vestager har desuden gjort sig bemærket ved sine unikke beskeder på mikroblog-platformen Twitter, hvor hun vækker glæde og irritation med poetiske beskeder som »Blikstille fuldmåne morgenstjerne. Byens lyd fra biler og sirener. Smuk morgen at åbne salens mødesæson – det politiske arbejde er 365«. Hun twitter med en autenticitet, som en spindoktor ikke kan levere. Mens vi stadig mangler at se Vestagers poetiske forhold til sociale medier omsat til vælgertilslutning, bruger Villy Søvndal primært nettet til markedsføring. Han er bedst kendt på nettet for de store videoannoncer, SF indrykkede i seneste valgkamp, hvor han talte til vælgerne, men ikke så meget med dem. På sin hjemmeside har SF haft succes med mikrofundraising og har efter amerikansk forbillede opbygget en database med mobilnumre og emailadresser, som kan bruges til at mobilisere frivillige ved kommende valgkampe.

SOCIALDEMOKRATERNE er ligeledes inspireret af USA. Via nettet organiserer partiet frivillige til at stemme dørklokker og deltage i telefonbanker, hvor frivillige besøger eller ringer til medlemmer og potentielle vælgere. Partilederen er derimod tavs, når det handler om at samtale med vælgerne. Selv om Helle Thorning-Schmidt skriver på sin blog, at hun gerne vil i dialog med vælgerne, har hun ikke svaret på en eneste af de 250 kommentarer, der kom på bloggen i årets første fem måneder. I stedet for at lytte og indgå i samtale med vælgerne, bruger hun sin blog som en gammeldags megafon.

De konservatives formand Lene Espersen er ligeledes tilbageholdende på nettet, når det kommer til interaktion med danskerne. Hos de konservative har man satset på det sikre og undladt at lave smarte web 2.0-tiltag, man ikke kender effekten af. De har i stedet fokuseret på medlemsdebatten, som foregår i et lukket online-forum med rig mulighed for selvorganisering og interaktion.

Liberal Alliance gør, hvad de kan for at få det meste ud af deres få ressourcer. Liberal Alliance har som den eneste folketingsgruppe 100 pct. tilstedeværelse på Twitter, idet alle tre folketingsmedlemmer er aktive mikrobloggere. Særligt Simon Emil Ammitzbøll er udfarende på de digitale platforme.

Helt uden for kategori er imidlertid Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard. Ifølge partiets pressechef er de yderst konservative og afstår fra anden digital staffage end præsentationer af partilederen i tekst og video. Partiet har dog under EP-valgkampen gjort sig gode erfaringer med brugen af sms.

I den modsatte lejr af Pia Kjærsgaard står Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, politisk såvel som digitalt. Johanne Schmidt-Nielsen har samme naturlige forhold til sociale netværk som til traditionelle medier. Hun svarer på kommentarerne på Facebook, reagerer på bloggen og behandler grundlæggende alle, hun møder online, som hun ville gøre offline. Hendes parti kan samtidig bryste sig af at være det eneste, der har haft succes med virale videoer. Den mest populære video er set af over en kvart million danskere.

SAMMENHOLDER man partiledernes indsats på internettet, bliver det tydeligt, at den digitale strategi ikke har indflydelse på magtfordelingen i Danmark. Den ene strategi er ikke mere rigtig end den anden. Men erfaringerne fra USA og Norge viser, at man uanset partifarve og vælgersammensætning i højere grad kan bruge nettet til at mobilisere, organisere og fundraise, end de danske partier gør i dag.