Nu er Elin kling heller ikke din gennemsnits-bloggersker. Hun er en professionel forretningskvinde, der har skabt en karriere ud af sine forskellige blogs.

Samarbejdet har dog grænser. I modsætning til de tidligere samarbejder, udkommer kollektionen nemlig kun i begge virksomheders hjemland: Sverige.

Måske er det en prøveballon for lignende samarbejder? For jeg kunne godt se en stor global kampagne, hvor H&M kørte en masse lokale samarbejder med hvert lands største blogger. Anywho fra Danmark, Sussie fra StyleBuble i England osv. Se så! Men det afhænger måske af Klings succes?

Omtalen af tiltaget har vandret hele blogosfæren rundt – ikke kun de danske. Selv denne blogger fra Dubai (jeg skal afsted i dag, og har derfor tjekket lokale blogs ud for tips om dresscode :) sukker over kollektionen. Og håber på, at man en dag vil se lignende ting i hendes nærområde.

Tilbage i marts 2009 var der enkelte bloggere, der skilte sig ud og enkelte bloggere, der begyndte at få læsere nok til, at de traditionelle modeskribenter, PR-agenter og designere fik øjnene op for dem. I første omgang som kuriositeter og nyheder a la ”10 blogs du skal følge”, og senere som små stjerner, der på linje med andre niche-kendte beretter om deres favoritsteder i byen, inviteres med til lanceringer eller er med til at designe nye it-items.

Hvad der senere faldt nogle af de etablerede modeskribenterne for brystet var, at denne behandling også sikrede bloggerne pladser i de andre medier som modeeksperter og nye stjerner. Og derfra viste der sig kort fra blog til første række ved først kommende modeuge. Tænk sig, at man kan blogge sig til den ypperligste hæderanvisning i modebranchen? Ja, i 2009 kunne man.

Fra blog til første række

Modeugen i februar 2010 hamrede bloggernes nyvundne position ind med syvtommersøm (godt hjulpet til af pressens dækning af modebloggerne som fænomen). Pludselig var de en naturlig del af modeugens dækning – både som dem, der reporterer, dem, der bliver interviewede og ikke mindst, dem, der selv er med til at definere, hvad der er inde og ude, via indlæg såvel som egen påklædning. Modebloggernes egne outfits er i de største bloggernes tilfælde en stor reklamesøjle for deres blog (og omvendt).  En tendens, der er tydeligere i udlandet, hvor de kendteste bloggere er – og skal være – mere markante, i håbet om at forblive på første række næste år. Hvad de havde på, var en del af den øvrige dækning af, hvad designerne ellers havde valgt at vise på diverse catwalks.

Strukturelle udfordringer: ” Vi plejer…”

Der var dog instanser af modebranchen, der fortsatte med at gøre det, som de plejede. Seaterne havde fortsat deres fokus på de kendisser, der kunne tiltrække danske ugeblade, og havde derfor ikke plads til udenlandske stjernebloggere, der ganske uvant for lille Danmark, havde taget turen til kolde København.

Hvad man set ud fra et branche perspektiv må finde endnu mere skræmmende, var at det åbenbart også kneb med udenlandsk pressemateriale eller anden ikke-dansk-sproget kommunikation.  Den må svie hos designere, der vel alle drømmer om det store udland – svært, hvis bloggere og journalister ikke kan bringe de livsnødvendige billeder af tøjet. Man må håbe på, at nogen har læst på lektien til denne omgang.

Strukturelle forbedringer: Blogger Camp

I august udgaven af modeugen er Terminal 2 og Cover gået sammen for at ”pay a tribute to the value and power of bloggers by launching the first-ever blogging camp held in a European fashion fair.”. Hvad der egentlig blot lyder som et udviddet presserum med internetforbindelse og MACs til fri afbenyttelse, skal ifølge selv samme pressemeddelelse også være stedet for flere blogging-events: ”International VIP bloggers will be flown to Copenhagen to join the camp and daily lectures on blogging and branding will be held in the blogger lounge Thursday-Saturday at 1.30 pm.”.

Det bliver interessant at se, om Bloggercampen bliver til stedet hvor de 16årige nybegyndere fører sig frem, eller om det rent faktisk vil lykkes at skabe et rum for modeskribenter uanset publiceringsform. Der er ingen tvivl om, at mange af de klassiske journalister kunne lære noget af de bedste bloggerne og omvendt.

Er alle modebloggere i 2011?

Kigger man på de mange tiltag som modebranchen og pressen har igangsat for at tække modebloggerne, må den almindelige journalist med ambitioner om første række føle sig en anelse truet som art. Er du virkelig noget uden en blog? Spørgsmålet er, om man i 2011 kan skrive om mode og være almindelig journalist, uden også at være blogger – uden at sætte sig selv i spil? Har branchen stadig rum og appetit for almindelige journalister? Har magasinerne det?

For selvom modebloggerne er nytilkommere i branchen – som journalister, modeskabere og trendspottere i et – så er de bedre positioneret end den gængse, ene journalist. De har et netværk og en fast læserskare, og dermed et levende CV som hele tiden er opdateret. Hele tiden frisk. Hvor mange klassiske journalister kan bryste sig af det? Hvor mange kommunikationsfolk i det hele taget?

En ting er dog sikkert: den danske modeuge vil være endnu et godt pejlemærke på magtforholdet i modebranchen. Hvis ikke tiden løber fra mig, samler jeg op på tendenser m.m. når ugen er omme.

Hvis du vil læse mere om modeblogs, så er tidligere indlæg samlet her i taget “modeblogs”.

Mens det i første omgang var de politiske bloggere, der blev oprørte over, at deres virke skulle reguleres sådan af staten, når magasiner og aviser slipper, er turen i denne uge kommet til modebloggerne. Fra og med 1. december skal alle bloggere, der skriver om produkter, kunne fremvise enten kvittering for købet eller skrive, hvad de har fået for at skrive om produktet. Og her tæller også selve produktet som en form for betaling. Som NY Times påpeger, så vil det sige, at man højt og tydeligt skal angive om man har fået produktet GRATIS. En opklaring vi endnu ikke har fået herhjemme.

Sidste år gjorde Videnskabsministeren det ifølge Politiken klart, at “det er i strid med markedsføringslovens § 4 ikke at gøre det helt klart i sin blog, at man har fået penge for at skrive om et produkt.” Reaktionen kom, efter at Socialdemokraternes Benny Engelbrecht havde stillet et paragraf 20-spørgsmål om emnet, for at få belyst forbrugeraspektet: hvornår er det “ægte” anmeldelse og hvornår er det markedsføring – og er der overhovedet en distinktion?

På hans blog giver han følgende begrundelse for at tage sagen op:

“Problemet med denne markedsføring er at forbrugerne så ikke kan se hvad der er oprigtige anprisninger, og hvad der er betalt reklame. Det svarer strengt taget til den type product placement man anvender meget i filmindustrien. Det er nemlig sjældent tilfældigt hvilken øl helten i en Hollywood blockbuster drikker eller hvilket stereoanlæg der er hjemme i heltindens hybel. Forskellen er blot den at på film forventer vi det. Det gør vi ikke når vi læser en personlig blog skrevet af en person vi i øvrigt sympatiserer med.”

Og manden har en pointe. Når Nielsen Online viser at hele 70% af os stoler på de anbefalinger vi læser på nettet, så er der god grund til at sikre, at de anmeldelser også er “rene”. Kobler man det med at 90% (igen via Nielsen) af os stoler på vores venners anbefalinger, så har især modebloggerne formodentlig stærkere indflydelse end den vanlige anbefaling læst i et forum. De bliver ved lang tids brug til en slags digital veninde, hvilket kun øger tilliden fra læsers side af – selvfølgelig afhængig af person, blogger osv..

Men! 1) Vil tiden løse problemet?
Med sin sammenligning med filmindustrien pointerer Benny Engelbrecht i sin argumentation samtidig, hvorfor man langsomt vil vende sig fra at have tilliden til bloggerne – hvorfor problemet mindskes gevaldigt. For jo flere sager, der kommer omkring skjult markedsføring, jo mindre blind tillid vil læserne nære til deres bloggere. Jo mere almindeligt og forventeligt bliver det, at selvfølgelig har de fået den taske, og selvfølgelig får de penge i ny og næ for deres arbejde i form af naturalier som rabatter, showpieces osv. Alt det som modeskribenterne på de store magasiner længe har nydt godt af. Og så er vi igen tilbage ved det unikke med modeblogsne og de tre faldgruber, som modebloggerne skal undgå at falde i: at de 1) underminerer deres troværdighed ved at sælge ud, 2) udvander sig selv emne-mæssigt ved at snakke om hverdagslivet, eller 3) at de mister deres unikke cool og bliver som alle de andre. Alle tre vil ødelægge det, der gør dem til noget særligt i et modeblog-perspektiv.

Men! 2) findes der “rene” anbefalinger?
Tja. Den lovlige definition er, at en anbefaling er “rent”, så længe der ikke er udvekslet en eller anden betalingsform i forbindelse med anmeldelsen. På den anden side, så står der jo ikke på boganmeldelser, at “Jeg har fået bogen af forlaget og agter at tage den med hjem bagefter” – som bloggen Daily Kos også påpeger. Men faktisk skriver Berlingske og Politiken allerede, hvis deres rejseartikler er delvist eller helt sponseret af et rejsemål eller flyselskab.
Måske skal vi til at indføre den slags mærkning alle steder? Og kamme helt over i den anden grøft, hvor alt er plastret til i advarsler (tænk amerikanske brugsanvisninger…), så man på et eller andet tidspunkt råber STOP! Og vender tilbage til forbrugerens egen sunde fornuft som boldværket mod den skræmmende skjulte markedsføring/indoktrinering.

Personligt mener jeg, at man skal skrive, hvad de etiske retningslinjer er på bloggen i sin “om mig” sektion, hvis man hyppigt anmelder produkter. Alternativt kunne det være en fin forbrugertjeneste, hvis Forbrugerrådet eller Forbrugerstyrelsen lavede et bloggerkodeks, som alle bloggere kunne henvise til – evt. i form af en widget, der placerede et badge på alle blogs, der erklærede sig enige i retningslinjerne. Så kunne forbrugerne se, hvad gamet er, og slipper for lange og mange disclaimers i selve indlæggene. Forslaget er dog ikke nogen vinder hos bloggerne selv.

Mød din blogger
Fra mandag til torsdag åbner lokale modeblogggere dørene for deres læsere til ”Meet your blogger”-shopping efter lukketid i udvalgte butikker i Århus, Odense, på Østerbro og Købmagergade i Købehavn.

Friis & Company har dermed taget skridtet videre fra at sætte bloggerne i centrum og opnå god PR via deres blogs, til at sætte rammerne for det virke, som bloggerne har. Kommunikationsmæssigt er de gået fra at være producenter af indhold, til at være facilitator for andres snak om og interaktion med deres produkter. Dermed er de et skoleeksempel på hvordan man kan bruge nye medier og de nye medieprofessionelle i sin kommunikation.

…for real…
For en aften er bloggernes medium udskiftet med den fysiske scene. Det betyder også, at afstanden mellem blogger og læser brydes ned, og samtalen gøres mere eller mindre synkron. Nu kan læseren starte en samtale med bloggeren, uden at skulle vente på besvarelsen af en kommentar – de færreste går jo forbi folk i den virkelig verden uden at reagere på et ”hej”.

Hvordan den samtale kommer til at spænde af, bliver interessant at se. Øges venindefølelsen og brandværdien af bloggeren? Eller mindskes den, når bloggeren er trådt ned fra sin blog-pedistal?

…til en omgang co-branding af bedste skuffe…
Journalisten fra Fyens Stiftstidende, der dækker begivenheden, spurgte mig i forbindelse med hendes artikel, om bloggerne kunne tage skade af eventen. Om deres troværdighed ville blive skadet. For ligesom bloggerne er deres blog – de er en uløselig del af det indhold de producerer – så bliver de også en del af Friis & Company for en aften. Det er med andre ord ny-medie-co-branding som Friis & Company har gang i.  Men er det i bloggerne interesse?

…til alles bedste.
Så længe bloggerne selv kan sætte grænsen, er det til fordel for begge parter. Bloggerne får mere omtale, og dermed flere læsere og muligvis også flere tilbud fra PR-firmaer og samarbejdspartnere med endnu mere omtale og læsere til følge. Friis & Company får til gengæld noget eftertragtet coolness, som firmaet har trængt til.

Vitalt for, at bloggernes troværdighed ikke bliver skadet, er, at de fortsat går i og omtaler andre mærker. At de fortsat behandler Friis & Companys produkter, som de behandler andres ( fx ved at skille sig af med produkter, de ikke længere bruger) og vigtigst af alt: at de ikke gentager eventen i nær fremtid. Ellers bliver Friis & Company låst til brandet som bloggeren er, hvilket både vil få personligheden + ægtheden til at forsvinde. I så fald ville bloggeren nemlig miste to ud af de tre ting, der gør bloggeren interessant.

For faktisk er modefolket lige så hungrende efter her-og-nu-real-time-web, som alle tech’ierne. Hvem, der er inde, og hvad, der er ude, er lige så flygtigt, som nyheden om en ny gadget eller viral video gone wrong. Og det spreder sig med samme hast igennem sfæren.

Derfor har designere som Marc Jacobs da også startet live-sending fra catwalken, så man får nyheden om de nye tendenser fra modefirmaet selv, og ikke journalisterne og de mange bloggere. Helt som i andre sfærer, bare i en lækker luksus-udgave. For det må man give modebranchen – de gør det meste med stil.

Opdaterer snarligst med en who-to-follow-guide, for dem der mangler input til deres twitter-liste…