Mens det i første omgang var de politiske bloggere, der blev oprørte over, at deres virke skulle reguleres sådan af staten, når magasiner og aviser slipper, er turen i denne uge kommet til modebloggerne. Fra og med 1. december skal alle bloggere, der skriver om produkter, kunne fremvise enten kvittering for købet eller skrive, hvad de har fået for at skrive om produktet. Og her tæller også selve produktet som en form for betaling. Som NY Times påpeger, så vil det sige, at man højt og tydeligt skal angive om man har fået produktet GRATIS. En opklaring vi endnu ikke har fået herhjemme.

Sidste år gjorde Videnskabsministeren det ifølge Politiken klart, at “det er i strid med markedsføringslovens § 4 ikke at gøre det helt klart i sin blog, at man har fået penge for at skrive om et produkt.” Reaktionen kom, efter at Socialdemokraternes Benny Engelbrecht havde stillet et paragraf 20-spørgsmål om emnet, for at få belyst forbrugeraspektet: hvornår er det “ægte” anmeldelse og hvornår er det markedsføring – og er der overhovedet en distinktion?

På hans blog giver han følgende begrundelse for at tage sagen op:

“Problemet med denne markedsføring er at forbrugerne så ikke kan se hvad der er oprigtige anprisninger, og hvad der er betalt reklame. Det svarer strengt taget til den type product placement man anvender meget i filmindustrien. Det er nemlig sjældent tilfældigt hvilken øl helten i en Hollywood blockbuster drikker eller hvilket stereoanlæg der er hjemme i heltindens hybel. Forskellen er blot den at på film forventer vi det. Det gør vi ikke når vi læser en personlig blog skrevet af en person vi i øvrigt sympatiserer med.”

Og manden har en pointe. Når Nielsen Online viser at hele 70% af os stoler på de anbefalinger vi læser på nettet, så er der god grund til at sikre, at de anmeldelser også er “rene”. Kobler man det med at 90% (igen via Nielsen) af os stoler på vores venners anbefalinger, så har især modebloggerne formodentlig stærkere indflydelse end den vanlige anbefaling læst i et forum. De bliver ved lang tids brug til en slags digital veninde, hvilket kun øger tilliden fra læsers side af – selvfølgelig afhængig af person, blogger osv..

Men! 1) Vil tiden løse problemet?
Med sin sammenligning med filmindustrien pointerer Benny Engelbrecht i sin argumentation samtidig, hvorfor man langsomt vil vende sig fra at have tilliden til bloggerne – hvorfor problemet mindskes gevaldigt. For jo flere sager, der kommer omkring skjult markedsføring, jo mindre blind tillid vil læserne nære til deres bloggere. Jo mere almindeligt og forventeligt bliver det, at selvfølgelig har de fået den taske, og selvfølgelig får de penge i ny og næ for deres arbejde i form af naturalier som rabatter, showpieces osv. Alt det som modeskribenterne på de store magasiner længe har nydt godt af. Og så er vi igen tilbage ved det unikke med modeblogsne og de tre faldgruber, som modebloggerne skal undgå at falde i: at de 1) underminerer deres troværdighed ved at sælge ud, 2) udvander sig selv emne-mæssigt ved at snakke om hverdagslivet, eller 3) at de mister deres unikke cool og bliver som alle de andre. Alle tre vil ødelægge det, der gør dem til noget særligt i et modeblog-perspektiv.

Men! 2) findes der “rene” anbefalinger?
Tja. Den lovlige definition er, at en anbefaling er “rent”, så længe der ikke er udvekslet en eller anden betalingsform i forbindelse med anmeldelsen. På den anden side, så står der jo ikke på boganmeldelser, at “Jeg har fået bogen af forlaget og agter at tage den med hjem bagefter” – som bloggen Daily Kos også påpeger. Men faktisk skriver Berlingske og Politiken allerede, hvis deres rejseartikler er delvist eller helt sponseret af et rejsemål eller flyselskab.
Måske skal vi til at indføre den slags mærkning alle steder? Og kamme helt over i den anden grøft, hvor alt er plastret til i advarsler (tænk amerikanske brugsanvisninger…), så man på et eller andet tidspunkt råber STOP! Og vender tilbage til forbrugerens egen sunde fornuft som boldværket mod den skræmmende skjulte markedsføring/indoktrinering.

Personligt mener jeg, at man skal skrive, hvad de etiske retningslinjer er på bloggen i sin “om mig” sektion, hvis man hyppigt anmelder produkter. Alternativt kunne det være en fin forbrugertjeneste, hvis Forbrugerrådet eller Forbrugerstyrelsen lavede et bloggerkodeks, som alle bloggere kunne henvise til – evt. i form af en widget, der placerede et badge på alle blogs, der erklærede sig enige i retningslinjerne. Så kunne forbrugerne se, hvad gamet er, og slipper for lange og mange disclaimers i selve indlæggene. Forslaget er dog ikke nogen vinder hos bloggerne selv.

Mød din blogger
Fra mandag til torsdag åbner lokale modeblogggere dørene for deres læsere til ”Meet your blogger”-shopping efter lukketid i udvalgte butikker i Århus, Odense, på Østerbro og Købmagergade i Købehavn.

Friis & Company har dermed taget skridtet videre fra at sætte bloggerne i centrum og opnå god PR via deres blogs, til at sætte rammerne for det virke, som bloggerne har. Kommunikationsmæssigt er de gået fra at være producenter af indhold, til at være facilitator for andres snak om og interaktion med deres produkter. Dermed er de et skoleeksempel på hvordan man kan bruge nye medier og de nye medieprofessionelle i sin kommunikation.

…for real…
For en aften er bloggernes medium udskiftet med den fysiske scene. Det betyder også, at afstanden mellem blogger og læser brydes ned, og samtalen gøres mere eller mindre synkron. Nu kan læseren starte en samtale med bloggeren, uden at skulle vente på besvarelsen af en kommentar – de færreste går jo forbi folk i den virkelig verden uden at reagere på et ”hej”.

Hvordan den samtale kommer til at spænde af, bliver interessant at se. Øges venindefølelsen og brandværdien af bloggeren? Eller mindskes den, når bloggeren er trådt ned fra sin blog-pedistal?

…til en omgang co-branding af bedste skuffe…
Journalisten fra Fyens Stiftstidende, der dækker begivenheden, spurgte mig i forbindelse med hendes artikel, om bloggerne kunne tage skade af eventen. Om deres troværdighed ville blive skadet. For ligesom bloggerne er deres blog – de er en uløselig del af det indhold de producerer – så bliver de også en del af Friis & Company for en aften. Det er med andre ord ny-medie-co-branding som Friis & Company har gang i.  Men er det i bloggerne interesse?

…til alles bedste.
Så længe bloggerne selv kan sætte grænsen, er det til fordel for begge parter. Bloggerne får mere omtale, og dermed flere læsere og muligvis også flere tilbud fra PR-firmaer og samarbejdspartnere med endnu mere omtale og læsere til følge. Friis & Company får til gengæld noget eftertragtet coolness, som firmaet har trængt til.

Vitalt for, at bloggernes troværdighed ikke bliver skadet, er, at de fortsat går i og omtaler andre mærker. At de fortsat behandler Friis & Companys produkter, som de behandler andres ( fx ved at skille sig af med produkter, de ikke længere bruger) og vigtigst af alt: at de ikke gentager eventen i nær fremtid. Ellers bliver Friis & Company låst til brandet som bloggeren er, hvilket både vil få personligheden + ægtheden til at forsvinde. I så fald ville bloggeren nemlig miste to ud af de tre ting, der gør bloggeren interessant.

Det måtte jo komme. I takt med at alt andet rykker på Twitter, så gør modesfæren det også. Senest har Style.com, Vogues digitale udgave, disket op med et aggregeret feed af tweets fra modeugen i NY – og alt mode. Hvem sagde, at tech ikke var for piger og lign.?

For faktisk er modefolket lige så hungrende efter her-og-nu-real-time-web, som alle tech’ierne. Hvem, der er inde, og hvad, der er ude, er lige så flygtigt, som nyheden om en ny gadget eller viral video gone wrong. Og det spreder sig med samme hast igennem sfæren.

Derfor har designere som Marc Jacobs da også startet live-sending fra catwalken, så man får nyheden om de nye tendenser fra modefirmaet selv, og ikke journalisterne og de mange bloggere. Helt som i andre sfærer, bare i en lækker luksus-udgave. For det må man give modebranchen – de gør det meste med stil.

Opdaterer snarligst med en who-to-follow-guide, for dem der mangler input til deres twitter-liste…

I dagens udgave af Kulturnyt på P1 og P2 snakker jeg modeblogs med journalisten Lise Thorsøe-Jacobsen. Vi runder modeblogs og deres forfatterinders karakteristika, samt hvorfor de er populære. En af pointerne som ikke er med i indslaget er ligheden med, hvad der er sket i musikkens verden, da nettet gjorde alle til musikdistributører og radikalt ændrede på, hvad folk efterspurgte – fra Hi-Def til MP3, fra dyre produktioner til let-at-dele komprimeret lyd.

Godt-nok-teknologiernes revolution
I denne måneds udgave af det amerikanske magasin Wired, beretter Robert Capps om hvordan Good Enough Tech har slået igennem i sfærer så aparte som militæret, musikinduistrien og advokatbranchen. Fællesnævneren er enkel: forbrugerne efterspørger nu ikke det samme som før, idet deres prioriteter har ændret sig. Hvor de før vægtede et utal af funktioner, søger de nu det, der virker. Fra kvalitet til hastighed. Fra “det hele”, til “præcis det jeg har brug for”. Og her har det overrasket, at forbrugerne hellere vil have noget lidt usselt, nemt og hurtigt, end de vil have det hele af høj kvalitet.

Det samme kan siges for diskussionen omkring Modeblog vs. Modemagasin. Med faldende oplag verden over, begynder hæderkronede blade som ID og Vogue nu at skære ned på redaktioner og antal udgivelser. For hvor forbrugerne før lagde vægt på glitrede billeder, lækkert papir og nyheder fra den lukkede modesfære, ser mange nu ud til at foretrække de dårligt opløste billeder fra modebloggernes små kameraer, præsenteret på de gratis blogsoftware med mode-indhold pakket ind i hverdag. Drømmen om modeverdenen er intakt, men indholdet omformes og fodres i low tech versioner ud til de mange brugere, der finder formen god nok til dem. Hastighed, personlighed og ægthed vægtes nu over magasinernes glitrende pris.

MP3-effekten
Med andre ord leverer blogsoftwaret modens MP3-format – en billigere, lavopløst udgave, der til gengæld kan deles og bruges hurtigt og frit. I blogsoftwaren suges muligvis den gamle verdens kvalitet ud, men kun for at genføde den i ny udgave, med ny definition af begrebet kvalitet. Væk er muligvis mange tusinder pixler og tekstur, men tilbage er mangfoldighed og personlighed en masse.

Bloguniverset er dermed for de mange aspirerende modeskribenter, hvad Myspace var for musikerne: En mulighed for at omgå de etablerede kanaler, og selv gøre idolerne kunsten efter. Og modeblogsne som sådan er dermed bare endnu en brik i den igangværende”The Good Enough Revolution”.

Du kan fange indslaget på følgende kanaler og platforme:

• I din podcast fra dagens P1Morgen, hvor indslaget blev bragt ca. kl. 6:15
• I programmet Kulturnyt, som kommer på P2 d.14. september kl. 15:30 og på P1 i aften kl. 18:50.
• Efterfølgende kan man finde det på dr.dk/kulturnyt.

I indslaget snakker journalisten også med modebloggeren Kia fra Fierce og Fattig på SU

Hvis du vil læse mere om modeblogs, så er det hele samlet her i taget “modeblogs”.

Der er et enormt marked indenfor blogging, netværk og salg til forældre og bedsteforældre på nettet. De fleste med børn forstår hvorfor. Er der det mindste galt med de små poder, eller skal man have nyt udstyr, foregår researchen på nettet, så man ved, hvad man går efter ude i butikkerne, hvis man da ikke bare køber det på nettet og får det leveret til døren.

En anden kategori af blogs, der bliver mere og mere professionel for hver dag, er modebloggene. Der er fortsat ingen danskere, der lever af at modeblogge, men mon ikke det kommer? Anna Ebbesen giver her en indføring i modebloggernes univers.

Ifølge spritnye tal fra Danmarks Statistik blogger 18% af danskerne, og hver tredje dansker læser blogs. Set i det lys kan det undre, at der stadig kun er én enkelt professionel blogger i Danmark, men nogen skal jo være den første.