Mens Helle Thorning-Schmidt bruger sin blog som en gammeldags megafon, vil Lars Løkke Rasmussen lokke sine digitale læsere op af stolene. Dagens analyse tager temperaturen på partiledernes brug af nettet.

Danskerne bruger stadig mere og mere tid på internettet, og ifølge Danmarks Statistik er cirka 1,7 millioner danskere aktive i sociale netværk som Facebook, Arto og Twitter. Hver tredje internetbruger læser blogs, og knap hver femte skriver selv blogs om alt fra mode til politik. Nettet er derfor det oplagte sted for politikerne at møde danskerne.

Her kan de mobilisere støtte forud for et valg, blive inspireret i deres politiske arbejde eller på anden vis kommunikere direkte med danskerne uden om pressen. Sidstnævnte kniber det dog med for partilederne. De fleste taler mere til danskerne end med dem.

Partiledernes netindsats kan opdeles i tre digitale strategier: Optimerende, involverende eller inaktiv. Mens Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen holder sig til tiltag, der optimerer formidlingen, forsøger Johanne Schmidt-Nielsen, Margrethe Vestager og Lars Løkke Rasmussen at involvere danskerne. På sidelinjen står Pia Kjærsgaard, der som den eneste partileder ikke benytter sociale medier som f. eks. Facebook.

STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen er blandt de mest aktive partiledere på nettet. Samme dag som han blev statsminister, fik han profiler på de store sociale netværk. På LøkkeTV kan man se statsministeren spille fodbold eller se klip fra Folketingets afslutningsdebat. Lars Løkke Rasmussen indtager dermed rollen som hyggeonkel på nettet, der af og til kommenterer de mange beskeder, som hans fans og venner overdynger hans Facebook-profil med. At han værdsætter den direkte kontakt med borgerne, viste han, da han på dagen for Folketingets åbning havde en video-annonce på de store dagblades hjemmesider. Her opridsede han hovedpunkterne i sin åbningstale direkte til borgerne, før den officielle tale til politikere, presse og dronningen.

Senest har Venstre lanceret en idéstorm, hvor alle danskere kan give input til emnet ungdomskriminalitet, uden at Venstre dog forpligter sig på at kommentere idéerne. Partiet lover til gengæld at samle op og præsentere ideerne senere.

Når det handler om at skabe dialog på internettet, har Radikale Venstre og partileder Margrethe Vestager længe været langt fremme. Hun har stået i spidsen for partiets egen sociale platform, radikale-. net, hvor medlemmer og ikke-medlemmer kan komme til orde. Her kommenterer Vestager på andres samtaler, og hun beder om input til sine taler og politiske oplæg. Vestager har desuden gjort sig bemærket ved sine unikke beskeder på mikroblog-platformen Twitter, hvor hun vækker glæde og irritation med poetiske beskeder som »Blikstille fuldmåne morgenstjerne. Byens lyd fra biler og sirener. Smuk morgen at åbne salens mødesæson – det politiske arbejde er 365«. Hun twitter med en autenticitet, som en spindoktor ikke kan levere. Mens vi stadig mangler at se Vestagers poetiske forhold til sociale medier omsat til vælgertilslutning, bruger Villy Søvndal primært nettet til markedsføring. Han er bedst kendt på nettet for de store videoannoncer, SF indrykkede i seneste valgkamp, hvor han talte til vælgerne, men ikke så meget med dem. På sin hjemmeside har SF haft succes med mikrofundraising og har efter amerikansk forbillede opbygget en database med mobilnumre og emailadresser, som kan bruges til at mobilisere frivillige ved kommende valgkampe.

SOCIALDEMOKRATERNE er ligeledes inspireret af USA. Via nettet organiserer partiet frivillige til at stemme dørklokker og deltage i telefonbanker, hvor frivillige besøger eller ringer til medlemmer og potentielle vælgere. Partilederen er derimod tavs, når det handler om at samtale med vælgerne. Selv om Helle Thorning-Schmidt skriver på sin blog, at hun gerne vil i dialog med vælgerne, har hun ikke svaret på en eneste af de 250 kommentarer, der kom på bloggen i årets første fem måneder. I stedet for at lytte og indgå i samtale med vælgerne, bruger hun sin blog som en gammeldags megafon.

De konservatives formand Lene Espersen er ligeledes tilbageholdende på nettet, når det kommer til interaktion med danskerne. Hos de konservative har man satset på det sikre og undladt at lave smarte web 2.0-tiltag, man ikke kender effekten af. De har i stedet fokuseret på medlemsdebatten, som foregår i et lukket online-forum med rig mulighed for selvorganisering og interaktion.

Liberal Alliance gør, hvad de kan for at få det meste ud af deres få ressourcer. Liberal Alliance har som den eneste folketingsgruppe 100 pct. tilstedeværelse på Twitter, idet alle tre folketingsmedlemmer er aktive mikrobloggere. Særligt Simon Emil Ammitzbøll er udfarende på de digitale platforme.

Helt uden for kategori er imidlertid Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard. Ifølge partiets pressechef er de yderst konservative og afstår fra anden digital staffage end præsentationer af partilederen i tekst og video. Partiet har dog under EP-valgkampen gjort sig gode erfaringer med brugen af sms.

I den modsatte lejr af Pia Kjærsgaard står Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, politisk såvel som digitalt. Johanne Schmidt-Nielsen har samme naturlige forhold til sociale netværk som til traditionelle medier. Hun svarer på kommentarerne på Facebook, reagerer på bloggen og behandler grundlæggende alle, hun møder online, som hun ville gøre offline. Hendes parti kan samtidig bryste sig af at være det eneste, der har haft succes med virale videoer. Den mest populære video er set af over en kvart million danskere.

SAMMENHOLDER man partiledernes indsats på internettet, bliver det tydeligt, at den digitale strategi ikke har indflydelse på magtfordelingen i Danmark. Den ene strategi er ikke mere rigtig end den anden. Men erfaringerne fra USA og Norge viser, at man uanset partifarve og vælgersammensætning i højere grad kan bruge nettet til at mobilisere, organisere og fundraise, end de danske partier gør i dag.