Digitale tanker fra hverdagen » Facebook

Mig og Facebook

Anna Ebbesen — Sat, 12 Nov 2011 21:37:32 +0000

Da Facebook rullede de seneste ændringer ud, forsøgte jeg at undgå at tage stilling, læse med og forstå. Jeg havde gang i alt for meget andet, til også at kunne følge med. Det virkede ærlig talt for overrumplende for mig. Men denne lørdag har der været tid til lidt eftertanke.

Min gamle holdning

Jeg har tidligere kørt den strategi på Facebook, at jeg kun var venner med folk, jeg havde mødt i virkeligheden. Det var et semiprivat sted, som jeg forsøgte at regulere via lister – “professionelle bekendte” kunne ikke se billeder af mig fx, mens dem på “nære venner”-listen kunne se det hele. Jeg brugte FB til at se hvad folk havde gang i, og dermed følge med i deres liv. Samtidig var det uhyre smart, at man ikke behøvede at holde sin adressebog opdateret, hver gang folk skiftede nr., mail og adresse, men trygt læne sig tilbage og vide, at man altid kunne nå folk via Facebook.

Tid til forandring?

Over det sidste år synes den holdning – at FB er privat – at være antikvarisk. Jeg bliver i stigende grad befriended, af folk jeg ikke kender. I starten var det altid lige efter, at jeg havde været i medierne. Når jeg kom hjem fra et tvstudie lå der altid 3-4 venneanmodninger og nogle lidt halvlumre mails fra midaldrende mænd. Men det sidste halve år, har anmodningerne – ikke de lumre mails – kommet i en mere lind strøm. Mange af dem, der vil “vide mere” som flere af dem skriver, har selv over 800 venner, og bruger tydeligvis Facebook som et sted for godt indhold. Privat – offentlig, hvorfor dog bekymre sig om det?

Jeg var lidt inde på tendensen i en artikel i Berlingske i sommers, hvor jeg refererede til presset om hele tiden at være sig selv – du har jo ikke noget at skjule, vel? Du er vel dig selv, ikke?

Men jeg kan faktisk godt lide at gemme mig lidt. Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at alle skal se alt. Resultatet bliver derfor, at jeg ikke deler særligt meget, overhovedet. Jeg vandrer mest af alt rundt på Facebook og kommenterer, liker og læser. Da min kæreste skulle fortælle om mig til hans venner, var han overrasket over, at der ikke lå flere billeder han kunne vise. Forklaringen ligger også i, at mine nære venner, der kunne ligge inde med billeder, ikke er den slags, der tager billeder eller deler dem på Facebook (imodsætning til utroligt mange andre). Det ironiske er, at mange af mine nære venner ikke er særligt begejstret for Facebook, og derfor ikke bruger det synderligt ofte. Min private FB sfære er derfor ikke så stor. Kigger man på det ud fra hvem mit “publikum” – mine FBvenner – egentlig er, så virker min tilgang til Facebook derfor også tåbelig. Størstedelen er folk jeg holder meget af, men ikke ser privat, og så forskellige nyhedsudbydere som jeg føler med i via Facebook.

Abonnér?

Oven i de her overvejelser kommer så Facebooks nye tiltag: abonnementer.

Abonnementer krænger en kanaltilgang ned over Facebook. Ved at skrive om folk, hvad de laver, når Facebook anbefaler dig nye folk at abonnerer på, implicere Facebook, at man skal abonnerer på “Social media manager at NyTimes”, fordi hun nok skriver om ting relateret til det. Det er jo det, der er gældende på Twitter og på sin vis også G+. Det var bare ikke sådan det var på Facebook før – der var det personer, man fulgte. I hvertfald i min verden.

Abonnementer gør, at man kan samkøre det, man deler med sine venner, med det man deler med sine professionelle følgere. Så jeg ikke behøver at gå hele vejen over på Twitter for at gøre det, som tilfældet er nu.

Desværre har FB ikke muliggjort, at jeg kan tilgodese abonnementerne UDEN også at dele med mine venner på en let måde. Der er kun en skalering i privatliv eller temaer, ikke omvendt i forhold til at man kan spare ens venner fra det, man deler offentligt, som man let kan på Google+. Hvis man vil ekskludere folk, fra den offentlige deling, skal man ind i indstillinger, vælge brugerdefineret og angive at posten skal deles med X, men ikke Y-liste. Den social graf er dermed ikke længere skabt af bekendtskaber, men interesser.

Nye vaner!

Mine gode ven, Lasse, har lige meddelt mig, at jeg skal til at skrive til ham på de andre kanaler, vi begge to bruger: google chat, G+ og Twitter. FB er slut for ham. Måske var det på tide, at jeg tog konsekvensen af mine “venner” og min i forvejen konservative brug, og begyndte at bruge Facebook som var det Google+.

Også holdt op med at 1) bekymre mig om at kede mine “private” venner, der har mødt mig som Anna og ikke som Anna, hende med det digitale/ sociale medier/ politik etc. (citationstegnene skyldes, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal kalde venner, som jeg ikke har fået gennem mit professionelle virke, men som bare kender mig som Anna).

Og i stedet for 2) Begynde at bruge Facebook som var det endnu et sted til holdninger, sjove klips osv.

Offentligt: abonnementer, sociale-medie-Anna

Privat: venner, semi-private Anna.

Det var rart at få på plads, så har jeg et svar jeg kan give, til dem der pt. gerne vil være venner med mig, som jeg aldrig har mødt før.

Et nyheds-scoop for Facebook

Astrid Haug — Wed, 28 Sep 2011 09:16:08 +0000

En række amerikanske medier lancerede i torsdags i samarbejde med Facebook en social nyhedslæser-app. Her kan Facebook-brugerne læse artikler fra en række medier gratis i Facebook, uden at skulle over på sitet. Det gælder bl.a. Washington Post, Guardian, The Daily og The Independent (som dog er placeret på deres eget site). Wall Street Journal lancerede for nylig en lignende app.

Mediernes strategi overfor Facebook synes at være: ”If you can’t beat them, join them”.

Facebook = win

Samarbejdet er uden tvivl et scoop for Facebook, idet de opnår, at folk bruger endnu mere tid på Facebook, og brugerne ikke bliver ledt væk fra sitet og over på mediernes hjemmesider. Delingen af artiklerne foregår automatisk, eller “frictionless”, som Mark Zuckerberg udtrykte det ved lanceringen i torsdags. Det giver samtidig Facebook adgang til endnu flere data om brugernes nyhedsforbrug.

Brugerne = (win)

For brugerne er det en fordel at man kan blive på Facebook og læse nyheder. Alt hvad man klikker på bliver registreret på ens profil og dukker op i ”tickeren” (den nye boks i højre side af ens Facebook), så ens venner kan se, hvad man læser. Er man ikke interesseret i denne automatiske deling, kan man stadig læse nyhederne på mediernes egne sites, eller man kan slette en uheldig automatisk opdatering. Brugerne har altså et valg, om de vil dele deres nyhedslæsning med andre. De får mulighed for at lade sig inspirere af eller snage i, hvad deres venner læser. Fra et demokratisk perspektiv kan man håbe, at flere bliver eksponeret for kvalitetsnyheder, som opvejer Facebooks ry som sladder- og spilcentral. Nogen kan nok blive trætte af at se, hvad andre læser, men så kan man jo vælge ikke at modtage deres opdateringer fremover.

For brugerne er dog efterhånden ikke længere deling, der bliver efterspurgt, men effektive filtre. Som den digitale konsulent Mindy Finn skrev på Twitter efter Facebooks lancering:

Medierne = ?

Rollen som filtre kan medierne tage på sig. Som jeg forklarer det til Mediawatch:

”Med Guardians nyhedsapp kan man få artikel-anbefalinger fra avisens tech-redaktør for eksempel, så avisen tager rollen som filter med over på Facebook. Vi bliver selvfølgelig inspireret af, hvad vores venner læser, men det er jo ikke sikkert, at man deler alle sine interesser med dem, og de kan heller ikke nødvendigvis overskue, hvilke fem nyheder, man skal have læst, inden man går i seng.”

For medierne ligger fordelen ved det nye samarbejde i, at deres nyheder bliver mere synlige og kan nå flere brugere. Men som applikationerne er udformet i dag, er der ingen annoncer, og det er dermed svært at se, hvori mediernes fortjeneste ligger.

CEO i Washington Post Company, forklarer på mashable.com:

“We’re trying to get the product right. We’re trying to get market share. We’re trying to see how big we can make it. I want the whole company to learn about social reading and social news. This is part of the future of news.”

Det læser jeg som, at han siger: Vi tjener ikke penge på det nu, men vi håber at kunne komme til det engang. Spørgsmålet er om det er gennem annoncer på Facebook eller ved at kræve penge for artiklerne.

Et andet påtrængende spørgsmål er, om medierne med dette samarbejde har opgivet at lave deres egne sociale løsninger, eller om de endelig har forstået, at man ikke skal se Facebook som en konkurrent, men som en del af løsningen? Konsulent Jon Lund siger til Mediawatch:

”De (medierne) har overgivet sig til tanken om, at Facebook er det sted, hvor folk taler samen, så hvis de fører samtalen der, får de mere debat, end hvis de holder den på egne sites. Det rykker ved identiteten som nyhedsproducent, men det giver heller ikke mening at kæmpe imod udviklingen, for så risikerer man at dø.”

Del og hersk-strategi

Debatten ruller nu i forhold til, hvad Facebook egentlig har adgang til med deres dele-knapper. For selv hvis man ikke trykker på dele-knappen, og selvom man ikke er logget ind på Facebook, kan Facebook spore ens færden på sites med dele-knappen. Som Riva Richmond skriver på New York Times’ Bits blog:

”Facebook can find out an awful lot about what you do online even when you’re not on Facebook.”

Det gælder dog ikke kun for Facebook, men også for Twitter og Google+ deleknapper, forklarer journalism.co.uk.

The Danish Facebook Election

Anna Ebbesen — Fri, 02 Sep 2011 15:29:12 +0000

The Danish election in 2011 sets itself apart from the previous elections as being the first election in the age of Social Media. Back in 2007 Facebook was still in its infancy in Denmark – both when it came to amount of users as well as using Facebook as a tool in a political campaign.

Here’s a summary of my presentation at Nordic-Tech-Politics in Oslo 2011.

Facebook is the Danish internet users top 2 site, 2.6 mio-ish have a profile and everyone who want’s the attention of the Danes is on there too.

What are the people up to?

They discuss politics, the media coverage and make jokes about the politicians on Facebook, Youtube and Tumblr. Few on Twitter as well. For the first time, it seems like politics is out in the open – so much so, that people are now complaining about their feed being too political.

What are the politicians up to?

They all try to be personal and act normal on Facebook, thereby building a closer relationship with their voters. Some try to build a grassroots movement via mobile apps/sites (S, V, RV) and via Facebook (RV, S, SF) - S being the only one with a fully fledged mobile app for canvassing. Everyone tries to reach out and connect via their websites and YouTube, and since many of the local candidates now have their sites on Facebook, they now have a real audience and potential base of followers.

What about the media?

Well… they seem to be running after the Danes, asking questions about what they want in a some what desperate attempt to cling on to their role as the mediator of politics. A role they still hold – and master – in print, radio and sometimes on television. Best thing big media have done online: the bloggers, the tweeters, the web-TV-clips, the different fact-checking tools and initiatives and the tests every Dane takes to be reassured of their political home.

Danish Election 2011

View more presentations from annaebbesen.

Lån din status til Venstre

Astrid Haug — Wed, 31 Aug 2011 11:05:16 +0000

Venstre satser i valgkampen på at sprede deres budskab massivt på Facebook. Her vil de også gerne have fat i de unge.

Til det formål har Venstre i valgkampen tre aktive apps på Facebook, som på Venstres hjemmeside præsenteres under overskriften ”Bliv digital aktivist”.

1. Spred budskabet – over 32.000 har indtil videre modtaget et budskab

2. Lån os din status – folk kan enten selv skrive et budskab, vælge en Venstre-mærkesag, eller give tilladelse til at Venstre en gang om dagen slår noget op på ens væg

3. Jeg stemmer Venstre fordi hvor man kan dele med sine Facebook-venner, hvorfor man stemmer på Venstre

Hertil kommer Facebook-siden Førstevælger. Her kan førstegangsvælgere (og alle andre) tage en kandidat-test og se, hvor uenige de er med Venstre.

Venstres digitale chef Henrik Andersen forklarer, at på Førstevælger-siden kører deres hidtidige Facebook-kampagner rettet mod unge videre. Det gælder MINIsteriet og Mig og statsministeren, som har knap 1200 “likes”. Førstevælger-siden har 427 “likes”.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøger i valgakmpen en række uddannelsesinstitutioner, og billeder fra statsministerens besøg bliver uploadet på Facebook-siden. Tirsdag besøgte han EUC Lillebælt i Fredericia.

Ingen af Venstres apps ser ud til at have taget Facebook med storm, og ingen af dem er specielt nytænkende. Se en længere anmeldelse af Venstres app MINIsteriet.

Indlægget er oprindeligt bragt på b.dk/bluffere hvor jeg blogger under valgkampen.

Facebook – den lille kandidats store chance

Astrid Haug — Mon, 29 Aug 2011 18:11:34 +0000

Både DR og TV2 har i denne valgkamp taget de sociale medier helt ind i TV-studiet. På TV2 har Mette Vibe Utzon her til aften vist dagens videoer, så alle de seere, der ikke selv følger med på de sociale medier, kan få det hele med. Det gjaldt Alex Ahrendtsen fra DF og Naser Khaders Stem på mig, så får du en kiosk (som dog blev bragt på bt.dk). Også en snarlig flashmob med socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil blev omtalt.

Morale? Gør noget udover det sædvanlige, og få TV-tid.

Det er i udgangspunktet kun de landskendte politikere, der har fri adgang til TV-skærmen i valgkampen. Derfor kan en sjov opdatering på Twitter, en video på Facebook eller et kampagnebillede på Flickr føre til den ukendte kandidats TV-gennembrud.

Hvad virker så?

Her er en række bud på, hvordan man som kandidat får bragt sin kampagne videre end sine 1000 Facebook-venner?

1. En sjov video. Den behøver ikke at gå over kanten, mindre kan også gøre det. Socialdemokraten Signe Wenneberg svarer på spørgsmål via sin Facebook og svarer i små videohilsner. Mon ikke DR eller TV2 en dag også viser den på TV?

Klik her for at se den indsatte video.

En af de 20 små valgfilm folketingskandidat Signe Wenneberg (S) har lagt på Youtube og Facebook

2. Hele ideen med sociale medier er at de er, ja, sociale. Derfor er det helt ok at skrive noget på en anden politikers Facebook-væg, eller at henvende sig direkte til journalister på Twitter. Vi er der jo alle for at være sociale.

3. Billeder er det indhold på nettet, der først fanger øjet. Margrethe Vestager har dagen igennem lagt billeder på sin Facebook, bl.a. af kampagnebussen, som sørme også blev vist på TV2 her til aften.

En række ikke-politikere har lavet blogs, hvor de dokumenterer valgkampen i kiksede valgplakater, flere valgplakater eller parodiske billeder. Det foregår på den gratis blogs-service Tumblr (udtales ligesom tumbler i tørretumbler).

Tænk din valgkamp i flere billeder, færre ord.

Kan man kun bruge sociale medier til at komme på TV? Nej, men det er en realitet i denne valgkamp, at interessant indhold på ens Facebook eller Twitter kan give TV-tid, så hvorfor gå efter det som ukendt folketingskandidat? Men dernæst er det vigtigste, at man er til stede på de platforme, man nu engang har åbnet op for. Envejsbudskaber a la ”Stem på mig, for jeg er sej” kommer man ikke langt med. Så tag dialogen med vælgerne, såvel som med andre politikere og mediefolk på de sociale medier.

Indlægget er oprindeligt bragt på b.dk/bluffere hvor jeg blogger under valgkampen.