Barack Obama

Den første dag i Det Hvide Hus underskrev han et memorandum for “Transparency and Open Government”. På whitehouse.gov/open kan man følge åbenheds-projektet, ligesom man kan finde de initiativer, hvor borgerne kan blive inddraget.

David Cameron

I England har man tilsvarende lavet en digital platform på number10.gov.uk, hvor indgangene til data og åbenhedstiltag er samlet. På undersitet Take Part er der listet en lang række af muligheder for, hvordan borgerne kan blive en del af civilsamfundet. Fra “organisér en gadefest” til online-underskriftsindsamlinger.

Danmark

Og hvad så med Danmark? Jo, der ligger det meste information fra det offentlige og Statsministeriet i pdf’er. Det er ikke specielt brugervenligt, interaktivt eller søgbart for den sags skyld. Vi er ikke kommet videre end at lægge pjecer på nettet.

peternorregaard: #dk3nul @astridhaug : Dk har den mest it-parate befolkning. Spørgsmålet er om vi også har de mest it-parate politikere. hehe

Kære Facebook-ven. I dag klokken 14 holder jeg Facebookvælgermøde her på min Facebookside. Jeg sidder klar til at besvare dit spørgsmål og diskutere med dig fra klokken 14, hvor chatten åbner. Jeg er spændt på at høre, hvordan du oplever valgkampen og høre dine forslag og idéer.

Sådan skrev statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt søndag på sin Facebook.

Kl. 14 væltede spørgsmålene ind. Det var ikke helt klart, ud fra hvilke parametre Helle Thorning udvalgte dem, men hun fik svaret på spørgsmål om både SU og efterløn.

Søndag aften havde socialdemokraten Benny Engelbrecht ligeledes en Facebook-vælgermøde, som dog var noget mindre besøgt.

Statsministeren har endnu ikke afholdt et digitalt vælgermøde på Facebook, men ifølge en telefonsamtale med Venstres digitale chef Henrik Andersen har statsministeren planer om i løbet af valgkampen at lave en spørgsmål-svar-seance på sin Facebook-væg. Det har han gjort løbende i den tid, han har været statsminister, dog uden live-tv.

I EP-valgkampen 2009 afholdt Lars Løkke Rasmussen og Jens Rhode Danmarks første Twitter-vælgermøde. Det har de til gengæld ikke gentaget siden.

Som ved så mange andre kampagnetiltag er inspirationen til digitale vælgermøder hentet fra præsident Barack Obama, der har holdt en række digitale vælgermøder med enten Twitter eller Facebook som platform.

Et digitalt vælgermøde har en række fordele:

1. Det giver flere folk mulighed for at deltage, da mødet ikke er geografisk betinget

2. Politikeren kan nå ud til folk, der ikke kunne drømme om at være partimedlemmer, men som godt vil deltage på i mindre forpligtende måde

3. 1+2 er til gavn for demokratiet

Det digitale møde understreger samtidig, at det fysiske møde stadig er i højeste kurs. Derfor satser en række af partierne på dør-til-dør-kampagner, hvor politikere og frivillige møder vælgerne i øjenhøjde. På den måde er den digitale udvikling med til understøtte den ældste politiske kampagneform, nemlig den fysiske.

Indlægget er oprindeligt bragt på b.dk/bluffere hvor jeg blogger under valgkampen.

I går var jeg i Deadline på DR2 om mulighederne i de sociale medier som Facebook, Twitter og Youtube for oprørerne i Iran. Sociale medier er i sig selv ikke en revolution, men værktøjer. Det er de folk, der bruger dem, der skal have æren for, at der slipper lyd, billeder og tekst ud fra Iran til omverdenen. De er ”Irans digitale helte”, som Jesper Brieghel skriver på Kommunikationsforum.

Darrell West skriver på Huffington Post:
”On their own, digital technologies cannot produce revolutions. To generate fundamental change, it still takes strong leadership, powerful ideas, and people willing to risk arrest and imprisonment.”

De sociale medier bliver ikke kun brugt til at sprede informationer, de bliver også brugt til at sprede misinformationer, ligesom iranerne forsøger at blokere Irans officielle hjemmesider ved hjælp af ” distributed denial of service”. Wired skriver:
”Some Iranian twitterers have called for foreign supporters to attack Ahmadinejad’s websites using a distributed denial of service attack.”

Selv på de danske blogs går det lidt for hurtigt nogle gange, selvom det har knap så dramatiske konsekvenser, som når iranerne blogger. Det fremgik af Lars K Jensens blog, at jeg skulle være kritisk overfor mediernes brug af Twitter under urolighederne i Iran. Det er dog ikke tilfældet, og fejlen er rettet. Men jeg kan anbefale at læse New York Times’ artikel, som maner til besindelse ift. mediernes snak om en Twitter Revolution (via @bering):
”Skeptics note that only a small number of people used Twitter to organize protests in Iran and that other means — individual text messaging, old-fashioned word of mouth and Farsi-language Web sites — were more influential.”

På premierministerens hjemmeside er det muligt at oprette sin egen underskriftsindsamling. Det er umiddelbart et interessant træk. Underskriftsindsamlinger bruges til at lægge pres på det politiske flertal. Ved at gøre det nemt for folk at oprette og underskrive dem, signalerer Downing St 10 ikke bare åbenhed, men også rummelighed og lydhørhed. Alle sammen værdier som gør en demokrat blød indeni. Samtidig sender det et signal om, at underskriftsindsamlinger bliver taget alvorligt som redskab i den demokratiske proces. Det vil næppe ske i dette tilfælde. Det eneste der er sket er, at der er blevet oprettet en mod-underskriftsindsamling, der opfodrer Gordon Brown til at ”modstå at lade presse sig til at gå af eller udskrive valg.”

En mod-underskriftsindsamling er vel det eneste kort, man kan spille i en sådan situation (udover intet at foretage sig). Jeg kan derfor ikke undgå at få den tanke, at det kunne være Browns egne, der har igangsat den, men det er ren spekulation fra min side.

De britiske medier har naturligvis dækket sagen, hvilket ikke gør det nemmere at være Gordon Brown i denne tid. Ifølge The Guardian har Brown nu sikkert et ondt øje til Tony Blairs tidligere strategiske rådgiver Benjamin Wegg-Prosser. Det var nemlig ham, der fik idéen til at gøre det muligt at lave underskriftsindsamlinger på hjemmesiden.

Det er før set, at digital borgerinddragelse ikke er at betragte som en fanklub. Da Barack Obama i perioden mellem valget og indsættelsen bad amerikanerne om input på hjemmesiden change.gov skete noget tilsvarende utilsigtet med åbenheden. Det mest populære forslag var nemlig en opfordring til, at Barack Obama skulle legalisere hash. Det afviste han dog pure.

Hvor langt skal politikere gå i åbenhedens navn? Er al borgerinddragelse godt, bare fordi det viser åbenhed? Giver åbenheden nogen mening, hvis politikerne alligevel ikke følger borgernes vilje om at træde tilbage eller lovliggøre hash? De to eksempler ovenfor er naturligvis ekstremerne, men vidner også om, at hvis man åbner op for posen, skal man være klar til at tage nogle tæsk.

Fotos: Screendumps fra number10.gov.uk

Overskrift ændret d. 19. maj 2009

Med en næsten to år lang valgkamp til at afgive løfter er det ikke så underligt, at der sker smuttere, når den ophedede kampagneretorik skal oversættes til reel implementering. Andre vil måske mene, at seks brudte løfter er seks for meget.

Et af de løfter, hvor Obama ikke har formået at holde ord i sine første 100 dage som præsident, vedrører hans brug af digitale medier. I valgkampen fremgik det på hans hjemmeside, at han ville gøre det muligt for borgerne at læse og kommentere på ikke-hastende lovforslag i fem dage. Politifact konstaterer, at det endnu ikke er sket. Set i relation til den økonomiske krise, svineinfluenza etc. er dette måske ikke den største sag i det ovale kontor i disse dage. Men omvendt er det faktisk et løfte Obama uden nogen omkostninger kunne have valgt at overholde.

Måske Obameteret kunne overføres til dansk kontekst. Et Løkkometer, der måler, hvilke løfter, den nye statsminister afgiver, og så efter en rimelig tid opgør, hvad der er sket med løfterne.

Fotos: Screendump fra Politifact og eget foto fra Obama-rally, Virginia.