Se forbedringerne nær dig – nyt kampagne tiltag fra Obama

Det her er den slags, jeg gerne så alle politikere altid blev tvunget til at lave. Et geografisk scoreboard, så man som vælger kan se, hvordan ens liv er blevet forandret (gerne en smule til det bedre) af den førte politik. Den slags har jeg samtidig altid fået af vide er umuligt at lave, hvis gerne vil give et sandfærdigt billede. Både det er svært at redegøre for og kræver gode datasæt for at kunne give nogen menig for brugeren.

Obama kampagnen har da også valgt at fokusere på særlige områder essentielle for kampagnen og i stedet for den enkelte, fokuseret på lokalområdet. Det er et hurtigt hack, ser det ud til, men det er gode tal for kampagnen, når de gerne vil overbevise amerikanerne omkring “facts on the ground”.

Også selvom, der ikke er data for alle hovedområderne i alle stater, synes jeg, at de er sluppet godt fra forsøget.

Mitt Romney fanget på skjult kamera

– slipper han, som Barack Obama, eller betaler han prisen, som George Allen?

I dag offentliggjorde Mother Jones en hemmelig optagelse fra en fundraiser, hvor Mitt Romney giver de rige donorer sin mening om en lang række emner. Alt fra de 47%, der siger, at de vil stemme på Obama (parasitter, der mener at de har ret til alt fra mad til jobs), til “hispanics” (der åbenbart ville have stemt på ham, hvis han havde haft Mexicanske rødder). Spørgsmålet, der nu vendes er, om han virkelig mener det hele – om det var den “rigtige” Mitt Romney, der talte – eller om han lod sig rive med af øjeblikket? Uanset er det ikke just et flatterende billede. Se hele omtalen og videoen hos Mother Jones.

Obama i 2008: Guns and religion

Men Romney er ikke den første, hvis ikke-politiske-korrekte ord er blevet optaget og publiceret. Hans optræden er allerde blevet sammenlignet med Barack Obama’s egen brøler til en privat fundraiser i 2008. Her omtalte han folk i små byer, som nogle der klynger sig til deres “guns and religion”, fordi forandring ikke har været til det bedre i deres lokalsamfund:

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Den gang hang citatet fast dog uden at være afgørende – mon Romney’s adskillige dårlige citater vil gøre det samme?

Allen i 2006: Macaca over here…

Hvis det går hen og bliver afgørende, så kan han få æren af at være endnu en politiker, der har måtte set sig fældet af (mere eller mindre) skjult kamera. Mest berømt her er “The Macaca incident” fra 2006. Her blev den republikanske senator George Allen, fanget i at bruge en racistisk term om en ung ansat fra hans modstanders kampagne, som var i gang med at filme George Allen’s tale til sine støtter. Den ellers så populære kandidat tabte både valget og håbet om at blive partiets præsident kandidat. Alt sammen fordi han 1) var racist, eller 2) ikke var klar over, at det var en racistisk term, (som var en af hans undskyldninger) – og det svar afhænger i høj grad af, hvad du syntes om Allen i forvejen.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

2014? 2016?

Jo mere polerede politikerne skal være for at blive valgt af flertallet af vælgere, jo mere vil deres offentlige tale afvige fra deres private. (Med mindre selvfølglig, at vi er ved at udklække politiker-robotter programmet til new speak, hvilket jeg virkelig håber ikke er tilfældet.) Det betyder også, at sandsynligheden for at de kommer til at “fortale sig”, er det større. Hvem mon det bliver i 2014? 2016?

Det Romney mener, er…

Men hvem ved, måske vi også er blevet det bedre til at udlægge teksten favorabelt? Eller til at praktisere selektiv hørelse? Da Mitt Romney kaldte “Sikhs” for “sheiks”, undskyldte en af hans medarbejdere ham med, at det også havde været en lang dag. Jeg kan allerede høre en horde af medarbejdere og eksperter, sige: “what Romney was trying to say, were..”. Men det gjorde de også i 2008 og 2006, så igen kommer det hele til at handle om, hvem du tror mest på (eller måske rettere, hvem troede du mest på, før de sagde, det de gjorde… ).

Bill Clinton’s tale var fra en anden tid

Samlede mine tanker, de tweets jeg havde markeret som favoritter, links, billeder m.m. i en hurtig Storify her til morgen, efter Clinton’s tale på gårsdagens konvent. Er blevet ramt af “kongres feber” og lidt ærgerlig over, at jeg var offline da republikanerne havde deres forsamling.

For ja, jeg får stadig gåsehud af “stomp speeches” og ja, er en af dem, der kan fælde en tåre, når salen lader sig rive med af taleren. Og så kan jeg ikke lade være med at sidde og sammenligne med de danske parti-kongresser, og notere mig alt fra scene set-up til uddelte skilte, fra tweets til målrettede mails. Måden at tale på er også helt-helt anderledes, og tak for det. Selvom det er medrivende i starten at høre alle soundbite’s talerne (“Obama saved the auto industry, Romney saved on taxes”), så bliver det tungt i længden, når de har pakket dem for tæt i programmet.

Ja, Ja. Hvis man en gang er blevet bidt af politik, hænger det åbenbart ved! Laver en opsamling på den digitale del af showet, når demokraternes kongres er ovre.

Continue Reading…

Skal direktøren på sociale medier?

Jeg er blevet spurgt det spørgsmål utroligt mange gange: Skal vores direktør på sociale medier? Og jeg har gentagende gange svaret, at det afhang af direktøren. Hvis man ikke kan finde ud af det og ikke vil lære det, så kommer man aldrig til at høste gevinsterne ved at bruge Facebook, Twitter etc.. Men er det en god ide? Ja. Bør man sætte sig ind i nye måder at snakke med sine kunder på? Selvfølgelig!

Kun 7,6% af CEO’erne fra Fortune 500-listen er på

Den amerikanske tech-entreprenør Josh James (solgte sin første startup for $1,8 milliarder og er nu CEO i egen startup, Domokom i fredags med et opråb til sine med-CEO’s, efter hans firma havde fundet frem til hvor forsvindende få direktører fra verdens største virksomheder, der er på:
“More than half the U.S. population has eagerly embraced sites like Facebook and more than a third are using Twitter, yet only 7.6% of Fortune 500 CEOs have bothered to jump on Facebook, and just 4% have opened Twitter accounts. All in, 70% of big company CEOs have no presence on social networks”.
Tal som Josh James finder alarmerende. Ikke fordi han er fortaler for social medier per se, men fordi han er en forretningsmand:
CEOs need to champion innovation wherever it exists. Social media is just one form of innovation, and you can be sure there is much more coming down the pike. (…) CEOs who shun social media risk losing touch with some of their most lucrative customers, prospects and influencers.  I’m just saying it is time to jump on.”

Tænk medie før social og indse fejlen

Tallene bliver sat i perspektiv, hvis man ser sociale medier som en del af udviklingen af menneskelige kommunikationsformer – fra hulemalerier til hieroglyffer, telegraf til fjernsyn. Set i den kontekst er den manglende tilstedeværelse på sociale medier udtryk for arkaisk tankegang, hvor kun gammel tech er god tech.
This lack of engagement would be similar to 50% of the world using email with big CEOs holding out; or 50% of your customers shopping online but no CEOs trying it,” skiver Josh James.
Sammenligningen mindede mig om min samtale med Andrew Slack, stifteren af The Harry Potter Alliance, som jeg mødte til en konference omkring Civic Media på MIT i sidste måned. I forbindelse med et interview til Forbes.com, snakkede vi sociale medier og folks modvilje mod at bruge dem professionelt. Her kom han ind på Malcom Gladwell’s essay om sociale medier og aktivisme, Small Change – Why the revolution will not be tweeted, hvori Gladwell argumenterer at: “The instruments of social media are well suited to making the existing social order more efficient. They are not a natural enemy of the status quo.” I Gladwell’s øjne er de sociale medier per definition ikke istand til at være “rigtigt” revolutionerende. En værdi ladning, som Andrew Slack er dybt uenig i:
“I happen to be a fan of Malcom Gladwell. But, his article on social media and activism had some absurdities in it. Malcom Gladwell did not write an article against using telephones for politics, because telephones are an integrated part of Malcom Galdwell’s worldview and life. He didn’t grow up in a world, where at 17 years old, at 2.30 in the morning he’s on his computer talking to his friends on Skype chat. This distinction about the offline and the online world, doesn’t exist. That’s a silly distinction. At this point it’s integrated the way telephones are in Malcom Gladwells world.
Det er mit gæt, at det er samme tankegang, der er på spil hos ledelsen i de store amerikanske virksomheder. Slack har iøvrigt en befriende ligetil tilgang til social medier:

“There’s nothing mystifying about social media. Yes, there are metrics that we can look at and best practices that we should study, but at the end of the day, social media is just that: Social. It’s asking questions; it’s being real, being authentic and honest, and it’s not being overtly professional and serious”.

At have travlt er ingen undskyldning

Sociale medier bliver ofte beskrevet som en tidsrøver, som travle CEO’s ikke har tid til. “This argument strikes me as particularly odd“, skiver Josh James, “because CEOs have people who can help filter the tweets and Facebook messages just like they filter their email and voicemail messages. Getting on board with social is infinitely manageable.
Argumentet omkring tidsforbrug overser også, at sociale medier og direktører ikke er isolerede størrelser, men indgår i større kontekst, hvori langt flere mennesker end bare direktøren indgår. De er del af større økosystemer, hvor sociale medier er ekstremt udbredt – tag bare deres egne ansatte. Josh James, referer til en nylig undersøgelse, der viste at:
employees feel that companies with CEOs who use social media are much better positioned for success. In addition to enhancing the brand, employees believe that social CEOs help the company on most every front including recruiting, trustworthiness and sales.

Verden har forandret sig…

Udgangspunktet for Josh James er en grundlæggende erkendelse af, at verden ikke længere er den samme: “The world has changed and there’s no hiding anymore”. Og for mig at se, er det stadig det springende punkt for folk – enten tror man, at det virker og fremviser de gode eksempler på successer, eller også fastholder man, at den gamle verden stadig står, og det her er bare en døgnflue eller et “ad on”, som man ikke behøver at tage sig. Jeg har endnu ikke hørt om investorer, der forlanger at se handling på dette område, men den form for pres er muligvis det, der skal til. Som Josh James skriver til sidst:
“If they persist in lagging far behind the general population in social media participation and not delivering value to the shareholders that is there for the taking, they may not be CEOs for much longer.”

5 egenskaber fremtidens journalist bør tilegne sig

I weekenden fik jeg endelig tid til at samle mine tanker oven på en vild konference på MIT’s Media Lab i Boston. Det blev blandt andet til en liste over egenskaber, journalister bør tilegne sig i fremtiden, som ved midnatstid røg afsted til Kforum. Rappe på tasterne havde den kvikke redaktion fået min (for lange og ufokuserede) tekst redigeret om til sitets klassiske mundrette format, mens jeg sov.
Men da der ikke var meget Anna tilbage i teksten, kunne jeg ikke dy mig for selv at omskrive den.
Er du til det korte? Så læs Kforum redaktionen’s version: “Nye vigtige egenskaber for fremtidens journalister“. Har du mod på lidt længere format (og lidt mere Anna), så læs videre her:

5 egenskaber fremtidens journalist bør
tilegne sig

Efter en tur igennem MIT’s MediaLab ser fremtidens nyhedsformidling og produktion både sjov og skræmmende ud. Sjov, hvis man kan finde ud af at programmere og er frisk på at teste en prototype; skræmmende, hvis man stadig bare gerne vil have sin avis trykt på tyndt papir og har det bedst med gennemtestede løsninger.
The Knight Foundation og MIT’s Media Lab bød i sidste uge indenfor til en konference om civic media – medier for og med borgere – under den poetiske overskrift: ”The Narrative and The Algorithm”. To tendenser, som Ethan Zuckerman, researcher på Berman Institute for Internet and Society på Harvard University, understregede i hans åbningstale var gennemgående temaer i det daglige arbejde med nye medieformer og måder at bedrive formidling på.
Mennesket som formidler og kontekstskaber
“Fortællingen og Algoritmen” refererer dog ikke til, hvad der definerer henholdsvis mennesket og maskinen. Efterhånden som konferencen skred frem, stod det klart at robotten også kan skrive og fortælle, ligesom den kan programmere og raffinere algoritmer.
Mennesket, derimod, så det en smule mere sølle ud for, da det både er forudindtaget i sin tilgang til verden, kan finde på at forringe data ved at lyve og ikke kan kende forskel på robotter og mennesker – fiktion og fakta. Men netop fordi publikum stadig udgøres af os mennesker, har medierne og de menneskelige journalister stadig en funktion som formidler og kontekstskaber.
Ser jeg tilbage på konferencen, er der 5 egenskaber som fremtidens journalister gør klogt i at tilegne sig (oveni de klassiske, der selvagt stadig gælder – at tjekke både kilder og kommaer er tidsløst):
1) Fremtidens journalist kan sine data (eller kender en der gør)
Vær”the smartest guy in the room”, som Dan O’Neil betegnede det, så du kan få adgang til data samt finde ud af at anvende dem. Dan O’Neil, mangeårig data journalist og digital entreprenør, gentog nødvendigheden af det menneskelige element i formidlingen i hans oplæg: ”Information er ikke viden; at offentligøre data uden kontekst er ikke hjælpsomt”. Men data er sjældent en ligetil størrelse.
Særligt fordi data altid er indsamlet af mennesker med et specielt formål for øje, og er derfor aldrig er netutralt, påpegde Lektor i arkitektur ved Columbia University, Laura Kurgan. Fokus på målbare resultater har desværre også fået folk til at ”juke the stats” – pille med statistikkerne – for at få resultaterne til at se bedre ud på papiret. Dertil kommer, at data heller ikke bliver indsamlet ens, som Dan O’Neil illustrerede med et eksempel fra efterspillet omkring ”the micracle on the Hudson”.

The Miracle On The Hudson

Da US Airways Flight 1549 måtte nødlande på Hudson floden, fordi motorerne var sat ud efter en fugleflok var fløjet ind i dem, opstod et ønske om at vide, hvor ofte den slags sker. Og ganske rigtigt blev den lufthavn, der var bedst til at indsamle data, også hængt ud som den mest usikre i landet. Det var ikke den rigtige historie, men det var den, som det tilgængelige data beskrev.
At kunne tænke datamængder ind i en historie (eller se historier i datasæt) og formidle fundene i en meningsskabende kontekst, bliver en eftertragtet evne i takt med at mere og mere data bliver tilgængelig for den brede offentlighed.
Og hvem ved, måske det bliver obligatorisk på uddannelserne i fremtiden?
Laura Kurgan blev citeret af en kollega for at pointere, om ikke journaliststuderende skulle lære at håndtere data, få at få lov til skrive fængende historier, ligesom arkitekturstuderende skal kunne deres matematik, for at få lov til at tegne smukke huse?
2) Fremtidens journalist kan være alle steder på en gang
Udnyt, at det nu kan lade sig gøre at opdyrke et globalt kildenetværk bestående af andre formidlere – med eller uden titel af journalist – og dermed opnå at ”have så mange som mulige øjne ude i verden”, påpegede Charles Sennott stifter af Global Post, der baserer sin dækning på de mange dygtige udenrigskorrespondenter, der blev arbejdsløse da krisen ramte branchen. Og udnyt, at det er blevet muligt at gøre, blot ved at lytte med på sociale medier. David Wertime har fx bygget et helt site omkring, at sociale medier har gjort det muligt for os at indsamle citater og data, “uden at skulle ud og spørge først”.  Tea Leaf Nation omsætter historier fra kinesiske sociale medier til engelsk og dermed til nye historier i vesten. Det kan ikke erstatte at have journalister i lokal området, men det kan supplere, sagde Wertime.
3) Fremtidens journalist tænker relevans ud fra modtageren
Vær langt mere kreativ i dine tanker omkring, hvad der er relevant for læserne. ”Cricket resultater er lokale nyheder i Brooklyn – det globale er lokalt”, konstaterede Charles Sennott fx, og anfægtede dermed både den ide, at folk ikke er interesseret i internationale nyheder såvel som opfattelsen af, at det lokale er defineret ud fra geografi.
For de nye nyhedssites handler relevans om modtageren, ikke afsenderen. Og det stiller krav til alt fra typer af historier man vælger at bringe til kategoriseringer og indeksering af stoffet.
4) Fremtidens journalist kan forløse en menneskelig historie
Evn at formidle en historie, så den rammer noget i modtagerne og giver dem mere end bare mening og viden. Det at kunne nå sine medmennesker med ærlighed og ægthed, som Jake Shapiro, stifter af Public Media Exchange, beskrev det, er for ham bevæggrunden til den succes som The Moth og This American Life oplever lige nu.
The Moth har i de sidste 15 år forfinet disciplinen, og fået alminelige mennesker til at fortælle deres egne historier foran et levende publikum så det fænger. Endda så godt, at seancerne nu finder sted flere steder i USA og udsendelsen med de bedste historier vinder nye publikum både som podcast og som klassisk radioprogram. Ønsket om at viderebringe menneskelige historier til verden, var også selve drivkraften bag Public Media Exchange, der fungerer som markedsplads for historiefortællere og radioproducere, der gerne vil nå et bredt publikum og tjene penge på deres historier.
5) Fremtidens journalist har sin egen forretningsmodel
Find din egen forretningsmodel, i stedet for at vente på at cheferne finder en. I fremtiden bliver det i vid udstrækning op til den enkelte journalist, at få økonomien til at fungere (en tendens de fleste allerede oplever nu). Få af de tilstedeværende på konferencen var fra medier med en profitabel forretningsmodel. Der var annoncebårne, medlemsbaseret og fonds støttede initiativer, men ingen hellig gral. Generelt var der bred enighed om, at det håb er utopisk.
Som Christina Xu fra The Awsome Foundation, anmodede om, da hun åbnede diskussionen omkring digitalt indfødte og nyhedsformidling: “Lad os stoppe med at tale om tings fremtid, og i stedet tale om fremtider – because the future is complicated”. Som Howard Finberg fra Poynter instituttet skrev fornylig omkring journalisternes fremtid. ”There isn’t one but several – one for each individual wanting to report”.
Al magt til ideerne
Hvis man skulle tilføje en ekstra sjette egenskab, er den relateret til de individuelle forretningsmodeller, nemlig at man som journalist er tryg ved at prøve nye ideer af. Det var bemærkelsesværdigt, at konferencen forblev en præsentation og diskussion af muligheder, i stedet for en jagt endegyldige løsninger. Helt i tråd med, hvad lederen af MIT’s Media Lab, Joi Ito kaldte for Media Lab’s DNA, handlede det mere om at teste, se hvad der virker, juster og gå videre til den næste ide. ”Det aldrig før har været så billigt at teste nye ideer”, påpegede Joi Ito: ”før lå magten hvor pengene er, nu ligger den hos ideerne”, hvilket i hans øjne er en invitation til mediebranchen og aspirerende journalister om at forsøge sig frem.
Om den tilgang er muligt at praktisere i en gammel medieinstitution vil tiden vise. Få dage efter at konferencen var slut, blev Joi Ito indlemmet i New York Times’ bestyrelse, så nu får vi at se, om han har held til at omsætte ideer til prototyper og nye løsninger i den gamle medie branche.

Blogupdate

Som nogle måske har bemærket, har bloggen ligget lidt stille. Vi har begge haft os et omskifteligt år og er begge endt i nye jobs med nye udfordringer. Vi har pt. alt fra geografien til tiden imod os.

Da Anna er draget til Washington DC vil hun fortsætte med at blogge på engelsk på hendes Tumblr, mens bloggen her vil blive hjemsted for tanker om danske forhold, når hun bliver inspireret til at se mod hjemlandet. Da Astrid har indtaget stolen i Kulturministeriet som særlig rådgiver, er der hverken meget tid eller albuerum til at blogge.

Vi har længe blogget på engelsk her på bloggen, men det vil altså stoppe nu (stik imod hvad vi lovede vores åndskollegaer på Personal Democracy Forum 2009, hvor vi lovede hinanden at overkomme de europæiske sprog barriere ved at kommunikere mere på engelsk….Ahm. Sorry.)

When twitter opens a window into someone else’s life

I spotted this storify-article by AlJazeera about the tag #RIPAmina and the story behind it.

“#RIPAmina is gaining traction following the suicide of a young girl, Amina from Larache, Morocco. According to online reports, Amina was raped by a man 10 years her senior a year ago. Following an agreement between her family and a civil court Amina was forced to marry her rapist, which protected him from any criminal charges according to Moroccan penal code.”

Digital media do reach across borders and timezones and can give you a glimpse of someone elses life. Powerful, fascinating and this case, truly horrific.

Read the full article here.

Viral for better or for worse

March 7th was all about Kony2012 – A video the American organization, Invisible Children, launched to raise awareness about the cruelty of warlord Joseph Kony. March 8th was about the afterthought. Did we just get swept away?

Continue Reading…

Page 3 of 27«12345»1020...Last »