FOAs strejke-erfaringer

I torsdags besøgte vi FOA og lavede et langt interview med pressechef Jens-Jørgen Krogh. Det var fantastisk interessant. Ikke mindst fordi Jens Jørgen ikke lagde skjul på, hvad der ikke fungerede i strejkekampagnen, f.eks.  mobilringetoner, podcast og en blog til formanden. Alt i alt var kampagnen dog en succes, ikke mindst kommunikativt. Sosu-assistenterne var nemme at mobilisere og ivrige sms- og mms-brugere. Ligesom massiv medieovervågning gav bonus. Mange af erfaringerne fra kampagnen arbejder de videre på i FOA, hvor en ny kommunikativ strategi er under opsejling.

Kontrakten er i hus

Det er nok lidt atypisk at ”råbe højt” om en bog, som endnu ikke er skrevet. Ikke mindst fordi vi er lidt nervøse for hybris-effekten, ligesom vi er bange for at sælge skindet, før bjørnen er skudt. Ikke desto mindre ønsker vi at få så mange input fra alle eksperterne, skeptikerne og brugerne undervejs i processen. Derfor råber vi højt ved at twitte, facebooke og blogge om det, der optager os for øjeblikket. Og forhåbentlig vil det give masser af inspiration til bogprojektet. Så et stort hurra for, at kontrakten er landet.

Politikere på Twitter

DR Nyhederne havde i går kl. 21 et indslag om Twitter. Det er ikke meget man kan nå at sige på 2×20 sekunder, så her er lige et par yderligere pointer.

YouTube-forhåndsvisningsbilledeTwitter er blevet brugt af en række politikere i valgkampen 2007. Det gælder Lene Espersen, Søren Pind (SorenPind) og  KonservativeDK. De har dog ikke opdateret siden valgkampen 2007.

På det seneste er en række andre politikere kommet på: Margrethe Vestager, Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen, Magnus Heunicke, Ritt Bjerregaard, Klaus Bondam, Manu Sareen, Margrethe Wivel og Liberal Alliance. De bruger alle Twitter til løbende at orientere om deres politiske virke. Heunicke har også en række mere personlige tweets: ”er hjemme fra Borgen med to syge børn. Stopfodrer dem med hjemmebagt franskbrød med pålægchokolade og Barbiefilm på DVD’en..” Man kan også læse om Bondam: ” er ved at blive rigig snottet …. øv øv øv.” God bedring herfra!

Continue Reading…

K kæmper med åbenheden

Konservative.dk bliver lige nu oversvømmet med vrede indlæg omkring skattereformen. Men i stedet for at adressere de mange vrede medlemmer og tage diskussionen op, vælger skatteordføreren at anklage brugerne for ikke at være konservative.

De mange utilfredse røster kan virkelig ikke komme fra konservative, der gerne vil diskutere det politiske forlig med deres parti, belærer den konservative skatteordfører, Mike Legarth. Derfor opfordrer han til, at alle afslører deres fulde navn på deres kommentarer + adresse: “Skriv navn og adresse på dine indlæg, tak.”

Continue Reading…

Fogh og Thorning svarer ikke

Er der nogen særlig grund til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke svarer vælgerne på sin blog? De seneste fem blogindlæg har fået 108 kommentarer – men ikke ét svar fra statsministeren. Om præmissen for bloggen skriver han på sin hjemmeside: ”Af gode grunde har jeg ikke mulighed for at svare på alle kommentarer og spørgsmål. Derfor vil jeg strukturere det på den måde, at jeg slår et tema an, som vi kan være i dialog om i en periode, hvorefter jeg vil skrive et opsummerende svar på jeres forhåbentligt mange kommentarer og spørgsmål.” Hvilken periode der præcis er tale om, er uklart, men at dømme ud fra de manglende ”opsummerende svar” er dialogen fortsat åben.

Helle Thorning-Schmidt er heller ikke er for god til at svare på sin blog. Da venstrefløjens bud på en kommende statsminister i oktober 2007 startede sin blog, skete det med ordene: ”Moderne politik handler om dialog og åbenhed, og om at være oprigtigt interesseret i, hvordan tingene virker i virkeligheden.” Ser man på bloggen i dag, er der ikke et eneste svar de i alt 85 kommentarer til Thorning-Schmidts tre blog-indlæg fra januar 2009.

Socialdemokraterne viser, at de gerne vil bruge digitale medier ved at satse på deres egen ”tv-kanal” på nettet, Socialdemokraterne-tv, som er videoklip af god kvalitet, men med et lidt kedeligt indhold. Her går det dog lidt bedre med at svare på kommentarerne. Ser man på de fem mest sete klip, er der i alt 19 kommentarer, hvoraf tre er svar fra forbrugerordfører Benny Engelbrecht, mens hverken Helle Thorning-Schmidt eller Mette Frederiksen har været inde at svare på kommentarer til videoklip med dem.

Men hvorfor have en blog med åbne kommentarer, hvis man er ligeglad med, hvad folk skriver? Er det virkelig kun hvert fjerde år, at politikerne kan se fornuften i at indgå i dialog med vælgerne? Så tag dog konsekvensen og luk kommentarfeltet frem for at foregøgle, at man interesserer sig for, hvad andre mener.

Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?

Anders Samuelsen i Politiken

»Hurtig afstemning! Pressen siger, DF vil ha’ topskatten op på 15 pct. igen. Hvor synes du smertegrænsen er? Skal jeg være med i aftalen eller ej?«

Sådan lød det på Anders Samuelsens wallFacebook i dag, og via hans “venner” blandt journalisterne gik dette spørgsmål også langt ud over Facebook’s grænser. Det kan selvfølgelig kun ske, fordi Anders Samuelsen er Anders Samuelsen, og hans update derfor har mere afsendertyngde end gennemsnitsdanskerens, men nyhedskrogen ligger i indholdet. Som man kan læse i Politikens artikel, er der lidt i tvivl om, hvordan det skal tolkes. På den ene side skriver journalisten, at updaten “kan tyde på, at formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, er forvirret” – hvilket lyder negativt – , men konstaterer derefter at de mange svar fra “vennerne” måske har gjort ham “lidt klogere” – hvilket lyder som en positiv gevinst.

Lige præcis den tolkning rammer fint skellet mellem gamle og nye medier; gammel ledelsesstilarter og nye. I den gamle skole spørger man ikke, man ved selv bedst. Man beretter om slutproduktet, og inviterer ikke indenfor til proces i maskinrummet. Derfor ses Anders Samuelsen som kontroversiel, fordi han beder om en status-rapport fra sine venner. Han dikterer ikke, hvad danskernes smertegrænse er, han spørger.

Updaten er mildest talt en ikke-historie. Men at den kan få en artikel på et af de største danske netmedier, tyder på, at journalisterne stadig er meget fascinerede af mulighederne, der ligger i at aktivt udnytte netværk, dog uden helt at forstå det. Ikke at nyhedsjouranlisterne ikke kan mærke at der er et paradigmeskifte i gang. Det ånder dem jo trods alt ned i ryggen i form af røde tal og storkrise. Men til trods for det, er det stadig noget der behandles som en lidt skæv nyhed, man ikke helt begriber.

34% af danskerne er på, der er intet nyt i det! Måske kun for journalister? Det er påfaldende at manchetten henviser til, at Facebook nu “igen” bruges politisk. Det lyder helt slagfærdigt, som om det kun er anden eller tredje gang, at det sker. Men har du en politiker eller en kandidat i dit netværk, vil du sikkert allerede vide, at de fleste bruger Facebook hver dag til at komme i kontakt med deres vælgere. Både til politiske spørgsmål og til mere private meddelelser, som da Søren Pind annoncerede sin skilsmisse en sen søndag aften tilbage i 2008.

Søren Pinds skilsmisse

Meget tyder på at det er journalisterne, der ikke helt har vænnet sig til de nye kommunikationsformer, hvor de ikke længere er de vigtigste. Fra at have monopol på formidling af nyt, er det nu demokratiseret. Fra at tænke kommunikation i den klassiske linære udgave, hvor man bruger et medie som kanal for ens budskab for at nå sin modtager, skal det nu tænkes relationelt. Det er relationen – kommunikationen mellem mennesker – der er i centrum, og ikke den sædvanelige proklamering, der jo i høj grad kræver journalistisk forarbejdning for at almindelige mennesker kan forstå og relatere til budskabet.

Var det så klogt at spørge ud? Ja, det vil jeg mene. Samuelsens ethos er trods alt af den (måske lidt for) jernhårde af slagsen ovenpå Guldbrandsens skildring af ham som et magtmenneske. En fremvisning af menneskelighed kan kun gavne. Også fordi han dermed får mulighed for at argumentere direkte med sine vælgere, om hvorfor han har tænkt sig at gøre det ene eller andet. Det giver samtidig et forum til at evaluere efterfølgende og forklare sig ud af, hvis han ikke lyttede, direkte med dem der muligvis vil være utilfredse. Helt som man ville gøre det, hvis det var ens fysiske venner.

Reblog this post [with Zemanta]
Page 27 of 27« First...1020«2324252627