Siden vi underskrev kontrakten, har vi syslet mellem alle skriverierne på at få en fælles blog i luften. Takket være snedig hjælp fra Mr. WordPress i Danmark, René Clausen Nielsen, er den nu endelig klar.
Al magt til folket – brugerne som leverandører af realtime brandimage
Langsomt sniger brugernes ord sig ind på diverse coporate sites. Enten i form af opmuntring til at bidrage direkte på sitet via det nu så velkendte kommentarspor, men senest også i form af Facebook connect, der trækker kommentarerne over på Facebook og dermed ud til brugerens venner via nyhedsfeedet. Socialiseringen af kommentarsporet er en kærkommen kunstigt åndedræt til en funktion, som oftest blot står og forfalder i stilhed.
Kommentarerne som style-alerts til vennerne
Senest lancerede H&M deres sommermode med kommentarmulighed via Facebook Connect. Her er det udelukkende anvendt, som en opfordring til alle de besøgende om at berette om et muligt nyt fund til alle veninderne.

Visningen af H&Ms sommermode
Det er egentligt ret ærgerligt, at man ikke samtidig viser disse kommentarer på sitet, så man fx kunne skabe lidt hype om særlige produkter inde i selve webshoppen (og dermed to klik væk fra købet) og ikke kun i de respektive vennekredse. Hvad nu, hvis jeg ingen kender, der bruger funktionen, så får jeg ikke populærfortællingen med – eller anbefalingen fra en der ligner mig i statur? Forhåbenligt kigger H&M lidt på de mange modeblogs, der i vid udstrækning består af piger, der fremviser dagens outfit, det de gerne vil have og de tendenser de spotter. Som virtuelle lookbooks, inspirerer de hinanden og deres brugere, og den slags kunne snildt køres over på H&Ms site, hvis ikke de ville lave en decideret lookbook-feature på eget site. For de skandinaviske piger snakker meget om H&M – et indfeed af deres artikler, kunne give nyt liv og et udvidet ambassadørkorps på en og samme tid. Havde H&M lyst til at prøve kræfter på eget site, kunne de lade deres fotomodeller blive ledsaget af brugernes billeder – hvordan de styler H&Ms tøj, hvad de glæder sig til i de kommende lanceringer osv. Lookbooks skabt via H&Ms tøj kombineret med pigernes egne ville give mere spil på sitet. Den direkte kobling til købet kunne gøres ved, at man kunne klæde sig selv på som påklædningsdukke og tage billedet med udpsecificerede mål med sig i butikken – hvis man altså ikke bare vil tage dukken direkte til webshoppens kasse, og bestille dagens look med det samme? En slags personificeret udgave af deres nuværende Ways to wear it – styleguide, hvor man bare også fik muligheden for at sætte det sammen med ens nuværende gardarobe via billed copy-pasting. Farlig overspringshandling.
Pension = Liv – Hvad er livet for dig?
Som et led I PFAs store nye kampagne indsats – Brug Livet.Nu – bliver indholdet nu udelukkende skabt af brugerne, og de kan så vælge at dele PFAs tanker med deres venner via Facebook Connect.

Her vælger man hvilken tilstand, man mest lever livet i, og kan så dernæst se hvad andre brugere har sagt om denne tilstand, og hvad PFA selv har at sige – Skyerne er PFA, taleboblerne brugerne. Som man kan se på billedet, var der en bruger forbi på lanceringsdagen og teste funktionen, som nu er blevet slettet af PFA. Det bliver spændende at høre, hvad PFA selv mener, de har fået ud af tiltaget. Og om hvor mange der rent faktisk lod deres facebookprofil blive til en reklamesøjle, for PFAs egne budskaber som fx:

Måske vi næste gang kommer til at se det fulde skridt, hvor PFA også tillader, at man deler alle kommentarer med hinanden og ikke kun PFAs. Der vil formodentlig være mere spræl over brugernes citater, hvilket også vil gøre dem mere del-værdige, end de mere regelrette som PFA selv skal kunne stå indenfor. Er dog samtidig godt klar over, at PFA er en seriøs virksomhed, der skal have troværdighed i alle sine kommunikationer, og som derfor muligvis ikke har lyst til at alle publicerer alt på deres site og videre ud fra det igen. Som fx i stil med “Martin siger “PFA snyder kunderne” Hvad siger du? Hilsen PFA” i folks statusbeskeder. Det kontroltab har Skittles imidlertid accepteret og omfavnet i “deres” nye webunivers.
Skittles er hvad brugerne siger (næsten)
Slikfirmaet Skittles har valgt at tage det sure med det søde, og lagt hele deres webkommunikation i brugernes hænder, og ud hvor brugerne er.
Går du ind på hovedsitet, bliver du mødt af et skilt med betingelser, der afkræver dig din alder, og en menu-boks oppe i venstre hjørne, der bliver aktivt så snart du har indtastet din fødselsdag.

Så snart du har klikke “Do it”, loader siden nu Skittles’ Youtube-side, der fungere som “Video”-siden (og defeault forside), inde under “Media”-afdelingen af sitet. I stedet for fremvisning af youtube-videoer med Skittles’ egne ord omkring, har man blot valgt at integrere youtubesiden.

Her kan du frit se og kommentere på videoerne. Og kommentarerne? Ja de er blandede. Nogle kan ikke lade være med at henvise til formen, mens andre svælger i hyldestord til chokoladepastillerne.

Brugernes ord om Skittles svinger på både deres “Friend”-side, der selvfølgelig henviser til deres facebook-side, på deres “Pic”s side, der henviser til alt tagget med Skittles på Flickr, og på “Chatter”-siden, der leder videre til Twitter-strømmen af tweets med firmaets navn nævnt:

De eneste sider, der er Skittles egne, er kontakt-siden. For selv produktbeskrivelserne er lagt ud til brugernes eget leksika: Wikipeda.
Handler om mod, ikke teknik
Uddelegeringen af Skittles beskrivelser af dem selv, har ikke krævet det store tekniske system, men derimod en kæmpe mængde mod. Som en af brugerne også skrev på Youtube-siden, er Skittles ikke de første til at gøre samme stunt, men de er uden tvivl de største, der har gjort forsøget. Og det må man tage hatten af for. Hvordan de kommer til at tackle krisekommunikation, hvis der nu fx er et helt batteri af Skittles, der må trækkes tilbage, fordi der ved et uheld er havnet urenheder i pastillerne, bliver interessant. For her skal de gå planken ud og publicere videoer, der adresserer problemet, selv blande sig i snakken på Twitter og på deres mur på Facebook, og der forklare sig i mødet med brugerne. Og se det vil være dialogorienteret kommunikation, der ville sætte nye standarder for krisehåndtering – hvis altså det lykkes… For da konstruktionen løb ind i skændsord på Twitter, valgte man den nemme løsning og trak stikket på Twitterdelen. Men inden da var der skabt så meget hype om Skittles, at det var det hotteste ord på Twitter. En hype, der har afstedkommet lige så meget snak om Skittles, som om indholdet. Vand på den gamle mølle om al omtale nu også er god omtale vs. alt det de får ud af hypen og brugerinvolveringen. Dommen er vist individuel mens vi venter på tallene for Skittles salg, brandværdi osv.
Mere?
Mashable har lavet en fin liste over udenlandsk brug af Facebook Connect, der alle er en overspringshandling værd. Er man mere til det ikke-kommercielle, skal man se nærmere på MoveOns kampagne, der sammen med RedBull var nogle af de første til at kaste sig over mulighederne tilbage i septemner 2008. MoveOns sticker-kampagne var så succesfuld, at de måtte sættet et udsolgt! skilt på sitet efter de havde sendt 3,2 mio klistermærker ud til brugere.

FOAs strejke-erfaringer
I torsdags besøgte vi FOA og lavede et langt interview med pressechef Jens-Jørgen Krogh. Det var fantastisk interessant. Ikke mindst fordi Jens Jørgen ikke lagde skjul på, hvad der ikke fungerede i strejkekampagnen, f.eks. mobilringetoner, podcast og en blog til formanden. Alt i alt var kampagnen dog en succes, ikke mindst kommunikativt. Sosu-assistenterne var nemme at mobilisere og ivrige sms- og mms-brugere. Ligesom massiv medieovervågning gav bonus. Mange af erfaringerne fra kampagnen arbejder de videre på i FOA, hvor en ny kommunikativ strategi er under opsejling.
Kontrakten er i hus
Det er nok lidt atypisk at ”råbe højt” om en bog, som endnu ikke er skrevet. Ikke mindst fordi vi er lidt nervøse for hybris-effekten, ligesom vi er bange for at sælge skindet, før bjørnen er skudt. Ikke desto mindre ønsker vi at få så mange input fra alle eksperterne, skeptikerne og brugerne undervejs i processen. Derfor råber vi højt ved at twitte, facebooke og blogge om det, der optager os for øjeblikket. Og forhåbentlig vil det give masser af inspiration til bogprojektet. Så et stort hurra for, at kontrakten er landet.
Politikere på Twitter
DR Nyhederne havde i går kl. 21 et indslag om Twitter. Det er ikke meget man kan nå at sige på 2×20 sekunder, så her er lige et par yderligere pointer.
Twitter er blevet brugt af en række politikere i valgkampen 2007. Det gælder Lene Espersen, Søren Pind (SorenPind) og KonservativeDK. De har dog ikke opdateret siden valgkampen 2007.
På det seneste er en række andre politikere kommet på: Margrethe Vestager, Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen, Magnus Heunicke, Ritt Bjerregaard, Klaus Bondam, Manu Sareen, Margrethe Wivel og Liberal Alliance. De bruger alle Twitter til løbende at orientere om deres politiske virke. Heunicke har også en række mere personlige tweets: ”er hjemme fra Borgen med to syge børn. Stopfodrer dem med hjemmebagt franskbrød med pålægchokolade og Barbiefilm på DVD’en..” Man kan også læse om Bondam: ” er ved at blive rigig snottet …. øv øv øv.” God bedring herfra!
K kæmper med åbenheden
Konservative.dk bliver lige nu oversvømmet med vrede indlæg omkring skattereformen. Men i stedet for at adressere de mange vrede medlemmer og tage diskussionen op, vælger skatteordføreren at anklage brugerne for ikke at være konservative.
De mange utilfredse røster kan virkelig ikke komme fra konservative, der gerne vil diskutere det politiske forlig med deres parti, belærer den konservative skatteordfører, Mike Legarth. Derfor opfordrer han til, at alle afslører deres fulde navn på deres kommentarer + adresse: “Skriv navn og adresse på dine indlæg, tak.”
Fogh og Thorning svarer ikke
Er der nogen særlig grund til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke svarer vælgerne på sin blog? De seneste fem blogindlæg har fået 108 kommentarer – men ikke ét svar fra statsministeren. Om præmissen for bloggen skriver han på sin hjemmeside: ”Af gode grunde har jeg ikke mulighed for at svare på alle kommentarer og spørgsmål. Derfor vil jeg strukturere det på den måde, at jeg slår et tema an, som vi kan være i dialog om i en periode, hvorefter jeg vil skrive et opsummerende svar på jeres forhåbentligt mange kommentarer og spørgsmål.” Hvilken periode der præcis er tale om, er uklart, men at dømme ud fra de manglende ”opsummerende svar” er dialogen fortsat åben.

Helle Thorning-Schmidt er heller ikke er for god til at svare på sin blog. Da venstrefløjens bud på en kommende statsminister i oktober 2007 startede sin blog, skete det med ordene: ”Moderne politik handler om dialog og åbenhed, og om at være oprigtigt interesseret i, hvordan tingene virker i virkeligheden.” Ser man på bloggen i dag, er der ikke et eneste svar de i alt 85 kommentarer til Thorning-Schmidts tre blog-indlæg fra januar 2009.
Socialdemokraterne viser, at de gerne vil bruge digitale medier ved at satse på deres egen ”tv-kanal” på nettet, Socialdemokraterne-tv, som er videoklip af god kvalitet, men med et lidt kedeligt indhold. Her går det dog lidt bedre med at svare på kommentarerne. Ser man på de fem mest sete klip, er der i alt 19 kommentarer, hvoraf tre er svar fra forbrugerordfører Benny Engelbrecht, mens hverken Helle Thorning-Schmidt eller Mette Frederiksen har været inde at svare på kommentarer til videoklip med dem.
Men hvorfor have en blog med åbne kommentarer, hvis man er ligeglad med, hvad folk skriver? Er det virkelig kun hvert fjerde år, at politikerne kan se fornuften i at indgå i dialog med vælgerne? Så tag dog konsekvensen og luk kommentarfeltet frem for at foregøgle, at man interesserer sig for, hvad andre mener.
Kan man spørge på Facebook om sin forhandlingstaktik?
»Hurtig afstemning! Pressen siger, DF vil ha’ topskatten op på 15 pct. igen. Hvor synes du smertegrænsen er? Skal jeg være med i aftalen eller ej?«
Sådan lød det på Anders Samuelsens wall på Facebook i dag, og via hans “venner” blandt journalisterne gik dette spørgsmål også langt ud over Facebook’s grænser. Det kan selvfølgelig kun ske, fordi Anders Samuelsen er Anders Samuelsen, og hans update derfor har mere afsendertyngde end gennemsnitsdanskerens, men nyhedskrogen ligger i indholdet. Som man kan læse i Politikens artikel, er der lidt i tvivl om, hvordan det skal tolkes. På den ene side skriver journalisten, at updaten “kan tyde på, at formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, er forvirret” – hvilket lyder negativt – , men konstaterer derefter at de mange svar fra “vennerne” måske har gjort ham “lidt klogere” – hvilket lyder som en positiv gevinst.
Lige præcis den tolkning rammer fint skellet mellem gamle og nye medier; gammel ledelsesstilarter og nye. I den gamle skole spørger man ikke, man ved selv bedst. Man beretter om slutproduktet, og inviterer ikke indenfor til proces i maskinrummet. Derfor ses Anders Samuelsen som kontroversiel, fordi han beder om en status-rapport fra sine venner. Han dikterer ikke, hvad danskernes smertegrænse er, han spørger.
Updaten er mildest talt en ikke-historie. Men at den kan få en artikel på et af de største danske netmedier, tyder på, at journalisterne stadig er meget fascinerede af mulighederne, der ligger i at aktivt udnytte netværk, dog uden helt at forstå det. Ikke at nyhedsjouranlisterne ikke kan mærke at der er et paradigmeskifte i gang. Det ånder dem jo trods alt ned i ryggen i form af røde tal og storkrise. Men til trods for det, er det stadig noget der behandles som en lidt skæv nyhed, man ikke helt begriber.
34% af danskerne er på, der er intet nyt i det! Måske kun for journalister? Det er påfaldende at manchetten henviser til, at Facebook nu “igen” bruges politisk. Det lyder helt slagfærdigt, som om det kun er anden eller tredje gang, at det sker. Men har du en politiker eller en kandidat i dit netværk, vil du sikkert allerede vide, at de fleste bruger Facebook hver dag til at komme i kontakt med deres vælgere. Både til politiske spørgsmål og til mere private meddelelser, som da Søren Pind annoncerede sin skilsmisse en sen søndag aften tilbage i 2008.
![]()
Meget tyder på at det er journalisterne, der ikke helt har vænnet sig til de nye kommunikationsformer, hvor de ikke længere er de vigtigste. Fra at have monopol på formidling af nyt, er det nu demokratiseret. Fra at tænke kommunikation i den klassiske linære udgave, hvor man bruger et medie som kanal for ens budskab for at nå sin modtager, skal det nu tænkes relationelt. Det er relationen – kommunikationen mellem mennesker – der er i centrum, og ikke den sædvanelige proklamering, der jo i høj grad kræver journalistisk forarbejdning for at almindelige mennesker kan forstå og relatere til budskabet.
Var det så klogt at spørge ud? Ja, det vil jeg mene. Samuelsens ethos er trods alt af den (måske lidt for) jernhårde af slagsen ovenpå Guldbrandsens skildring af ham som et magtmenneske. En fremvisning af menneskelighed kan kun gavne. Også fordi han dermed får mulighed for at argumentere direkte med sine vælgere, om hvorfor han har tænkt sig at gøre det ene eller andet. Det giver samtidig et forum til at evaluere efterfølgende og forklare sig ud af, hvis han ikke lyttede, direkte med dem der muligvis vil være utilfredse. Helt som man ville gøre det, hvis det var ens fysiske venner.
![Reblog this post [with Zemanta]](http://img.zemanta.com/reblog_e.png?x-id=696a1cb8-852d-4b31-9bc6-f2cfb853381b)

![Reblog this post [with Zemanta]](http://img.zemanta.com/reblog_e.png?x-id=aefb0c4f-9256-4147-b414-39d190a5a7a4)