"Meet Your Fashion Blogger" – Friis & Company soler sig i modebloggernes gode brand

I aften afholdes det første i rækken af en serie af blogger-arrangementer i Friis & Company’s butikker landet over. Men denne gang er det ikke modebloggerne alene, der inviteres indenfor til et sneak peak. Efter lukketid er det derimod modebloggerne, der er værterne, og deres læsere, der er gæsterne. Friis & Company leverer udelukkende rammerne, produkterne og snacks – og nåh ja, lidt PR.

blogevent_programMød din blogger
Fra mandag til torsdag åbner lokale modeblogggere dørene for deres læsere til ”Meet your blogger”-shopping efter lukketid i udvalgte butikker i Århus, Odense, på Østerbro og Købmagergade i Købehavn.

Friis & Company har dermed taget skridtet videre fra at sætte bloggerne i centrum og opnå god PR via deres blogs, til at sætte rammerne for det virke, som bloggerne har. Kommunikationsmæssigt er de gået fra at være producenter af indhold, til at være facilitator for andres snak om og interaktion med deres produkter. Dermed er de et skoleeksempel på hvordan man kan bruge nye medier og de nye medieprofessionelle i sin kommunikation.

…for real…
For en aften er bloggernes medium udskiftet med den fysiske scene. Det betyder også, at afstanden mellem blogger og læser brydes ned, og samtalen gøres mere eller mindre synkron. Nu kan læseren starte en samtale med bloggeren, uden at skulle vente på besvarelsen af en kommentar – de færreste går jo forbi folk i den virkelig verden uden at reagere på et ”hej”.

Hvordan den samtale kommer til at spænde af, bliver interessant at se. Øges venindefølelsen og brandværdien af bloggeren? Eller mindskes den, når bloggeren er trådt ned fra sin blog-pedistal?

…til en omgang co-branding af bedste skuffe…
Journalisten fra Fyens Stiftstidende, der dækker begivenheden, spurgte mig i forbindelse med hendes artikel, om bloggerne kunne tage skade af eventen. Om deres troværdighed ville blive skadet. For ligesom bloggerne er deres blog – de er en uløselig del af det indhold de producerer – så bliver de også en del af Friis & Company for en aften. Det er med andre ord ny-medie-co-branding som Friis & Company har gang i.  Men er det i bloggerne interesse?

…til alles bedste.
Så længe bloggerne selv kan sætte grænsen, er det til fordel for begge parter. Bloggerne får mere omtale, og dermed flere læsere og muligvis også flere tilbud fra PR-firmaer og samarbejdspartnere med endnu mere omtale og læsere til følge. Friis & Company får til gengæld noget eftertragtet coolness, som firmaet har trængt til.

Vitalt for, at bloggernes troværdighed ikke bliver skadet, er, at de fortsat går i og omtaler andre mærker. At de fortsat behandler Friis & Companys produkter, som de behandler andres ( fx ved at skille sig af med produkter, de ikke længere bruger) og vigtigst af alt: at de ikke gentager eventen i nær fremtid. Ellers bliver Friis & Company låst til brandet som bloggeren er, hvilket både vil få personligheden + ægtheden til at forsvinde. I så fald ville bloggeren nemlig miste to ud af de tre ting, der gør bloggeren interessant.

Hvordan politikere IKKE skal håndtere bloggere

Borgmesteren i Portsmouth, Ohio, træf natten til d.25. september 2009 en utrolig dårlig beslutning. En lokal blogger havde længe forsøgt at få aktindsigt i forløbet omkring opførslen af en legeplads, og den nat blev bloggerens anstrengelser for meget for borgmesteren. I stedet for at give bloggeren, der er en pensioneret professor i engelsk, hvad han bad om, skrev borgmester James D. Kaleb en sviner:

“I think that you’re a worthless piece of s**t and I wouldn’t p**s on you if you were on fire (my opinion). You’re a poor, lonely, jealous, old man with aspirations of being a writer.”

Sagen om Kaleb vs. Robert Forrey er et godt eksempel på, hvordan verden er en anden med de nye mediers fremkomst: Hvordan alt er forandret og alligevel helt det samme. Et lille oprids af fejlslutninger begået i sagen:

1) Man sviner ikke sine borgere
Bloggeren er en borger, og dermed også en af dem, man som borgmester regerer på vegne af. Borgere skal man derfor ikke tilsvine, det siger sig selv.

1.a) Man sviner aldrig på skrift!
Skulle man endelig miste sit temperament, så gør det da aldrig på skrift. Det lader til, at James D. Kaleb burde få sine medarbejdere til at indstallere en lille google-tester, hvor man skal svare på et simpelt matematisk spørgsmål, før man får lov til at trykke send.

2) Bloggere udgiver på egen medieplatform = journalist
Bloggeren opfører sig som en journalist og beder om aktindsigt, fordi bloggeren publicerer nyheder som alle de andre borgere, der har adgang til en mediekanal. Derfor skal han behandles som alle andre journalister og imødekommes. Bare fordi han ikke udgiver sine artikler på print i et gammelt dagblad, er han ikke ligegyldig.

3) Lad pressefolkene om journalisterne
Journalister kan borgmesteren lade sine pressefolk om at håndtere. Når bloggerens ønske netop er professionelt, bør han lade sine folk om at besvare henvendelsen. Og besvare den rigtigt, vel at mærke. Hvis det vitterligt er en personlig hetz, som borgmesteren siger, at det er, så bør han stadig behandle henvendelsen professionelt.

4) Forvent at alt altid bliver publiceret alle steder
Adspurgt om borgmesteren fortryder, at han skrev mailen, svarede han: “I regret that he made it public. That was between him and me. It’s a bit harsh, but it was between him and me.“. Den udtalelse burde diskvalificere ham fra nogensinde at få opstilling igen. Der er INTET, der er privat vedr. ens virke som politiker. INTET. Igen: Bare fordi bloggeren er en borger, der ikke udgiver på print i et gammelt medie, gør ikke hans henvendelse til privat.

Hvis du er i tvivl om effekten af borgmesterens handlinger, så tjek Google. De tre højest placerede links i søgeresultatet omhandler mailen. Dermed placerer James D. Kaleb sig muligvis i tvivlsomt selskab, som endnu en politiker der bliver fældet af nye medier.

Reblog this post [with Zemanta]

Invitation: Morgenmøde om digital kommunikation – lær at lytte til elefanterne

I anledning af vores bogs lancering inviterer vi, Gyldendal Business og Kommunikationsforum til morgenmøde d.27. oktober kl.8.00 – 10.00 hos Gyldendal Business, Klareboderne 3. Kom og få en introduktion til bogen, og hør to af bogens prominente cases fortælle deres historie.

DER ER DESVÆRRE IKKE FLERE LEDIGE PLADSER

INVITATIONEN FRA GYLDENDAL:

Digital kommunikation… hvad er det?
Hvordan navigerer man i det digitale univers fyldt med Twitter, Facebook, blogs osv. – som virksomhed, politiker eller organisation?
Gyldendal Business og Kommunikationsforum inviterer til morgenmøde, hvor du får overblik over det digitale landskab samt får konkrete råd til at kommunikere på internettet og i sociale netværk – til størst mulig gavn for forretningen eller sagen.

Hør erfarne kommunikatører fortælle om deres succeser og strategier på internettet. Og mød forfatterne til bogen Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis. Bogen udkommer den 9. oktober 2009 og kan forudbestilles online allerede nu.

Program

  • Morgenmad fra kl. 8.00
  • 8.30 Velkomst
  • 8.35 Kort præsentation af bogprojektet og forfatterne v. Mette Korsgaard, Seniorredaktør på Gyldendal Business
  • 8.45 Introduktion til bogprojektet. Hvad var udgangspunktet? Og hvad er de nye digitale vilkår v. Anna Ebbesen og Astrid Haug
  • 8.55 Brugerne har magten – om de nye medieprofessionelle: bloggerne v. Astrid Haug
  • 9.00 Politisk blogger, Jarl Cordua, om livet som blogger i den nye medievirkelighed.
  • 9.15: Integrer brugerne i din kommunikation – om sociale netværk v. Anna Ebbesen
  • 9.20 Sælg vand gennem onlinenetværk v. Christoffer Back, partner i Høgh+Co,der udviklede den populære kampagne Aquadorable for Aqua d’or
  • 9.35 Hvordan kommer man i gang med dialogen på nettet? v. Astrid Haug og Anna Ebbesen
  • 9.45 En sidste kop kaffe, mulighed for at købe bogen og fortsat god dag.

Tilmelding
Tilmelding på business@gyldendal.dk senest den 22. oktober 2009 – med angivelse af navn, evt. virksomhed og adresse. Deltagelse er gratis, og vi fylder op efter først til mølle-princippet. Bemærk, at hvis du ikke dukker op efter at have meldt dig til, fakturerer vi dig for 250,- kr. efterfølgende. Så husk at melde afbud, hvis du bliver forhindret.

Tid og sted
Morgenmødet foregår tirsdag den 27. oktober kl. 8-10 hos:

Gyldendal Business
Klareboderne 3
1001 København

Vi glæder os til at se jer!

OL i PR

BRAGT PÅ KOMMUNIKATIONSFORUM D. 30. SEP. 2009

I disse dage flokkes politikere, kongelige, kendisser og sportsstjerner i København for at gøre sig lækre overfor den internationale olympiske komité (IOC). Statsoverhoveder fra nogle af verdens største økonomier kæmper med alle kneb for at påvirke de 105 magtfulde medlemmer (heraf 16 kvinder) af komitéen. De afgør fredag, om vinderen af OL 2016 skal være Madrid, Tokyo, Rio de Janeiro eller Chicago. Hvad er så opskriften på den træfsikker kampagne for en OL-by? Og hvor langt vil statsledere gå for at få OL til deres hjemby?


Obamas fire minutters berømmelse
Hver by får præcis 45 minutter til at præsentere deres by for IOC i Bella Centret i København. Forud for præsentationen ligger to års intensiv kampagne og flere tusinde mandetimers arbejde for at brande byerne som det bedste bud i forhold til OL 2016.

Brasilien tropper op med præsident Lula da Silva, Spanien med kong Juan Carlos og Tokyo med Japans spritnye premierminister, Yukio Hatoyama. USA har spillet Michelle Obama, Oprah Winfrey og præsident Obama på banen. Det bliver første gang, at en amerikansk præsident deltager i præsentationen foran IOC. I Bella Centret er det hverken Obama eller Lula, som udgør magtens epicenter, men derimod IOC’s præsident, den belgiske Jacques Rogge.

Holder Chicago sig til de uskrevne regler for den slags præsentationer, vil præsident Obama tale i sølle fire minutter. Der skal nemlig også være tid til, at de andre deltagere fra Chicagos delegation får taletid. Spørgsmålet er, om Obama vil please IOC i en sådan grad, at han siger nogle ord på fransk, vel vidende at det kan give bagslag i de amerikanske medier.

Parlez vous francais?
At netop det franske kan gøre en forskel, oplevede Ruslands daværende præsident Putin, da han i 2007 i Guatemala gav den præsentation, der hev Vinter-OL 2014 til den uimponerende russiske by Sochi, som ligger ved Sortehavet. Da Sochi skulle præsenteres for de 105 IOC-medlemmer, var det med Putin i spidsen, som på perfekt engelsk, og senere fransk, solgte den russiske drøm om at afholde OL. Putin havde brugt seks uger på at lære engelsk og fransk, så han var i stand til at overbevise IOC-medlemmerne om, at han havde lagt al sin politiske kapital ind på projektet. Putin har sågar garanteret naturlig sne til legene.
YouTube-forhåndsvisningsbillede

astrid_tibbs_LILLEMod alle odds
Hvordan Sochi vandt vinter-OL mod alle odds, fortalte englænderen Jon Tibbs, da han i sidste uge gæstede Frederikshavn. Her deltog han sammen med Obamas kampagneleder, David Plouffe, på et seminar om, hvordan man skaber en vinderstrategi, arrangeret af Sport Event Denmark og Frederikshavn Event.
Jon Tibbs stod bag kampagnerne, der bragte OL til Athen i 2004, Beijing i 2008 og senest Sochi i 2014. Han står også bag kampagnen for Tokyo 2016. Efter fredag går turen for Tibbs videre til München, som byder på OL i 2018.

Tony Blair opererede i gråzonen
Forbilledet for Vladimir Putin var den britiske premierminister Tony Blair, som i 2005 satte nye standarder for, hvordan statsledere kan lobbye over for IOC i de afgørende sidste timer.Han ankom til Singapore i 2005, to dage før afstemningen. Her inviterede han én for én IOC-medlemmerne op på sit hotelværelse, hvor han frem for direkte at bede dem om at stemme på ham, talte til dem om en sag, som optog netop dette medlem, fx raceheste, og sikrede sig på den måde loyale støtter.

Med sin strategi udfordrede Tony Blair reglerne for, hvor og hvornår man må lobbye IOC-medlemmerne. Reglen er, at man ikke må påvirke medlemmerne privat, men kun i offentlige rum og inden for hotellets område. Omvendt kunne IOC godt forstå, at Blair ikke kunne have sine møder i hotellets lobby, og derfor fik de lov til at foregå på hans hotelværelse.

Chirac ankom sent til Singapore i 2005 og benyttede ikke lejligheden til at lobbye over for IOC. Nogle måneder forinden havde han til et møde i Rusland troet, at mikrofonen var slukket, da han underholdte Vladimir Putin og Gerhard Schröder ved at sige om England: “After Finland, it’s the country with the worst food.” Det var kombinationen af disse faktorer, som betød, at den ellers så sikre sejr til Paris røg i vasken, og OL 2012 gik som bekendt til London.

Obama lobbyer til G20
Obama-parret brugte for nylig både FN-topmøde og G20-møde til at lobbye for Chicago. Ifølge IOC’s egne regler er det ligeledes en gråzone, men ingen fra IOC lægger sig ud med statsledere for at dæmpe deres lobby-iver.

Afstemningen fredag bliver en af de mest tætte og intense afstemninger i historien. Obamas tilstedeværelse kan derfor være afgørende for, at IOC’s stemmer tipper fra favoritten Rio til Obamas hjemby, Chicago.

Den tredjebedste ven
Vinderen af afstemningen er den by, der får mindst 51 % af IOC-medlemmernes stemmer. Afstemningen foregår i tre runder, og hvert medlem har en stemme pr. runde. Den, der får færrest stemmer i første runde, ryger ud. De 105 medlemmer stemmer så på de tre tilbageværende byer, og den med færrest stemmer i anden runde ryger også ud. I tredje runde er der to byer tilbage. Vinderen af denne runde bliver vært for OL. Strategien for byerne er derfor, at det gælder om at være alles bedste ven, næstbedste ven eller tredjebedste ven.

Nogle IOC-medlemmer beslutter sig for, hvem de vil stemme på, så snart byerne er blevet udpeget. Andre træffer først en beslutning i sidste øjeblik. IOC-medlemmerne stemmer ud fra pragmatiske, politiske eller personlige grunde. Derfor er der rig mulighed for at påvirke deres valg af første, anden og tredje favoritby. Spørger man Jon Tibbs, hvornår kampagnen er allermest vigtig i forhold til afstemningen, svarer han kryptisk: “Fem måneder før, fem uger før, fem dage før, fem timer før, fem minutter før, fem sekunder før.” Hans vurdering er, at der efter første afstemningsrunde er 25 løse stemmer, og efter anden runde 50 løse stemmer, som kan tiltrækkes eller skræmmes væk i sidste øjeblik.

Branding af en by
Første opgave for en bydende by er at finde frem til den overordnede historie, man ønsker at fortælle de næste to år – og som skal kunne bære helt frem til den sidste og afgørende præsentation foran IOC. I Frederikshavn fortalte Jon Tibbs, at man samtidig skal præsentere en vision for den olympiske bevægelse og vise, at man er i stand til at bære den olympiske arv videre. Og at den fortælling, man skaber, bygger ovenpå den eksisterende OL-myte samt bringer den olympiske bevægelse videre.

For Putin i 2007 var sloganet “Gateway to the Future”. Det blev sagt tre gange i Putins tale. Udtrykket kan forstås på mange måder: Som adgang til 140 mio. russiske tv-seere og dermed sponsorer; som udtryk for at Rusland åbner sig op for omverdenen, eller forstås fysisk som adgang til den russiske riviera. Putin forestår i øvrigt selv byggetilsynet i Sochi 2014, idet han har sin sommerresidens i Sochi og ynder at stå på ski i området.

En kampagne for en værtsby foregår i fem trin:

1. Skab opmærksomhed om byens kandidatur.

2. Opstil et relevant og troværdigt bud over for politikere og IOC-medlemmer.

3. Gør det klart, hvordan byen skiller sig ud fra andre byer.

4. IOC-medlemmerne skal kunne se, hvordan en stemme på byen vil være en fordel for netop dem.

5. Bonding – skab gode relationer til så mange IOC-medlemmer som muligt over tid.

Lugt en leder
På baggrund af sin erfaring med OL-kampagner siden Athen 2004 konkluderede Jon Tibbs, at det afgørende for at vinde er et godt team med en effektiv leder, der kan lede og charmere: “Du kan lugte en leder, det øjeblik han træder ind i lokalet”. Der er altså brug for en insisterende og selvsikker sælger. Den gode nyhed er, at en sådan selvsikkerhed ifølge Tibbs er noget, der kan trænes op.

En vigtig del af hans arbejde som konsulent for OL-byerne går på at skabe et klart budskab, som alle involverede holder sig til, når de udtaler sig. Dernæst bruger han meget tid på at forberede præsentationerne samt på at medietræne de involverede. Foruden lobbyarbejdet er deltagernes performance en af de afgørende faktorer, der spiller ind, når IOC-medlemmerne træffer deres valg.

B2C og B2B
Som mulig værtsby fører man to sideløbende kampagner, forklarede Jon Tibbs. Den første er B2C – dvs. en national kampagne, hvor man forsøger at vinde opbakning fra landets indbyggere. Det er vigtigt at kunne vise IOC, at ikke bare politikerne, men også folket, står bag ønsket om at blive værtsby. Den anden kampagne er B2B – dvs. en kampagne målrettet de 105 IOC-medlemmer plus omkring 1000 meningsdannere omkring IOC-medlemmerne. B2B-kampagnen opererer altså med en temmelig snæver målgruppe.

Over halvdelen af IOC-medlemmerne er ifølge Tibbs over 60 år, så kampagnen er lagt an på traditionelle medier frem for YouTube og Twitter. Men det vil ændre sig, i takt med at der kommer flere yngre IOC-medlemmer, herunder den 37-årige kronprins Frederik, hvis medlemskab af IOC synes at være en formalitet.

Hvornår går det galt?
En af de mest oplagte faldgruber i forhold til en OL-kampagne er et svagt og ukendt lobbyteam, fortalte Jon Tibbs. Der er brug for folk, der kender IOC-medlemmerne, da der kun er få møder med dem og derfor ikke tid til at bygge relationer op fra bunden. Dernæst er der brug for et cash flow til at betale for kampagnen. En anden sikker taberstrategi er, hvis der opstår politiske slagsmål mellem værtsbyens politikere, fx at borgmesteren vil trække i én retning, mens præsidenten vil i en anden. Slutteligt advarede Tibbs mod overmod, altså at man tror, den er hjemme, før afstemningen har fundet sted. Det skete for Paris 2010, som var overbevist om sejren, da det var tredje gang, Paris var med i OL-opløbet. Men Tony Blair tog fusen på Chirac og den franske delegation.

20 stemmer til Rio
IOC har et meget stramt etisk kodeks, og negative angreb på byerne eller andre IOC-medlemmer er bandlyst, med henvisning til sportens gode ånd. Ikke desto mindre finder de negative angreb sted. Fx kan man på nettet finde hadesider mod Chicago, som er blevet sporet til folk i Rio. Det er dog ikke påvist, at de har relation til Rios bud som OL-værtsby.

Den olympiske komité anno 2009 er i fortrinlig form, selv om den udemokratiske og sagnomspundne organisation trods reformforsøg stadig har mange levn fra en svunden fortid. Dynamikkerne omkring IOC er bygget op af en række uskrevne regler, som først bliver tydelige for omverden, idet de brydes. Det blev tydeligt tidligere på måneden, da den 93-årige brasilianer Joao Havelange udtalte til en lokal journalist, at han havde sikret 20 stemmer til Rio – og han satte endda navne på nogle af dem. Den tidligere FIFA-præsident, som er det længst siddende IOC-medlem, bragte derved de pågældende IOC-medlemmer i en pinlig situation, idet de samtidig kan have forsikret andre byer om, at de får deres stemme i den afgørende runde. Det kan lade sig gøre, fordi afstemningen er hemmelig.

Alle har brug for held
Der er mange ligheder mellem politiske kampagner og en kampagne for en OL-by. I begge verdener gælder det om at fortælle den mest overbevisende historie, udvise dedikeret lederskab, have masser af penge at føre kampagne for samt fokusere på sin målgruppe. Og ligesom i politik gælder det for IOC-afstemningen en sidste ingrediens: “Held. Det har alle byerne brug for,” understregede Jon Tibbs.

Reblog this post [with Zemanta]

Opskriften på statsministersucces: Lær engelsk og fransk

På gårsdagens Leadership Seminar i Frederikshavn – arrangeret af Sport Event Denmark og Frederikshavn Event -  fortalte tidl. spindoktor Michael Kristiansen anekdoter fra sin tid sammen med Anders Fogh. Bl.a. om Poul Nyrups famøse stunt med at rive siderne ud af Foghs bog ”Fra socialstat til minimalstat” under en tv-transmitteret valgkampsduel i 2001. Dem der sad i salen oplevede, at Nyrup vandt duellen, men på tv virkede sideafrivningen helt absurd, og det forfulgte Nyrup resten af valgkampen.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Kristiansen fortalte også, at da han startede i jobbet som spindoktor, måtte Anders Fogh ikke forstyrres om mandagen mellem kl. 9-13 – der skulle han nemlig noget meget vigtigt. Efter en tid fandt Kristiansen så ud af, at det drejede sig om, at Anders Fogh fra kl. 9-11 lærte engelsk og fra 11-13 lærte fransk. Det var altså mens Nyrup fortsat var statsminister, at Anders Fogh forberedte sin entré på den internationale scene.

plouffe_tibbs_schmeichel

David Plouffe, Peter Schmeichel (som ‘bare’ var gæst), og Jon Tibbs

Fra Fogh til Putin…
Efter Kristiansen kom englænderen Jon Tibbs på scenen. Han er kendt som ”Mr OL in Bidding”, fordi han har haft succes med at skaffe OL til en række byer, senest den russiske by Sochi, som mod alle odds vandt vinter OL i 2014. Det gjorde den bl.a. fordi, at premierminister Putin lagde alle sine kræfter ind på at vinde. Da Sochi skulle præsenteres for de 105 IOC-medlemmer, var det med Putin i spidsen, som på perfekt engelsk og senere fransk solgte den russiske drøm om at afholde OL. De sproglige færdigheder havde han tilegnet sig til lejligheden. Se Ekstra Bladets artikel om Jon Tibbs’ oplæg her.

Moralen af de to første oplæg: Hvis du vil frem i verden, bliver du som minimum nødt til at kunne tale engelsk og fransk.

… og fra Putin til Plouffe
Eftermiddagens hovednavn var Obamas kampagnechef David Plouffe. Jeg hørte ham også i København tidligere på året, men han havde til min store glæde ændret lidt på både form og indhold. Det var mere levende og mere vittigt – nok fordi kampagnen var lidt mere på afstand nu end i april. Hans vigtigste pointe var nødvendigheden af en god strategi: ”En god strategi betyder, at 95% af de sager, der lander på dit skrivebord, kan besvares med enten ja eller nej.” Grundessensen i kampagnens strategi var troen på almindelige mennesker: ”People like to be talked to – to be a part of something”. Det lyder måske absurd, men det kendetegner faktisk de færreste politiske kampagner, at man inddrager folk og deler informationer om taktik med sine tilhængere.

Så alt i alt en inspirerende eftermiddag med gode input fra erfarne campaignere. Så mangler jeg bare at lære fransk… :-)

Google og CNN med UM til klimatopmøde i København

I et nyt digitalt tiltag rykker det danske Udenrigsministerium ind på den internationale digitale scene op til klimatopmødet i København. UM har i dag sammen med Google/YouTube lanceret to nye sites på nettet, http://www.youtube.com/cop15 og http://www.google.com/landing/cop15/, samt via Google med CNN om et tv-transmitteret debatmøde med spørgsmål og videoklip fra borgerne, sådan som vi så det med de amerikanske præsidentkandidater i valgkampen sidste år.

Billede: TV-Avisen tidl. i dag om UMs digitale kampagne

> dr.dk tv - Det vil jeg se!-1

Største offentlige digitale satsning
Udenrigsministeriets nye digitale satsning må være det største internationale digitale tiltag fra en offentlig instans i Danmark. Det er godt tænkt at samarbejde med den helt store digitale spiller, nemlig Google som også ejer YouTube. Der er i forvejen masser af støj og konkurrence på nettet op til kliamtopmødet – med Google i rykken bliver UM den største spiller på det digitale.
Foruden samarbejdspartnerne er der et andet element, som trækker tiltaget op. På sitet lover de, at alle videoer fra YouTube-kanalen vil blive vist i Bella Centret samt et sted i centrum af København. Ligesom der er mulighed for at netop din video bliver vist på CNN i forbindelse med tv-vælgermødet. Der er også to rejser til København samt billetter til debatmødet. Det er altså muligheden for at blive set og hørt af politikerne til konferencen og på CNN, som er tiltagets absolutte drivkraft – og grunden til at jeg tror, der nok skal komme masser af videoer ind.

En udstrakt hånd
Et initiativ som dette kan naturligvis ikke engagere alle, men det sender et venligt signal til borgere og græsrødder om, at politikerne gerne vil have deres input. Tiltaget  kommunikerer til dem, der allerede er optagede af klimaspørgsmålet, hvad end de arbejder med eller mod politikerne. Men tiltaget er en nem og elegant måde at række ud til borgerne og græsrødderne og signalere, at de bliver inddraget og dermed mindske afstanden mellem topmødets deltagere og de borgere, som er engageret i klimadebatten.

Videoer uden virilitet
Men ser man på sitets indhold, har de officielle videoer med kronprinsen, statsministeren m.fl. intet viralt potentiale. Der bliver ikke sagt noget, som ikke allerede er comme il fault, og rent performancemæssigt når hverken kronprinsen eller statsministeren Barack Obama til sokkeholderne. Indtil videre er der fem videoer fra borgere, hvoraf et par af dem er ok at se på.

Aktivisterne kommer
En faldgrube ved YouTube-kanalen er, at siden bliver overdynget med videoer, der er meget negative overfor politikerne, eller at særlige aktivistgrupper mobiliserer mange støtter til at uploade videoer og på den måde forsøger at overtage kanalen. Det er en realistisk mulighed, og her gælder det om at finde den rette balance mellem at udvise rummelighed, men også bevare styringen med kanalen. I det hele taget bliver det interessant at se, hvordan afsenderne vil håndtere den kritik, der dukker op i klippene, og hvordan man i sidste ende udvælger de spørgsmål og videoer, som skal med i CNNs debatmøde.

Clash of civilizations
Flere af mine følgere på Twitter efterlyste tidligere i dag mere power og “less talk, more action”. Lidt mere Karen26 og lidt mindre diplomati. Men det er på mange måder svært for offentlige instanser som UM at kommunikere på nettet, som har en meget mere uformel form og omgangstone, end man er vant til. Der er et “clash of civilizations” mellem traditionel top-down kommunikation og den uhierarkiske netværksstruktur på nettet. Samtidig er klimatopmødet så politisk højspændt med et enormt felt af aktører, at det gælder om at finde den helt rette cocktail mellem diplomatisk ynde og politisk snedighed. Ser man på det spændingsfelt af interesser, som UM bevæger sig i, og på den måde man er vant til at (ikke-)kommunikere direkte til borgerne fra politiske topmøder, er dette tiltag et skridt i den rigtige retning, som man ville sige i politik.

YouTube - Cop15_s Channel

Reblog this post [with Zemanta]

10 råd til offentlige virksomheder, der vil erobre det sociale internet

10goderaadFlere og flere offentlige virksomheder begynder at tænke i sociale medier. Og med god grund. For de sociale medier byder på helt nye muligheder for at engagere og delagtiggøre borgere og andre stakeholdere. Spørgsmålet er bare, hvad I vil engagere med, hvordan og hvorfor? Og ikke mindst: hvorhenne og i hvilken sammenhæng med jeres øvrige kommunikation og forretningsgange? For mens man i høj grad kan gemme sig bag sine kommunikationer i de trykte pjecer og i pressemeddelelsen, så kræver de sociale medier en helt anden form for nærhed og dermed også blottelse.

Af direktør Bo Juni og rådgiver Anna Ebbesen, Advice Digtal.

Inden man kaster sig ud i det nyeste hotte 2.0-navn, giver det derfor god mening at reflektere lidt over tilgangen. Vi har i denne artikel samlet 10 af vores vigtigste råd, når man skal i gang med sociale medier.

1. Identificer de områder, hvor I ønsker effekt
Alle, der har lavet en strategi, vil vide, at den bedste af slagsen består af langt flere fravalg end tilvalg. Det samme gælder for sociale medier. Vil man forsøge at sejre på alle parametre og udnytte alle muligheder på en og samme tid, så bliver resultatet ofte middelmådigt. I den udmærkede bog Groundswell har forfatterne identificeret 5 områder, hvor sociale medier kan komme i spil:

1) Lyt til, hvad brugerne siger om jeres produkter, service og virksomhed (research).
2) Tal med jeres stakeholdere og faciliter, at de taler sammen (markedføring/branding)
3) Understøt salg gennem kunder og fans (salg)
4) Lad kunderne hjælpe med hjælp og support (support/service)
5) Lad brugerne deltage i produktudvikling (innovation)

Som offentlig virksomhed kan man tilføje områder som:
6) Demokrati
7) Holdningsbearbejdning
8) Formidling
9) Uddannelse

Det varierer fra organisation til organisation, hvor det giver størst værdi at sætte ind. Men inden I låser jer fast på de første indsatsområder, så er det vigtigt at definere, hvad jeres ambitionsniveau er.

2. Fastsæt ambitionen (…realistisk!)
Start derfor et sted, hvor sandsynligheden for succes er stor. Det er muligt, at demokrati fx har størst politisk vægtning, men hvis det bare er et pilotprojekt, I er ude i, er det måske bedre at satse på formidling?

Præsentation1-2Det altafgørende spørgsmål er her: Hvor ambitiøse er I? Er der tale om et enkeltstående projekt, eller vil I tænke det sociale ind som strategi på tværs af løsninger og kommunikationskanaler? Har I hele organisationen med jer, eller er det kommunikationsafdelingen, der gerne vil få sig nogle erfaringer? Har I to mand eller to timer til projektet? Realisme i denne fase vil gøre det langt lettere senere i forløbet. Også selvom det kan virke som en nedslående måde at starte på. Husk, at det ikke skal være det nye My.BarackObama.com for at virke for jer. Langt mindre kan også gøre det. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at organisationens og projektets ambition er nogenlunde synkrone, da risikoen for at skuffe ellers er for stor.

3. Vælg, hvor I vil deltage henne
Sociale medier dækker over mange forskellige typer af løsninger. Vil I skabe egne sociale medier, vil I deltage i eksisterende medier eller en mellemting? Og hvis I vil være aktive i eksisterende sociale medier, taler vi så om Facebook, Twitter, nichecommunities, i blogosfæren eller en god blanding? Under alle omstændigheder er det godt at være opmærksom på, at mulighederne er mange, og at det, som alle de andre gør, ikke nødvendigvis er det rigtige for jer. Ofte er det også bedre at starte forsigtigt og så bygge på, frem for at starte bredt og så sløjfe alt det, der ikke fungerer. Det er jo mennesker, I forsøger at engagere – og er det først lykkedes, så vil de også blive skuffet over, at I sådan nedlægger forholdet, når en kynisk cost-benefit-betragtning vurderer, at indsatsen er bedre givet ud andetsteds. Det kan nemt give en negativ reaktion. Bare fordi I forventede 300, vil de 30 engagerede se det som en skuffelse, at I ikke fandt deres engagement som “nok” for en succes.

4. Sæt dig ind i form og kultur, der hvor I deltager
For mange offentlige virksomheder er de sociale medier nyt territorium, og derfor er det en god idé først at observere, udforske og lære kulturen at kende, inden de store satsninger iværksættes. Gør dig altid klar, hvad kutymen er: Hvem er aktive, hvad er de aktive om, hvorfor og hvordan? Brugerne har ofte en klar holdning til “den rette brug”, og selv om I har de bedste intentioner og det gode indhold, så risikerer man at komme skidt fra start, hvis man bryder normer, mangler funktionalitet eller på anden måde falder uden for. Med andre ord: Se jer for inden I buldrer derud af.

Lancerer I jeres eget netværk, så accepter, at der ofte vil opstå særlige brugsmønstre og kulturer, som man skal være  opmærksom på og løbende både påvirke og lade sig påvirke af. Tit og ofte er det en god ide at gå efter en beta-tilgang, som I hele tiden justerer og løbende forbedrer i henhold til brugernes faktiske brug og deres ønsker til forbedringer. Vi plejer at sige, at man skal starte med at bygge fundament og hovedbygning inden man begynder at bygge tårne, spir og andre spidsfindigheder. Løsningen bliver meget bedre, hvis I giver plads til, at I selv kan lære en masse undervejs og forme løsningen derefter.

5. Forsøg at tænke det sociale ind i produkter, service og kommunikation, og ikke kun som et pressestunt uden på
Der er to måder at tilgå sociale medier på. Man kan 1) tage eksisterende produkter, service og kommunikation og bygge detcitat_indtænkt sociale uden på. Eller man kan 2) tænke det sociale ind i produkter, service og kommunikation. Det er i det sidste, at det største potentiale ligger. Frem for at publicere sit eksisterende indhold på fx Facebook og Twitter kan man skabe nyt indhold rettet mod de sociale medier. Frem for at sætte en kommentar-funktion på sine pressemeddelelser, kan man tænke i social media releases, hvor indhold og form indbyder til samtale og deltagelse. Frem for at fortælle om en afholdt konference i forskellige sociale kanaler, kan man begynde i de sociale medier før den fysiske konference finder sted, og man kan lade den fortsætte bagefter. Vi er sikre på, at der er store gevinster at høste, hvis fx konferencearrangører ville begynde at skabe dialog og interaktion før, under og efter konferencen – når man bliver netværks- og videnfacilitator, i stedet for blot at skabe én begivenhed, ét fysisk sted for én gruppe mennesker.

6. Husk at I arbejder for det offentlige
Som offentlig organisation er der en række ting, som man kan og en række ting, man ikke kan. Og spillerummet er mindre, end hvis man arbejder i det private. Hvor grænserne går, afhænger af, hvem man er, hvad man arbejder med, og hvor det foregår. Når det er skatteydernes penge man forvalter, er man helt naturligt genstand for analyse og kritik – ikke mindst, hvis man søsætter tiltag, der skiller sig ud.
Præsentation1-3Tænk bare på VisitDenmarks “Danish Mother Seeking”-kampagne eller Rådet for Større Færdselssikkerheds Speedbandits, der fik realiseret sine målsætninger i målgruppen, men kom under vældig kritik for at bruge bare bryster som middel i deres virale kampagne. Det samme kan snildt ske, selvom der er tale om mindre kampagneprægede tiltag, hvor konceptet kan overskygge for målet. Udelukker I nogle fra at deltage fx ved at lancere et borgermøde online? Hvis ja, hvorfor? Og hvordan? Hvad er ”de udelukkedes” muligheder for indflydelse?

Man skal turde eksperimentere og flytte grænser, men gør det på et gennemtænkt grundlag, hvor man er bevidst om risikoen og respekterer, at borgerne har krav på, at deres skattekroner anvendes med omtanke. Derfor er det en rigtig god øvelse at få taget diskussionen tidligt, så de mest oplagte fejl og misforståelser undgås. Udarbejd fx en serie af scenarier i jeres egen strategifase, så I er klar til konsekvenser såvel som muligheder afstedkommet af den nye brug af de sociale medier. Og så har I samtidig en flyvefærdig strategi for kommende tiltag. Eller med andre ord: Tænk defensivt, før I handler offensivt.

7. Reflekter over konsekvenser og muligheder
…men ikke i alt for lang tid. Risikoen er ofte, at man bruger for lang tid på at analysere og diskutere og for lidt tid på at eksekvere. De sociale medier, holdningerne til dem og brugen af dem ændrer sig hurtigt, og derfor er det vigtigt at komme i gang og lære og handle.

Når det så er sagt, så er det vigtigt at tænke sig godt om og især tænke over sin timing.
Her kan der være stor forskel mellem det, man gerne vil, men som først er realistisk om et år eller to, og det, man kan komme ud over stepperne med i overmorgen. At gøre sig de store ønsker klart og derefter faseinddele de mange gode ideer og tiltag er ikke bare en sund proces, men ofte bydende nødvendigt, hvis tiltaget skal være succesfuldt på kort såvel som på lang sigt.

8. Slip kontrollen – i hvert fald en lille smule
Budskab, indhold og brand er nu i langt højere grad et fælles anliggende. Googler man et af verdens 20 største brands, vil man uvægerligt finde brugerskabt indhold, der nu er med til at tegne billedet af brandet og virksomheden bag. Og disse brugere kan snildt være ansatte, der ytrer sig på lige fod med direktøren og den menige borger. At brugerne har fået magten er både styrken og svagheden med sociale medier. Det betyder mindre designet kommunikation og budskabsstyring og mere samtale, åbenhed og nysgerrighed. Men det betyder også, at der skal være plads til flere synspunkter og standpunkter i de samtaler, man faciliterer – også når de går én imod. Det er selvfølgelig irriterende, men også et godt udgangspunkt for læring og videre samtale. Der er en verden til forskel på at udsende et budskab og at facilitere fremkomsten af flere i en samtale.citat_brugerne_magt

Når vi har tilføjet ”i hvert fald en lille smule” til rådet om at slippe kontrollen, er det fordi, at det ikke betyder, at man slippe al kontrol. Det er en svær balancegang, når der både skal åbnes op og begrænses. Det giver god mening, at man som organisation har reflekteret over og talt om, hvad man som medarbejder må, og hvad man ikke må på vegne af organisationen. Og hvis man etablerer sit eget netværk eller medie, så giver det også god mening, at man etablerer regelsæt eller spilleregler, der skal sikre mod indhold og brug, der er krænkende, uhensigtsmæssig eller i værste fald ulovlig. Men uanset hvad man gør, så er en vigtig erkendelse, at deltagelse i sociale medier indebærer kontroltab på godt og ondt.

9. Vær opmærksom på og opdyrk nye organisatoriske roller
Rigtig mange organisationer har i dag en weborganisering, der indebærer en webmaster og en webredaktør samt en række bidragsydere. Det vil der også være i fremtiden. Men nye medier kræver nye roller, og dem er der mange af, hvis man skal lykkes med de sociale medier. Grundlæggende handler det om, at man i de sociale medier glemmer det klassiske afsender-modtager forhold, og tænker på sig selv som deltagere med særlige rettigheder og forpligtelser. Ud over at man selv skal deltage, skal man også stimulere andre til at deltage samt facilitere deres dialog. På mange måder bliver man en slags gartner. Man skal både luge ud i det værste og udstille det bedste. Planlægge såningen af næste sæsons vindere, og re-planlægge, hvis omstændighederne ændrer sig. citat_nyemedier_roller

Organisatorisk indebærer deltagelse i de sociale medier også nye roller. For hvem er det fx, der tager dialogen, når kommunen ikke lever op til den lovede pladsgaranti? Afhængig af hvor I deltager, så er det vigtigt at holde sig for øje, at hvor man tidligere har kunne ghostwrite pressemeddelelser mv., er det muligt at samme arbejdsgang falder igennem i sociale medier. På nogle af vores projekter arbejder vi med op til 15 nye typer af roller, der skal understøttes. I de fleste projekter er det alt for mange, men det er en meget væsentlig opgave for hver enkel organisation at identificere de nye krav til roller. Det er sjovt og lærerigt, men også lidt skræmmende hvor mange nye ting, der skal løftes. Det gode er, at de forskellige roller ofte kan samles hos en eller få personer, med god synergi til følge.

10. Mål hvad der sker
Tiltag uden måling er som sejlads uden søkort. I ved måske, hvor I gerne vil hen, men uden statistik og data er I ikke klar over, om I bevæger jer i den rigtige retning. Uden statistik og brugerdata kan I heller ikke erklære hverken succes eller fiasko, og er dermed heller ikke i stand til at viderebringe læringer eller pejlemærker for fremtidige tiltag. Derfor er det vigtigt, at I udvikler målepunkter og sætter mål. Og det er ikke noget, som man bør vente med, til løsningen er lanceret. I stedet skal det ske allerede i planlægningsfasen, så specificering, strategi og eksekvering kan ske med udgangspunkt i de fastsatte mål. Og hvad er det så lige, der skal måles på? En social medie-indsats spiller ofte ind i et større billede, som andre digitale kanaler også er en del af. Derfor giver det god mening, at der måles på de traditionelle mål som unikke brugere, besøgende, sidevisninger, tidsforbrug mv, som er standard i alle væsentlige statistikværktøjer. Men de mest værdifulde mål får man, når man måler på mere specifikke mål og konverteringer, der er koblet mere direkte til de strategiske mål med indsatsen. Er målet at yde bedre service, kan der måles på tilfredshed og reduceret internt tidsforbrug. Er målet at bygge netværk og øge kendskab, kan der måles på antallet af relationer og omtale. Er målet øget deltagelse, kan der måles på antallet af brugerbidrag fordelt på forskellige typer.

Nogle gange er man i det offentlige system meget påpasselig med at opstille alt for specifikke  mål – ikke mindst hvis de får officiel karakter. Selv om det på nogle områder og i visse situationer er helt forståeligt, så er det også lidt ærgerligt, fordi man misser et godt styringsværktøj. Derfor er vores holdning, at man som minimum bør opstille målepunkter og beskrive processen for hvornår og hvordan, der måles. Hvordan man så skal handle på dem, kan besluttes undervejs.

Artiklen blev bragt første gang på Kommunikationsforeningens hjemmeside d.17. september.

Bo Juni er stifter af og direktør i Advice Digital, og har været ansvarlig for etableringen af en række sociale netværk inden for kommunikation, politik, it, kultur og sport. Blandt andet Kommunikationsforum.dk og Arena365.com.

Anna Ebbesen er rådigver i Advice Digital, hvor hun blandt andet rådgiver organisationer om brugen af sociale medier. Hun er medforfatter til bogen Lyt til elefanterne – Digital kommunikation i praksis, som udkommer på Gyldendal til oktober.

Reblog this post [with Zemanta]

De gamle sociologer og nye medier

Når man pløjer sig igennem de mange velskrevne blogindlæg og artikler omkring sociale medier, nye medier eller lignende begreber, står det mere og mere klart, at de gode gamle sociologer fortjener en revival. Helt ærligt, jeg savner en gang i mellem lidt mere dybde. Og en fodnote.

Det ville være skønt, hvis vi kunne hente Bourdieu tilbage fra de døde til en snak om kapitalernes betydning i netværkssamfundet. Eller finde ud af, hvordan Baudrillard ser det moderne menneskes identitets-arbejde i lyset af, hvordan mange bruger de nye sociale netværkssites til enten at fremvise deres bricolage af en identitet, eller til at dyrke og udleve et af bricolagens elementer – fx dyrkelsen af et band på Myspace eller ens modealterego på ens modeblog.

Goffman ville ligeledes være skæg at se gnække over, hvordan vi alle nu performer online og udvider hans frontstage- og backstage-adfærd til langt flere scener med langt flere koder og adfærdsmønstre hæftet på sig (hvis ikke han ville mene, at vi samler det hele til en scene?). Det kunne ham og Bourdieu sikkert kunne få  en interessant artikel ud af.

Her kunne det faktisk også være spændende, at høre hvad Foucault havde at sige til nettes mulighed for kontinuerlig overvågning, og hvad dette har af betydning for os og vores udvikling som mennesker. Vores eget selvbestaltede panoptikon, hvor alle kan se alle mine tweets, blogs, billeder osv, men hvor jeg ikke kan se dem, der ser mig, med mindre de går hen til vinduet i min celledør og poster, RT’er eller lign.

Men mest af alt ville jeg egentlig gerne høre Luhmann, om han ikke ser sit kommunikationsbegreb bekræftet i de relationelle medier, som de sociale netværkssites er?

At disse gamle mænds store tanker ikke kommer mere i spil i den megen skriven omkring særligt det sociale, og hvordan online bedst skal tackles, kan ærgrer mig. Men samtidig skal jeg også erkende, at de heller ikke når ud fra bloggen og til vores bog, da den skal kunne læses af praktikere, der ikke har lyst til et akademisk nørden over, hvordan vores verden her og nu relaterer sig til videnskabens forklaringer.  Men så er det jo godt, at jeg kan få lidt afløb her på bloggen :)

Har du mod på lidt tungere læsning, så tjek Hugo Lius gennemgang af “Social Network Profiles as Taste Performances” med Myspace som case: http://jcmc.indiana.edu/vol13/issue1/liu.html

Blogindlægget stammer fra noterne under bogskriveriet, som løbende vil blive omformet til blogindlæg.

Reblog this post [with Zemanta]
Page 20 of 27« First...10«1819202122»...Last »