• Er der tale om en digital revolution eller evolution? Schindler mener, revolution er det mest passende udtryk.
• Udviklingen på mobilmarkedet går hurtigere, end de fleste antager. Stigningen i antal nye internetadgange på mobilen overstiger nye internetadgange til computere.
• Som et eksempel på, hvordan mobiltelefonen udfylder flere og flere funktioner, nævner han Google Goggles (virker kun til Android, kommer først til iPhone senere…), hvor man kan tage et billede af en bog, en seværdighed, eller et maleri og så få en Google-søgning på det ud fra billedet. Tilsvarende kan man holde mobilen op foran caféer og restauranter og få informationer om stederne, uden at skulle tage et billede.
• Mobiltelefonen vil i stigende grad blive brugt til augmented reality, hvor man ved hjælp af gps’en vil kunne modtage informationer om den geografiske virkelighed, man står foran. Til at illustrere dette viser han, hvordan man kan holde sin mobil op foran nogle huse, hvor man så kunne få salgspriser mm. på husene (jeg fik ikke fat i hvad servicen hed, men det var ikke et Google-produkt).
• Folk vil have personaliserede produkter. Som eksempler viser han Moveon.org’s video fra præsidentvalgkampen 2008 og den svenske licensvideo, hvor man kan indsætte sit eget navn eller billede i filmen (dette er nr. 2 film i kampagnen – den første er lukket) – hvortil Schindler bemærkede, at det altid føles godt at se videoen med sit eget billede.
• Mediernes største trussel kommer ikke fra teknologien. Den virkelige konkurrence består i, at medierne ”are up against the creativity of the world”.  I dag har mange råd til videokameraer og mobiltelefoner, som kan gøre det ud for tv-kanalernes dyre produktionsudstyr. For godt nok vil folk stadig gerne se dyrt produceret tv og film, men folk vil også gerne se den fiktive adfærdsvanskelige Fred Frigglehorn. Hans YouTube-kanal er den anden mest populære nogensinde! Jeg havde ikke hørt om ham før i dag, men jeg er nok heller ikke lige målgruppen…
• Et af Schindlers råd til medierne lyder: ”Learning by doing is the fastest way to progress”.
• Et andet råd lyder, at man skal studere sine data: ”You guys really need to understand how consumers think about news consumption. Spend time analyzing the data.” På nettet kan man meget nemt få indblik i folks adfærd og rette sit produkt til ift. hvad brugerne rent faktisk er interesserede i. Hvilke videoer, websites mm. kan de lide? Han anbefaler alle virksomheder at bruge gratisværktøjet Google Insights, da det er hans erfaring, at de færreste rent faktisk studerer data.
• Til et spørgsmål om, hvor grænsen får for Google ift. at beskytte folks privatliv, svarer Schindler: ”No way in the world we should violate consumers’ privacy”. Men hvor går grænsen så? ”The limit is what informations consumers want to reveal – consumers should have transparency to take control.”

Efter præsentationen beskriver Anders Lassen, adm. direktør fra Infomedia, malerisk, hvorfor Google er ”the empire of evil”, samt sine oplevelser med Google som svære at samarbejde med. Lassens præsentation munder ud i tre spørgsmål til Schindler:

Schindlers respons til Lassen er, at det er ”patetisk” at give Google skylden for mediernes problemer. Schindler ser ikke Google som mediernes modspiller, men medspiller.

Det var et spændende arrangement, der fungerede som et veltilrettelagt drama mellem nye og gamle medier, ikke mindst fordi Philipp Schindler leverede sit oplæg med god humor og tog imod prygl fra Infomedia med afmålt mine.

Det er tankevækkende, at to ud af de i alt tre spørgsmål fra salen gik på, hvorfor nogle af Googles produkter endnu ikke er nået til Danmark. Konklusionen synes at være, at det er svært for medierne i Danmark at leve med Google, men det er umuligt uden.

How it works
Google Buzz henter mine tweets fra twitter, blogpost fra bloggen og hvad jeg deler i min reader fra Google, for at fremviser det i en strøm til dem, der følger mig her. Min K-forum henter blogindlæggene, så de kan blive vist der, og blive læst af langt flere end på digitaletanker.dk. Og gik brugeren derind, ville de samtidig kunne se mine  tweets og delicious-bogmærker, der (lige som Astrids) vises i højrespalten.

I kådhed har jeg også sat min Delicious-konto op til at tage de links, som jeg deler  via Twitter og gemme dem som links på Delicious. Jeg bruger min Delicious-konto til at genfinde artikler, rapporter eller lignende. Det er min huskeliste over gode ting på nettet. Derfor tænkte jeg, at det var smart, at den også – helt af sig selv – huskede, hvad jeg måtte dele på Twitter. Tjenesten man bruger til dette, hedder Packrati.us.

Det har bare den lille hage, at mens jeg sætter mine ord på et link, og skriver om det på twitter, så tager applikationen, der gemmer linket på Delicous, og bruger artiklens rigtige navn. Det kan tage det sjove ud af historien, som ved det her:

Fra Twitter:

Der så endte sådan her på Delicious…

Og sådan på FriendFeed
Men, de kan også komme til at …tja…. sætte mig i et lidt sjovt lys.

Når dette RT…

Ser således ud i Delicious…

Og skaber dette pragtfulde billede på FriendFeed:

Ahm. Noget siger mig, at det alligevel ikke var så smart med alle de synkroniseringer….

Jeg har også medtaget projekter, som ikke udspringer af medierne, men som har demokratiske og borgerinddragende elementer, der kan inspirere journalistisk. Mit fokus er især på brugerinddragelse, empowerment og nye formidlingsformer, fx video og visualiseringer.

Der er helt sikkert mange flere derude, så kom endelig med dit bud.

CNNs iReport – med en “assignment desk” til læserne. Brugerne kan uploade deres egne historier. CNN udstikker retningslinjerne ved at angive, hvilke historier, de gerne vil have brugerne til at lave.

Spot.us – et uafhængigt site, der laver journalistik baseret på mikrodonationer. Se video, der forklarer sitet.

BBC med 100 days in 100 seconds – en pædagogisk og underholdende kort video om Camerons første 100 dage som premierminister.

New York Times giver på Foursqaure tips til gode restauranter i byen. NYT brugte også Foursqaure under vinter-OL 2010 i Vancouver.

WP unplugged – 8 journalister forsager nettet i en uge med blandede resultater. For nogen er en uge uden internet et mareridt, for andre en ægteskabelig nødvendighed. Sjovt og simpelt eksperiment.

Ekstrabladets “Din egen sag“ – opret en sag, dvs. et synspunkt eller en idé og få andres støtte til den, fx via dine venner på Facebook. (vandt for nylig en FDIM-pris – congrats!)

Open Knowledge Foundation har en række eksempler på, hvordan man kan anvende og præsentere kompleks data, fx Where does my money go?, der tracker den britiske stats udgifter.

MySociety har en række services, som gør det nemmere for borgerne at begå sig og få adgang til offentlig information, se fx Fix My Street. Her kan borgerne indrapportere væltede lygtepæle, huller i vejen etc. direkte til deres kommune.
Mange danske kommuner har en lignende ”giv et praj” service – København, Frederiksberg, Slagelse, Hørsholm m.fl. Det er dog kun København, som har gjort det muligt at se prajene – og ligeledes følge med i, hvad der bliver udført.

Svaret er i følge Dan Pink, forfatter til flere bøger om det ændrede arbejdsliv, ikke en økonomisk bonus som gulerod, hvis man gerne vil have en vidensarbejder motiveret. Tværtimod. Det kan have den direkte modsatte effekt.

Klik her for at se den indsatte video.

I stedet er det:

1) Purpose. Giv dem et formål.

2) Mastery. Giv dem mulighed for at blive bedre.

3) Selfdirective.  Giv dem mulighed for selv at bestemme.

Overført til bloggen er det præcis som Dan Pinks eksempel med folk, der spiller et instrument i weekenden: 1) Det er sjovt, 2) man bliver bedre til det, og 3) man styrer det helt selv. Derfor blogger vi fortsat, selvom det ind i mellem er svært at finde tid. Og derfor var det også helt trist og frusterende, da bloggen pludselig blev amputeret af et opdateringsforsøg, hvori den mistede sine temaændringer og alle billeder.

Men nu er vi back in business, og i fuld gang med at få det nye tema til at passe vores ønsker med bloggen. Dejligt!

p.s. Tak til Ask, for at have posted videoen på vores chef’s facebook-wall.

Ligesom en række virale succeser, herunder QuickSilver, indeholder den oprindelige klovneartikel et element af mystik, som Balder Olrik (medstifter af GoViral) i vores bog nævner som en af hovedkriterierne for en viral succes. Altså enten at der er tale om en manipuleret virkelighed, en usand historie, eller at man skaber en usikkerhed hos brugerne om materialets oprindelse og formål. Af de mindre heldige cases i denne sammenhæng kan nævnes VisitDenmarks Karen26-video. Klovneartiklen er dog kendetegnet ved, at den ikke var tænkt som et viralt produkt, men oprindeligt var en avisartikel, som blev skrevet længe før nogen havde hørt om både Facebook og Twitter.