Archive - Viden om sociale medier RSS Feed

De nye medier kommer efter mediestøtten

Repræsentanter for nye og gamle medier diskuterede i torsdags fremtidens mediestøtte, arrangeret af DONA hos dagbladet Information med titlen “Copenhagen Clash”. Jeg er ikke sikker på, jeg blev så meget klogere, men jeg fik bekræftet, at kampen mellem nye og gamle medier består. Om end alle ved, at de store konkurrenter på nettet er de udenlandske services som Google og Facebook, og ikke de andre danske medier.

Continue Reading…

Synkroniseringsfælder

For at få det meste ud af mine mange digitale tilstedeværelser, har jeg knyttet mange af mine sociale medier sammen. Stedet som Plaxo, FriendFeed og GoogleBuzz er ikke steder, jeg selv poster indlæg eller opdaterer med billeder. Opdateringer her sker helt af sig selv via RSS-feeds. Og det er ganske smart. Nogle gange…

Continue Reading…

Status på modeblogging efteråret 2010

Siden mit første indlæg om modebloggernes fremkomst og potentielle magt, er modebloggerne gået fra at været en ny tendens til en fast del af modebranchen.

Tilbage i marts 2009 var der enkelte bloggere, der skilte sig ud og enkelte bloggere, der begyndte at få læsere nok til, at de traditionelle modeskribenter, PR-agenter og designere fik øjnene op for dem. I første omgang som kuriositeter og nyheder a la ”10 blogs du skal følge”, og senere som små stjerner, der på linje med andre niche-kendte beretter om deres favoritsteder i byen, inviteres med til lanceringer eller er med til at designe nye it-items.

Continue Reading…

Idéstorme til inspiration

Computervirksomheden Dell lancerede som de første en ideastorm i 2007. Det skete efter en massiv bloggerstorm anført af Jeff Jarvis om Dell. Siden er idéstorme poppet op rundt omkring som en måde for virksomheder at organisere idéer fra brugerne på.

Idéstormen som community værktøj virker noget nær genial. Kunderne kan komme deres idéer, kommentere på andres idéer, eller bare stemme på en idé. Idéerne organiserer sig, så de mest populære og forhåbentlig bedste idéer kommer øverst. Krogen i en idéstorm er, at virksomheden bag forpligter sig på at forholde sig til idéerne.

Continue Reading…

Facebook kan ikke redde journalistikken

I fredags havde jeg den fornøjelse at være gæst i P1s Mennesker og Medier. De to andre gæster var Lars Holmgaard Christensen, der er forskningschef i nye medier ved Danmarks Journalisthøjskole (den i Århus), og Lars Damgaard Nielsen, DRs nye Facebook-reporter (som starter i jobbet til maj). Siden januar har jeg været ansat på Berlingske Tidende som community manager, og det var i den rolle, jeg indfandt mig i studiet hos Lasse Jensen.

Lars, Lars og jeg var enige et meget langt stykke ad vejen. Øget brugerinddragelse bringer nye dimensioner ind i journalistikken, og medier såvel som journalister kan med fordel åbne mere op og gøre sig mere tilgængelige. Vi kredsede meget om netop Facebook, men som jeg hørte Lars Damgaard, begrænser hans job sig ikke til Facebook, men handler ligesom mit om sociale medier og brugerinddragelse mere generelt.

Let’s play

Efter radioudsendelsen gjorde Lars Holmgaard mig opmærksom på, at diskussionen egentlig udsprang af en kronik, han havde i Information tidligere på ugen: ”’Build-A-Bear’ – journalistik på Facebook?”. Her argumenterer han for, at mediernes dækning af Facebook er for negativ og skaber mistillid, frem for at være opbyggende. Spørgsmålet er, om det er et forhold, der gør sig særligt gældende for Facebook eller, eller om det er et karakteristika ved nyhedsdækningen generelt. Ikke desto mindre er Lars Holmgaards kronik et opmuntrende forsøg på at nuancere debatten om sociale mediers rolle i journalistikken med udsagnet: ”Der sker et skifte fra news you can use til news you can play with, når nyhederne bevæger sig over på de sociale medier.” Well then, let’s play.

Facebook kan ikke redde journalistikken

Hvad laver medierne på Facebook? Facebook bringer brugerne – eller kunderne – tættere på. Der opstår dialog og feedback. Ofte er det dog kun den, der bestyrer Facebook-kontoen, der får alt det gode med. Kun hvis en kommentar kræver svar eller opfølgning (fx ”jeg har ikke modtaget min avis”) ryger den videre i systemet. Facebook er derfor i lige så høj grad et forum, hvor brugerne kan diskutere med hinanden.

Facebook kan give ekstra trafik på ens website, men det er langt fra nok til i sig selv at være en rentabel forretningsmodel. Facebook er altså ikke den redningsplanke, aviserne søger efter. De eneste, der kan redde journalistikken, er journalisterne. Derfor blev jeg også i weekenden meget glad, da jeg faldt over fagbladets Journalistens artikel med fem ting, journalister kan lære af bloggerne, bl.a. ”rejs de ubesvarede spørgsmål” og ”giv brugerne en stemme”. Så måske er det netop bloguniverset, journalister skal skele til. Dan Froomkin fra Huffington Post siger til Journalisten, at journalisterne har alle de egenskaber, brugerne higer efter: ”Brugerne er vilde med folk, der ved ting, som kan undersøge ting, som kan skelne mellem det vigtige og ligegyldige, og som kan skelne mellem sandhed og løgn samt ikke mindst fortælle en historie klart og præcist.” Der er altså alt mulig grund til optimisme i mediebranchen.

Reblog this post [with Zemanta]

Landbruget sejrer som spil på Facebook

Over 82 millioner mennesker gror nu jordbær, hvede og majs, mens de passer grise og får i Facebooks til dato mest anvendte applikation: FarmVille. Det svarer til at ca. 1% af verdens befolkning bruger tid på at passe virtuelle landbrug.

”Peter found some extra bags of fertilizer in their dairy farm in FarmVille!”

Jeg har i noget tid undret mig over frekvensen af landmandsagtige opdateringer, der er kommet fra særlig en af mine FB-venner. En mand i 30’erne, som jeg ved kan indtage mere alkohol end de fleste og altid var god for en fest, fortæller mig nu oftere og oftere om sine eventyr ud i det landlige. Et element jeg ved, han ikke har synderlig kendskab til i den verden, der eksisterer uden for nettet.
Pludselig var det næsten det eneste, man hørte fra ham: Peter har fundet en trist and i FarmVille, Peter er på udkig efter noget i FarmVille, Peter høster jordbær i FarmVille osv. osv.

Daglig beskæftigelse(sterapi)
Og Peter er ikke alene. Ifølge AllFacebook, der dagligt blogger om alt Facebook-relateret, er der ca 29-30 mio. mennesker, der dagligt besøger deres farm i Farmville. På ugebasis er lidt over 50 mio. mennesker inde mindst en gang, og månedsvis er de fulde 82 mio. inde forbi.
En af årsagerne til den høje frekvens i antallet af besøg, er hastigheden tingene sker med i Farmville.Tag fx Jordbær. I FarmVille bliver de modne på fire timer, og bliver derefter rådne i løbet af de efterfølgende fire. Har du plantet jordbær, skal du med andre ord ind forbi Farmville igen under 8 timer efter din første beplantning for at holde gang i spillet. Og for at sikre, at du bliver hooked med det samme, så er jordbær en af de to afgrøder, som din intro-farm er beplantet med. Firmaet bag Farmville, Zynga, har dermed sikret sig, at dit besøg nr. 2. sker, mens det stadig har nyhedens interesse, og at du hele tiden har noget at tage dig til.

Zyngas pengemaskine
Et blik på oversigten over de mest anvendte Facebook-applikationer taler sit klare sprog. Mens Farmville topper med de til dato 82,580,911 brugere, er der langt ned til det næste spil, Cafe World, der med sine 30,032,716 brugere indtager fjerdepladsen. Det gør Farmville til det mest succesfulde spil på netværket, og Zynga, til den mest succesfulde producent. Firmaet står nemlig også bag Cafe World, såvel som nr. 6., Texas Holdem Poker, og nr. 9, Mafia Wars på listen over top-appikationer. Alle spil med facebook som den primære platform, og alle spil med pengetransaktioner indbygget.

For vil du have flere penge at købe foder for i FarmVille, end du kan gøre dig fortjent til via aktiviteter på farmen, så kan du blot overføre gammeldags menneskepenge til applikationen. Og det er der mange fritidslandmænd og fritidspoker-spillere, der gør.

Endda så mange, at Zynga var PayPals anden største handlende i 2009, kun overgået af Ebay. For at sætte lidt perspektiv i tingene, så estimeres det, at PayPal i alt håndterer transaktioner vedr. virtuelle goder for mere end 500 millioner dollars i 2009.

Mario mangler stadig
Men set fra et Facebook-perspektiv, så er potentialet i spil på platformen slet ikke indfriet. På trods af FarmVilles succes, så mener Gareth Davis, der er ansvarlig for spil på/i/for Facebook, at vi slet ikke har set det bedste endnu. På en konference for spiludviklere i San Fransisco, beskrev han i sin Key Note, hvordan han ser fremtiden for sociale spil.

”Every new media brings new content and every new platform brings a killer game. There are many examples: Sonic, Halo, Mario. I believe the iconic Facebook game lies still ahead of us. The ‘Mario of Facebook’ is out there”.

Han hæfter sig nemlig ved Facebooks mulighed for at kombinere ens virkelige jeg og ens gamer-alter-ego. For med spil på Facebook, spiller du som dig selv, og ikke som en anonym opdigtet persona. Dered spiller du også med hele din histotrik – dine venner, dit job, dine interesser, dine billeder – alt det, som du har fortalt Facbook om dig selv og din adfærd på netværket.

”What if the characters in your game look like your friends, or the game environments are based on your interests? Or maybe you can see places from the photos you’ve taken. This will bring in a whole new level of immersion”.
Det håber jeg, at folkene på konferencen i San Fransisco så som en opfordring.

Læs mere om Gareth Davis forudsigelser for ”social gaming” i interviews med :

Inside Facebook http://www.insidefacebook.com/2009/08/03/future-social-gaming-facebook/
Venture Beat http://games.venturebeat.com/2009/02/13/gamesbeat-09-preview-an-interview-with-facebooks-top-gaming-dude/

Reblog this post [with Zemanta]

Sådan får man 230.000 followers på 24 timer

– ved at gøre sig til verdens rigeste mand og vente med at komme på Twitter, til det er blevet mainstream, i hvert fald blandt nørder som Gates selv. Det er i øvrigt meget god stil, at han indrømmer, han ikke har styr på Twitter-universet endnu. Mon ikke der er en follower eller to, der gerne vil hjælpe ham på vej? Bag navnet @aplusk gemmer sig i øvrigt en anden celebrity twitter, nemlig Ashton Kutcher.

Opdateret 21.53:

Ganske rigtigt – @aplusk vil gerne hjælpe…

Næste skridt for debatkultur på nettet: civilisation (I hope!)

Mens nettets første år var anonymitetens guldalder med en tvivlsom debatkultur til følge, kan sociale netværk og social search bringe menneskene tilbage i debatterne. Og dermed – forhåbentlig – også skabe en mere reel debatkultur, der kan indløse de mange demokratiske idealer, som vi stadig lovbesynger, som et af nettets helt store potentialer.

Tilbage i oktober havde jeg fornøjelsen af at diskutere debatkultur på nettet med journalist på Berlingske, Henrik Dannemand, i en god halvanden times tid. Og i lørdags nåede researchen så Berlingskes spalter i form af to fine artikler: en temaartikel med input fra bl.a. internetpsykologen @anderscolding, sociologen Henrik Dahl og jeg selv, samt en separat artikel med mine input under overskriften: “Næste trin i nettets udvikling: civilisation”. Mens temaartiklen er online, er interviewet kun til dem med hang til papir – se foto.

Vores snak omkredsede både den historiske udvikling, konsekvenserne for demokratiet og ikke mindst, hvad vi kan forvente os frem over. De færreste, der har deltaget i en diskussion på et debatfora eller i kommentarsporet på en nyhedsartikel, kan vist være i tvivl om, at der både er blændende gode ting og hamrende dårlige, at sige om nettets debatkultur.

Anonymiteten + computer skærm = potentiel dødelig cocktail
Et springende punkt er nettets mulighed for anonymitet, der både er en gave til de forfulgte og en forbandelse for dem, der forsøger at have en “ordentlig” diskussion. Gave fordi alle kan udtale sig, uden at frygte konsekvenserne – forbandelse fordi anonymiteten gør, at man kan udtale sig uden at skulle bekymre sig om konsekvenserne. Samtidig er der også den strukturelle udfordring, at computerens skærm sætter så tykt et panser op, at selv de mest høflige mennesker bliver tankeløse, når de sidder foran et kommentarfelt, og bagefter må moderere  – “det var jo ikke ment på den måde”. Ting, folk aldrig ville ha’ sagt i virkelighedens verden, hvis de kunne se ansigtsudtryk, aflæse kropssprog og høre hvordan modparten lægger trykket på stavelserne, kommer ud igennem tastaturet og ud til hele verden. Og lige i fjæset på den, reaktionen er rettet mod. Tonefald og ordvalg, man kun hiver frem til særlig beskidte lejligheder, har ellers så rolige gemytter ingen problemer med at tvære ud over skærmen i en håndvending. (For illustration af problemstillingen, tjek @faheemh ‘s tweet)

Fremtidshåb!
Forhåbningen som jeg giver udtryk for i interviewet er enkelt: jo mere vi eksisterer som hele mennesker på nettet med jobtitler, familiebilleder og holdningshistorik, jo mindre tankeløse bliver vi. Når den kommende og nuværende chef, kan finde ens vederstyggeligheder på første side af googles viden om en, giver det – forhåbentlig – stof nok til eftertanke. Men jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at det vil ske overnight. Det er en langsom socialisering af vores nettilstedeværelse, som bliver igangsat af de mange tjenester, man selv har sat til, at tracke, opsamle og fremvise ens adfærd for andre. Alt fra Facebook, der via Facebook-connect kobler ens private med ens offentlige Jeg yderligere sammen, over picassa/flickr, der sætter ansigt på, videre til ens professionelle Jeg på LinkedIn – fremvist på få sekunder af søgemaskinerne. Samlet giver det et personligt aftryk, der bliver mere og mere ægte, jo mere vi bruger nettet som en naturlig del af vores hverdag. Og her er intet tegn på, at danskerne har tænkt sig at skjule sig – snarere tværtimod!

Design som middel
Som jeg også nævner i artiklen, er vi også begyndt at tage højde for anonymitetens dårlige sider, når vi designer netværk i dag. Helt konkret gjorde vi det, da vi designede Radikale.net, at vi besluttede, at det 1) skulle være rigtige mennesker. Det er et potentielt politisk netværk, hvor ytringerne kan bliver til officiel politik, og det kræver ægte mennesker af kød og blod, der skal stå til ansvar for og være villig til at kæmpe for holdningerne – evt. endda på talerstolen i Folketinget. Derfor skal alle 2) afgive deres rigtige navn og placere et billede ud for det – enten et af de tegnede, der matcher ens alder, eller sit eget. Her tjekker vi ikke om folk nu også er ærlige, hvilket også gjorde, at vi blev testet af enkelte brugere, der ville se om man kunne slippe af sted med mindre. Men lynhurtigt kommer der selvjustits i brugergruppen, så havde vi ikke selv spottet testerne, blev vi gjort opmærksom på dem af andre. Disse blev alle henvist til reglerne for deltagelse i netværket. For 1+2 er intet værd, uden 3) et godt debatkodeks, der ridser rammerne for socialiteten op, og giver mulighed for at slette profiler, der ikke overholder kravene om eget navn og udtalelser på den rigtige side af injurielovgivningen. Når man skaber et rum på nettet, har man nemlig behov for at beskrive, hvad rummet indeholder, og hvad din plan er med det. For i modsætning til i den virkelige verden, så kan du ikke se, om mit hjem indbyder til hoppen i sofaer, eller om det er skabt i japansk stil hvor sko er ilde set. Du kan designe et stykke af vejen i både form og funktion, men kommer ikke uden om det skriftlige rammer, for at kunne håndhæve dit eget formål med at invitere indenfor.

…men troldene, de bliver 10’eres udfordring
Men når alt det så er sagt, så kommer vi ikke til at undgå troldene – dem, der skriver for at få luft og for at blive hørt. Og som ikke har tænkt sig at dæmpe sig, bare fordi de ikke længere er anonyme. Og troldene er alle community managers største udfordring for fremtiden. Hvordan tackler man dem, så de ikke ødelægger debatten for alle andre, men uden at øve vold på deres ret til at ytre sig? Men det er et 2010-blogindlæg :-)

Page 5 of 9« First...«34567»...Last »