Archive - Modeblogs RSS Feed

Modebloggere ind i valgkampen: husk at stemme!

500.000 stemte ikke ved sidste valg. Det vil Bloggers Delight gerne ændre på. Særligt mange unge får ikke stemt, og her tænker blogger-fællesskabet, at de kan gøre en forskel.

Med en stilistisk video får de fremvist blogfællesskabets mangfoldighed og bragt tanker om mode sammen med politiske temaer som “vækst”, “efterløn” og “velfærd”. Pop møder politik, og søde stemmer opstår. Continue Reading…

Modeblogger Elin Kling + H&M = trend for 2011?

Sidst var det Lanvin, før det navne som Matthew Williamson, Stella McCartney og Jimmy Choo, der designede kollektioner til H&M. Men næste gang bliver det ikke endnu en kendt couture designer, men derimod en blogger. Helt i tråd med den øvrige udvikling indenfor feltet, er det en blogger, der tager designerens plads. Og modellens. Og stylisten. Modebloggeren Elin Kling, fungerer nemlig som dem alle i det nye samarbejde med H&M.

Nu er Elin kling heller ikke din gennemsnits-bloggersker. Hun er en professionel forretningskvinde, der har skabt en karriere ud af sine forskellige blogs.

Samarbejdet har dog grænser. I modsætning til de tidligere samarbejder, udkommer kollektionen nemlig kun i begge virksomheders hjemland: Sverige.

Continue Reading…

Status på modeblogging efteråret 2010

Siden mit første indlæg om modebloggernes fremkomst og potentielle magt, er modebloggerne gået fra at været en ny tendens til en fast del af modebranchen.

Tilbage i marts 2009 var der enkelte bloggere, der skilte sig ud og enkelte bloggere, der begyndte at få læsere nok til, at de traditionelle modeskribenter, PR-agenter og designere fik øjnene op for dem. I første omgang som kuriositeter og nyheder a la ”10 blogs du skal følge”, og senere som små stjerner, der på linje med andre niche-kendte beretter om deres favoritsteder i byen, inviteres med til lanceringer eller er med til at designe nye it-items.

Continue Reading…

Amerikanske bloggere skal nu skilte med gaverne – men findes den "rene" anmeldelse?

Den amerikanske Federal Trade Association slår nu hårdere og hårdere ned på nettets nye professionelle. Alle bloggere skal KLART og tydeligt skrive, om de får betaling for deres indlæg og fremlægge kvitteringen for køb, hvis de vitterligt selv har været i butikkerne. Formål? Forbrugerne skal vide, om de er udsat for markedsføring.

Mens det i første omgang var de politiske bloggere, der blev oprørte over, at deres virke skulle reguleres sådan af staten, når magasiner og aviser slipper, er turen i denne uge kommet til modebloggerne. Fra og med 1. december skal alle bloggere, der skriver om produkter, kunne fremvise enten kvittering for købet eller skrive, hvad de har fået for at skrive om produktet. Og her tæller også selve produktet som en form for betaling. Som NY Times påpeger, så vil det sige, at man højt og tydeligt skal angive om man har fået produktet GRATIS. En opklaring vi endnu ikke har fået herhjemme.

Sidste år gjorde Videnskabsministeren det ifølge Politiken klart, at “det er i strid med markedsføringslovens § 4 ikke at gøre det helt klart i sin blog, at man har fået penge for at skrive om et produkt.” Reaktionen kom, efter at Socialdemokraternes Benny Engelbrecht havde stillet et paragraf 20-spørgsmål om emnet, for at få belyst forbrugeraspektet: hvornår er det “ægte” anmeldelse og hvornår er det markedsføring – og er der overhovedet en distinktion?

hans blog giver han følgende begrundelse for at tage sagen op:

“Problemet med denne markedsføring er at forbrugerne så ikke kan se hvad der er oprigtige anprisninger, og hvad der er betalt reklame. Det svarer strengt taget til den type product placement man anvender meget i filmindustrien. Det er nemlig sjældent tilfældigt hvilken øl helten i en Hollywood blockbuster drikker eller hvilket stereoanlæg der er hjemme i heltindens hybel. Forskellen er blot den at på film forventer vi det. Det gør vi ikke når vi læser en personlig blog skrevet af en person vi i øvrigt sympatiserer med.”

Og manden har en pointe. Når Nielsen Online viser at hele 70% af os stoler på de anbefalinger vi læser på nettet, så er der god grund til at sikre, at de anmeldelser også er “rene”. Kobler man det med at 90% (igen via Nielsen) af os stoler på vores venners anbefalinger, så har især modebloggerne formodentlig stærkere indflydelse end den vanlige anbefaling læst i et forum. De bliver ved lang tids brug til en slags digital veninde, hvilket kun øger tilliden fra læsers side af – selvfølgelig afhængig af person, blogger osv..

Men! 1) Vil tiden løse problemet?
Med sin sammenligning med filmindustrien pointerer Benny Engelbrecht i sin argumentation samtidig, hvorfor man langsomt vil vende sig fra at have tilliden til bloggerne – hvorfor problemet mindskes gevaldigt. For jo flere sager, der kommer omkring skjult markedsføring, jo mindre blind tillid vil læserne nære til deres bloggere. Jo mere almindeligt og forventeligt bliver det, at selvfølgelig har de fået den taske, og selvfølgelig får de penge i ny og næ for deres arbejde i form af naturalier som rabatter, showpieces osv. Alt det som modeskribenterne på de store magasiner længe har nydt godt af. Og så er vi igen tilbage ved det unikke med modeblogsne og de tre faldgruber, som modebloggerne skal undgå at falde i: at de 1) underminerer deres troværdighed ved at sælge ud, 2) udvander sig selv emne-mæssigt ved at snakke om hverdagslivet, eller 3) at de mister deres unikke cool og bliver som alle de andre. Alle tre vil ødelægge det, der gør dem til noget særligt i et modeblog-perspektiv.

Men! 2) findes der “rene” anbefalinger?
Tja. Den lovlige definition er, at en anbefaling er “rent”, så længe der ikke er udvekslet en eller anden betalingsform i forbindelse med anmeldelsen. På den anden side, så står der jo ikke på boganmeldelser, at “Jeg har fået bogen af forlaget og agter at tage den med hjem bagefter” – som bloggen Daily Kos også påpeger. Men faktisk skriver Berlingske og Politiken allerede, hvis deres rejseartikler er delvist eller helt sponseret af et rejsemål eller flyselskab.
Måske skal vi til at indføre den slags mærkning alle steder? Og kamme helt over i den anden grøft, hvor alt er plastret til i advarsler (tænk amerikanske brugsanvisninger…), så man på et eller andet tidspunkt råber STOP! Og vender tilbage til forbrugerens egen sunde fornuft som boldværket mod den skræmmende skjulte markedsføring/indoktrinering.

Personligt mener jeg, at man skal skrive, hvad de etiske retningslinjer er på bloggen i sin “om mig” sektion, hvis man hyppigt anmelder produkter. Alternativt kunne det være en fin forbrugertjeneste, hvis Forbrugerrådet eller Forbrugerstyrelsen lavede et bloggerkodeks, som alle bloggere kunne henvise til – evt. i form af en widget, der placerede et badge på alle blogs, der erklærede sig enige i retningslinjerne. Så kunne forbrugerne se, hvad gamet er, og slipper for lange og mange disclaimers i selve indlæggene. Forslaget er dog ikke nogen vinder hos bloggerne selv.

Reblog this post [with Zemanta]

"Meet Your Fashion Blogger" – Friis & Company soler sig i modebloggernes gode brand

I aften afholdes det første i rækken af en serie af blogger-arrangementer i Friis & Company’s butikker landet over. Men denne gang er det ikke modebloggerne alene, der inviteres indenfor til et sneak peak. Efter lukketid er det derimod modebloggerne, der er værterne, og deres læsere, der er gæsterne. Friis & Company leverer udelukkende rammerne, produkterne og snacks – og nåh ja, lidt PR.

blogevent_programMød din blogger
Fra mandag til torsdag åbner lokale modeblogggere dørene for deres læsere til ”Meet your blogger”-shopping efter lukketid i udvalgte butikker i Århus, Odense, på Østerbro og Købmagergade i Købehavn.

Friis & Company har dermed taget skridtet videre fra at sætte bloggerne i centrum og opnå god PR via deres blogs, til at sætte rammerne for det virke, som bloggerne har. Kommunikationsmæssigt er de gået fra at være producenter af indhold, til at være facilitator for andres snak om og interaktion med deres produkter. Dermed er de et skoleeksempel på hvordan man kan bruge nye medier og de nye medieprofessionelle i sin kommunikation.

…for real…
For en aften er bloggernes medium udskiftet med den fysiske scene. Det betyder også, at afstanden mellem blogger og læser brydes ned, og samtalen gøres mere eller mindre synkron. Nu kan læseren starte en samtale med bloggeren, uden at skulle vente på besvarelsen af en kommentar – de færreste går jo forbi folk i den virkelig verden uden at reagere på et ”hej”.

Hvordan den samtale kommer til at spænde af, bliver interessant at se. Øges venindefølelsen og brandværdien af bloggeren? Eller mindskes den, når bloggeren er trådt ned fra sin blog-pedistal?

…til en omgang co-branding af bedste skuffe…
Journalisten fra Fyens Stiftstidende, der dækker begivenheden, spurgte mig i forbindelse med hendes artikel, om bloggerne kunne tage skade af eventen. Om deres troværdighed ville blive skadet. For ligesom bloggerne er deres blog – de er en uløselig del af det indhold de producerer – så bliver de også en del af Friis & Company for en aften. Det er med andre ord ny-medie-co-branding som Friis & Company har gang i.  Men er det i bloggerne interesse?

…til alles bedste.
Så længe bloggerne selv kan sætte grænsen, er det til fordel for begge parter. Bloggerne får mere omtale, og dermed flere læsere og muligvis også flere tilbud fra PR-firmaer og samarbejdspartnere med endnu mere omtale og læsere til følge. Friis & Company får til gengæld noget eftertragtet coolness, som firmaet har trængt til.

Vitalt for, at bloggernes troværdighed ikke bliver skadet, er, at de fortsat går i og omtaler andre mærker. At de fortsat behandler Friis & Companys produkter, som de behandler andres ( fx ved at skille sig af med produkter, de ikke længere bruger) og vigtigst af alt: at de ikke gentager eventen i nær fremtid. Ellers bliver Friis & Company låst til brandet som bloggeren er, hvilket både vil få personligheden + ægtheden til at forsvinde. I så fald ville bloggeren nemlig miste to ud af de tre ting, der gør bloggeren interessant.

Modeverdenen twitter

Det måtte jo komme. I takt med at alt andet rykker på Twitter, så gør modesfæren det også. Senest har Style.com, Vogues digitale udgave, disket op med et aggregeret feed af tweets fra modeugen i NY – og alt mode. Hvem sagde, at tech ikke var for piger og lign.?

For faktisk er modefolket lige så hungrende efter her-og-nu-real-time-web, som alle tech’ierne. Hvem, der er inde, og hvad, der er ude, er lige så flygtigt, som nyheden om en ny gadget eller viral video gone wrong. Og det spreder sig med samme hast igennem sfæren.

Derfor har designere som Marc Jacobs da også startet live-sending fra catwalken, så man får nyheden om de nye tendenser fra modefirmaet selv, og ikke journalisterne og de mange bloggere. Helt som i andre sfærer, bare i en lækker luksus-udgave. For det må man give modebranchen – de gør det meste med stil.

Opdaterer snarligst med en who-to-follow-guide, for dem der mangler input til deres twitter-liste…

Reblog this post [with Zemanta]

Modeblogs: MP3-effekten i modebranchen

I dagens udgave af Kulturnyt på P1 og P2 snakker jeg modeblogs med journalisten Lise Thorsøe-Jacobsen. Vi runder modeblogs og deres forfatterinders karakteristika, samt hvorfor de er populære. En af pointerne som ikke er med i indslaget er ligheden med, hvad der er sket i musikkens verden, da nettet gjorde alle til musikdistributører og radikalt ændrede på, hvad folk efterspurgte – fra Hi-Def til MP3, fra dyre produktioner til let-at-dele komprimeret lyd.

Godt-nok-teknologiernes revolution
I denne måneds udgave af det amerikanske magasin Wired, beretter Robert Capps om hvordan Good Enough Tech har slået igennem i sfærer så aparte som militæret, musikinduistrien og advokatbranchen. Fællesnævneren er enkel: forbrugerne efterspørger nu ikke det samme som før, idet deres prioriteter har ændret sig. Hvor de før vægtede et utal af funktioner, søger de nu det, der virker. Fra kvalitet til hastighed. Fra “det hele”, til “præcis det jeg har brug for”. Og her har det overrasket, at forbrugerne hellere vil have noget lidt usselt, nemt og hurtigt, end de vil have det hele af høj kvalitet.

Det samme kan siges for diskussionen omkring Modeblog vs. Modemagasin. Med faldende oplag verden over, begynder hæderkronede blade som ID og Vogue nu at skære ned på redaktioner og antal udgivelser. For hvor forbrugerne før lagde vægt på glitrede billeder, lækkert papir og nyheder fra den lukkede modesfære, ser mange nu ud til at foretrække de dårligt opløste billeder fra modebloggernes små kameraer, præsenteret på de gratis blogsoftware med mode-indhold pakket ind i hverdag. Drømmen om modeverdenen er intakt, men indholdet omformes og fodres i low tech versioner ud til de mange brugere, der finder formen god nok til dem. Hastighed, personlighed og ægthed vægtes nu over magasinernes glitrende pris.

MP3-effekten
Med andre ord leverer blogsoftwaret modens MP3-format – en billigere, lavopløst udgave, der til gengæld kan deles og bruges hurtigt og frit. I blogsoftwaren suges muligvis den gamle verdens kvalitet ud, men kun for at genføde den i ny udgave, med ny definition af begrebet kvalitet. Væk er muligvis mange tusinder pixler og tekstur, men tilbage er mangfoldighed og personlighed en masse.

Bloguniverset er dermed for de mange aspirerende modeskribenter, hvad Myspace var for musikerne: En mulighed for at omgå de etablerede kanaler, og selv gøre idolerne kunsten efter. Og modeblogsne som sådan er dermed bare endnu en brik i den igangværende”The Good Enough Revolution”.

Du kan fange indslaget på følgende kanaler og platforme:

  • I din podcast fra dagens P1Morgen, hvor indslaget blev bragt ca. kl. 6:15
  • I programmet Kulturnyt, som kommer på P2 d.14. september kl. 15:30 og på P1 i aften kl. 18:50.
  • Efterfølgende kan man finde det på dr.dk/kulturnyt.

I indslaget snakker journalisten også med modebloggeren Kia fra Fierce og Fattig på SU

Hvis du vil læse mere om modeblogs, så er det hele samlet her i taget “modeblogs”.

Modeblogs kort fortalt: potentialer og faldgruber

Det digitale ændrer definitionsmagten i alle sfærer. Hvor man før skulle “være noget” før man kunne blive smagsdommer med fans, så kan alle nu opbygge sig et navn, der gør at deres ord bliver lov. Lige nu ses det tydeligst inden modeverdenen.

I torsdags havde jeg fornøjelsen af at starte dagen med et oplæg for Københavns City Center + stylister (+ Anywho) omkring modeblogging som tendens, og slutte den af sammen med to specialestuderende, der har modeblogs som omdrejningspunkt specialeskrivningen. Undervejs stod det klart for mig, at modeverdenen er et skoleeksempel på de digitale muligheder og konsekvenser. Mange – mig selv inklusive – snakker ofte om blogs generelt, men det er de enkelte sfærer, at konsekvenserne for alvor kan ses. Og der, hvor det bliver rigtigt spændende.

The Satorialist - en af verdens mest berømte modebloggere

Hvad er det særlige ved modeblogs frem for de andre blogs?
I forhold til andre sfærer er modeverdenen opbygget af store vel-stylede luftkasteller og hede drømme om catwalks og fame. Det er lukket verden, som kun de smukkeste, dygtigste designere, stylister og wanna-bees får adgang til. Men med modeblogsne er der kommet en vej ind i det forjættede land. Det er nu muligt at blive fashionista, som bloggerne omtaler sig selv – en der har forstand på/passion for mode, og som bare ikke kan lade være med at dele ud af inspirerende tanker og ideer. Pludselig har piger og drenge i alle aldre og i alle former og farver en chance for at komme med på forreste række til designernes shows. Man behøver ikke være den bedste designer eller flotteste model, men blot den der formår at skabe den bedste, vildeste eller mest omtalte modeblog.

Hvad er en modeblog?
En blog har to karakteristika: form og afsender
Formen først: En blog består af indlæg publiceret i omvendt kronologisk rækkefølge, så det nyeste er øverst. En modeblog er derfor blot et blog om mode. Alle kan let oprette en blog på et af de mange platforme – Blogger og wordpress er de største –  hvis man bare vil have sin egen kanal gratis. Vil du have helt eget navn, fx digitaletanker.dk så skal du købe domæne og installerer blogsoftwaren. Og så bliver det en smule teknisk.

Overvejer du at gå i gang med egen modeblog, så brug derfor hellere energien på det andet karakteristika: afsenderen.
Den der skriver på bloggen ER som oftest bloggen. Det er en personlige kanal, som man kan udtrykke sig via. Som modeblogger er der egen smag og stil, der skal skinne igennem. Modebloggen er modebloggernes adgangsbillet til modeverdenen og den, der beviser at vedkommende er en ægte fashionista.

De nye spilleregler kobler det bedste fra begge verdener

De nye spilleregler kobler det bedste fra begge verdener

Modeblogs versus magasiner
Der er tre essentielle elementer, hvor modeblogsne slår magasinerne og dermed udfylder et tomrum i markedet: Personlighed, Hastighed og Ægthed

1. Personlighed
Årsagen til at modeblogsne fanger læsere såvel som bloggere er at de modsat magasinerne, tager udgangspunkt i den skrivende persons smag og dennes stil. Det gør dem til virtuelle veninder, som man kan få stiltips til, se moden anvendt her og nu og måske få  hjælpen til at gøre det rette kup. En af de specialestuderende kom med den gode pointe, at det muligvis var derfor, at de lidt skævere tendenser moden slår hårdere igennem nu end før. Om det er sandt, kræver en vis antropologisk feltarbejde, men umiddelbart lyder det logisk nok: Jo flere folk, der fremviser forskellige måder at bære en stil på og som gentagende gange udtrykker begejstring for lige netop det look, jo flere vil blive inspireret.

2. Hastighed
Mens magasinerne må vente en måneds- eller ugevis for at fremvise det nyeste af det nye, kan bloggerne fremhæve hvad der er i butikkerne lige nu. Ikke for en uge siden eller i forgårs, men for få timer siden.  Den shoppinginformation er god service, i et marked der hurtigt ændrer sig med færre og færre af hvert stykke tøj i butikkerne.

3. Ægthed
Mange modemagasiner ynder at omtale nye produkter, uden at angive om det er et godt produkt eller ej, eller om det leverer varen. Det bliver markedsført men ikke anmeldt. En god modeblogger dyrker anmeldelserne. Ligesom man vurderer sine venner ud fra deres almene smag, kan man som læser finde den blogger, man ser ud til at være mest enig med.

Hvad er potentialet?

Mode-branchens vurdering af de 25 mest magtfulde svenske modebloggere

Mode-branchens vurdering af de 25 mest magtfulde svenske modebloggere

Tænk moderedaktør + modeskribent + klumme-skriver + kendt stylist og du har realiseret potentialet. Eller et af dem. Ligesom bloggen er yderst personlig, så er potentialet det også. Men uanset er potentialet realiseret så snart modebloggeren har indflydelse på læsernes købsadfærd og deres opfattelser af, hvad der er inde eller ude.

Når de som i Sverige kan ”make” eller ”breake” et mærke. Når omkring 67% angiver, at de stoler mest på ”en person som mig”, så er de personlige modeblogs langt mere potente end klassiske modeblade.

Hvad er de største faldgruber?
Faldgrube 1: At bloggeren sælger ud, og sælger sin smagsdom uden at oplyse læserne om det. Hvis bloggeren anbefaler et produkt og ikke oplyser, at anbefalingen på en eller anden måde er betalt af producenten, så overtræder bloggeren markedsføringsloven. Hvis man fx får produktet gratis, bør det fremgå, så ingen kan være i tvivl om bloggerens integritet.
Ellers ender bloggerne bare som mange modeblade, som for længe har kopieret salgstekster ind til omtale af produkter uden at angive, om de nu også selv synes, at den nye rynkecreme virkede eller ej.

Faldgrube 2: At modebloggeren mister fokus. Mange læsere kan gøre en afhængig af sin nye fanskare. En faldgrubbe for de etablerede modebloggere er derfor, at de kan blive så begejstret for egen nyvundne status, at vedkommende glemmer at blogge om andet end sig selv. Kommer der for megen personlige oplevelser på bloggen og ikke så meget stil, outfits og tendenser, bliver modebloggen til en almindelig hverdagsblog. Det er der intet galt i, men så er målgruppen muligvis en anden. Hverdagsblogsne er i dag nogle af de mest læste, så skiftet i fokus kan snildt være lukrativt nok, hvis det er flere læsere man er ude efter. Tænk Blondinbella.se, der strengt taget mere blogger om at være blondine i Sverige end mode specifikt.

Et It-item der vandrede blogosfæren rundt

Et It-item, der vandrede blogosfæren rundt

Faldgrube 3: At modebloggeren bliver som alle de andre. Det er hårdt arbejde at forblive på forkant med sine læsere i takt med, at antallet af dem stiger og stiger.  Sæsonens må-bare-have-It-items er i denne henseende ret farlige at have for mange af. Den danske mode-blogosfærer er ikke større end at alle pludselig kan have en forkærlighed for præcis den samme genstand, som alle de andre, fordi man lader sig inspirere af sine omgivelser – mange af modeblogslæserne er selv modebloggere.
Og hvorfor blive ved med at læse ens blogs? En del af morskaben ved modeblogs er jo netop, at man kan kosumere så mange som man vil, uden at skulle betale 50-150 kr per blog, som man skal ved køb af flere magasiner.

God blogging!
I takt med at flere og flere etablerede medier tager emnet om, får flere og flere mod på blogging. Men inden man kaster sig ud i det, er det måske meget godt at gøre formulere svar på følgende spørgsmål:

–    Hvorfor vil jeg blogge? Hvad er dit unikke fokus? Din niche?
–    Hvem vil jeg tale til? Venner og familie – eller skal bloggen drives til noget stort?
–    Hvor meget vil jeg give af mig selv? Vil du kunne genkendes? Husk, at når man blotter sig bliver man også mere udsat, end da man gemte sig.
–    Hvor meget tid vil jeg bruge på det? Blogging kan hurtigt gribe om sig…

Mere om modeblogs? Tjek tag’et

Reblog this post [with Zemanta]
Page 1 of 212»