Archive - Journalistik RSS Feed

Mediernes omtale af sociale medier eksploderet i 2009

Et tweet fra @karinhoegh gav mig lyst til at undersøge, hvordan mediernes dækning af sociale medier har taget sig ud. Ved hjælp af ganske simple søgninger på Infomedia, som er betalings-søgedatabase med alle avisartikler, har jeg lavet nedenstående graf. Tallene er baseret på artikler BT, Berlingske, Børsen, Politiken, Information, JP, Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. fra samtlige medier (undtagen enkelte såsom Aktuelt, Arbejderen m.fl.)

Den stigende kurve for mediernes dækning af Facebook når sit højdepunkt i 1. termin i år med 7197 artikler. Kurven knækker mellem 1. og 2. termin  til 7159 artikler, mens omtalen af Twitter er eksploderet i 2. kvartal 2009 med 2239 artikler. Den er dog langt fra på højde med omtalen af Facebook. Tallene for juli/august indikerer, at kurven fortsat er knækket for omtalen af Facebook. I de sidste to måneder er Facebook nævnt i 4422 artikler, mens Twitter er nævnt i  1536 artikler i juli/august.

Tweetr.dk har til dato registreret 14705 danske twittere, mens der er over to millioner danske Facebook-profiler.
microsoft-word

Reblog this post [with Zemanta]

God dag for de politiske bloggere: topplacering på Berlingske til Jarl Corduas historie om mulig kampvalg i K

Jarl Cordua havde i dag antennerne ude og fangede det konservative Hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsks beskrivelse på Facebook, omkring hans utilfredshed med Lene Espersens ledelse.

Som var Peter Norsks udmelding at finde på et nyhedssite, henter Jarl Cordua derefter tidligere udmeldinger fra Niels Kusks facebook-konto, og bruger det til at sammenstykke en længere argumentation på vegne af forfatteren.

Dermed er Jarl Corduas blogindlæg en påmindelse om, at bloggerne kan bedrive journalistisk arbejde via politikernes efterhånden omfattende selviscenesættelse på diverse blogs og netværk.

Forside på Berlingske.dk d.24. august over middag

Forside på Berlingske.dk d.24. august over middag

Berlingske refererer og løfter op

Når historien så oven i købet er så toppolitisk som denne, når Jarl Corduas indlæg også hele vejen til Berlingske.dks forside som tophistorie. Og her uden den store omskrivning.

Journalisten på Berlingske.dk vælger at bruge Jarls Corduas blogindlæg som nyhedskilde og Jarl Cordua selv som politisk kommentator, der udlægger teksten og beskriver konsekvensen:

”Den liberale blogger Jarl Cordua vurderer,…”.

Dermed er det lykkedes Jarl Cordua at træde ind i mediestrømmen som mere end blot nyhedsleverandør eller kommentator, men begge dele i et. Spørgsmålet er så, hvor længe der går før Berlingske Tidendes egen politiske kommentatorer kommer på banen med deres vurdering, og Peter Norsk selv udtaler sig, så journalisterne kan sammensætte et egenproduceret interview.

Ind til da er det formidabel reklame for personerne Cordua og Norsk, og et boost til blogs og Facebook som steder, man skal holde øje med.

Facebook er til tid og evighed

Jeg tvivler på, at alle politikere og journalister er klar over, at det er muligt at gøre som Jarl Cordua har gjort her – At alt hvad der skrives og ”snakkes” om på Facebook, senere kan hentes frem og flettes sammen. Facebook har på et halvt år udviklet sig til et stort alternativt nyhedsarkiv fyldt med gamle interviews og debatindlæg, man senere kan bruge både til baggrund og til reelle nyhedshistorier.

Det er vel bare et spørgsmål om tid før politikerne også begynder at bruge det mod hinanden, som de allerede nu gør det med udtalelser i de etablerede medier ud fra devisen: ”du sagde dengang X, nu siger du Y”.

Det negative sælger

For lige netop diskrepanser og splid, ser ud til at være stof der som her kan rulle fra bloggens læserskare til Berlingske.dks langt større modtagerantal. Jeg har nemlig ind til videre kun set lignende ting ske, hvis bloggeren har gravet en kritisk proces historie frem (med dansk-politik.dks indlæg om de ulovlige Facebook-reklamer for Lars Løkke som undtagelsen). De positive og indholdsmæssige historier ser ikke ud til have samme nyhedsværdi, og dermed ikke det samme potentiale for at vandre. Her supplerer journalisterne i de etablerede medier selv op, og henter ikke historier fra nettets underskov.

Eftertanke: Interessant nok linker Berlingske kun til http://jarlcordua.dk/ og ikke til Peter Norsks facebookkonto, Den er kun for venner, men måske der skulle være FB-venner i blandt, der ville se mere? Sidstnævnte ser ud til at være Altingets tanke, eftersom de inkluderer begge links i deres artikel: http://altinget.dk/artikel.aspx?id=99083

Reblog this post [with Zemanta]

Trods ord om det modsatte tror Politiken desværre stadig, at de er i avisbranchen

Det kan godt være, at direktøren for JP/Politikens hus i dagens Politiken proklamerer, at de ikke er i “avisbranchen”. Men det mener redaktørerne af Politiken åbenbart stadigvæk. Slående nok er direktøren Lars Munchs citat overskriften på en artikel, der udelukkende er bragt i avisudgaven. Hvor er logikken? Og ikke mindst fremtidsudsigterne?

I dagens Politiken er der et interessant interview med direktøren for JP/Politikens hus, Lars Munch med overskriften: “Vi er ikke i avisbranchen. Punktum”. Konfronteret med de ventede spørgsmål om avisernes krise, svarer han forbilledligt, ved at pointere at ”kreativitet er det eneste vi har at sælge”.

For ham at se, er det to største problemer for  JP/Politikens Hus, at man 1) ikke er international og 2) ikke er stor nok. Man har i dansk skala været store nok til at kunne få en samlet førertrøje på nettet – med EkstraBladet.dk som den frække lillebror, der trækker læsset og leverer størst trafik af de tre portaler. Men man er en lilleput i sammenligningen med de sande konkurrenter, som i Lars Muchs øjne bl.a. er Google, Bonnier og MTG. Et lyspunkt er dog, at netindtægterne stiger og indtægterne derfra nu begynder at komme.

Disse betragtninger er ganske glimrende, men hvad nytter det, når avisen stadig opfører sig som om konkurrenterne udelukkende er danske, og behandler papiravisen som det ekslusivt publiceringssted?

Dagens interview med Lars Munch i Politiken, s.10 i Kultursektionen.

Dagens interview med Lars Munch i Politiken, s.10 i Kultursektionen.

Walk the walk??
For interessant nok er interviewet ikke at finde online. Imodsætning til artiklens overskrift: “Vi er ikke i papirbranchen. Punktum”, er artiklen kun at finde i papirudgaven. Strategien om at gemme godbidderne til papiravisen lever altså fortsat, med ideen om at man ikke er til de lange snakke på nettet, som begrundende faktor. Men hvad Politiken i denne selektion går glip af, er den trafik og dermed potentielle brugere + viden om disse potentielle brugeres adfærd, som de kunne have fået, hvis artiklen var en del af nettets mange samtaler.

Et eksempel.
Jeg befinder mig lige nu i et tog, hvor jeg gladelig har doneret min avis efter endt læsning til mine medpassagerer. For Politiken er det dermed et tab i indtægt, idet min medpassager nu ikke selv køber den. Omvendt kan det være, at vedkommende bliver så glad for sin læsning, at vedkommende nu vil købe avisen i morgen.

Havde man lagt artiklen online, kunne jeg også have linket til den fra dette blogpost, og dermed genereret mine læsere videre til Politiken, hvis de fandt artiklen spændende nok. Den bevægelse kan Politiken se, og bruge i deres arbejde med trafikken – hvilke dele læser folk mest, hvad linkes der til, hvilke indkomne links er stærke fx. Og reagere på tallene, måske endda overveje annonceringsmuligheder der hvor der linkes fra, for at hente flere folk over?

Men da Politiken ikke har ville dele digitalt, så sker den fysiske avis vandring gennem toget helt uden Politikens vidende, og uden nogen som helst direkte feedback i form af ”mest læste”, ”mest snakkede om med medpassageren” eller ”mest anbefalede på facebook” – for bare at tage nogle få parametre, som ville være utroligt gavnligt for Politiken at få input på. Dertil kommer den merindtægt, delingen på nettet kunne have afstedkommet i form af øget trafik til sitet.

Gi’ mig det jeg vil have, og tjen på det
For mig at se, handler forretningsmodellen i den digitale verden ikke om at gemme noget til en betalt fysisk platform, som det ser ud til, at de fleste gør lige nu med deres ”baggrund skal i avisen”-tankegang. I stedet bør man fokusere på at give folk de informationer, som de gerne vil have på den platform, som de gerne vil have .

Jeg betaler pt. glædeligt for min trykte Politiken og den trykte Berlingske. Det gør jeg af nostalgiske årsager, og fordi jeg er glad for at være offline en gang i mellem. Jeg er storforbruger af begge avisers onlineplatforme, som jeg besøger flere gange i døgnet på linje med en masse andre nyhedssites. Det jeg forventer i den fysiske udgave, er måske mere omtanke, eftertanke og behandlede nyheder. Men jeg betaler gladelig også selvom de selv samme artikler findes online. For mig handler det ikke om hvilket produkt, der er på hvilke platforme, men om mit forbrug, og den måde jeg gerne vil konsumere nyheder på. Måske så jeg en artikel på nettet, men nåede ikke at læse den, og får i stedet muligheden i den trykte udgave. Omvendt kan en artikel , som jeg ikke nåede i den trykte udgave, pludselig lande i min google Reader eller på Delicius, fordi en af mine venner har omtalt den eller bookmarket den til mig.

Den synergi går aviserne glip af lige nu på deres VIP-indhold. Og det er ærgerligt. Jeg vil derfor mene, at Lars Munch bør føje en ekstra udfordring til sine to førstnævnte: 3) at alle i JP/Politikens Hus ikke har erkendt, at de ikke er i avisbranchen. Punktum.

NB: Grundet udfald i min netforbindelse, er der forskel mellem dette indlæg, og det som er blevet feedet ind på K-forum.

Mediesymbiose – hvem snylter på hvem?

Aviserne er for alvor ved at få øjnene op for den mangfoldighed af nyhedspotentiale, der er på internettet. Det medfører en stigende grad af mediesymbiose mellem de to medier. En læsning af avisen er således lige så meget et studie i, hvordan internettet og aviserne tærer på hinanden. To medier, der i udgangspunktet har lige så meget til fælles som en trehjulet cykel og en jetjager.

Politiken har således i søndagsudgaven flere store artikler (som jeg desværre ikke kan finde på politiken.dk), der har internettet som det primære fokus. Den ene historie er meget rørende. Den handler om sitet bistandsbums.dk, som to bistandsklienter har oprettet for at finde støtte i andre, der har det lige så slemt eller værre end dem selv. En avisartikel, der bruger internettet til at fortælle en historie om de danskere, der normalt ikke kommer til orde i aviserne. Det gør de på nettet – uredigeret. Avisartiklen er enorm god omtale for sitet, der dagen igennem sikkert har oplevet mere trafik end nogen andre dage i deres levetid, fra folk der er på bistand, eller folk, der er blevet berørt af artiklen og gerne vil hjælpe.

Den anden historie handler om, at Twitter er blevet populært. En historie, der gennem de sidste måneder har kørt i USA og nu også endelig har nået Politikens spalter. Artiklen tager udgangspunkt i, at Twitter blev brugt under bombeangrebene i Mumbai i november 2008. Kim Faber skriver, at ”Twitter blev leverandør af breaking news.” Det kan man ikke just sige, Politiken er, eftersom det er en fire måneder gammel nyhed. Konkurrenten Berlingske skrev om Twitters betydning ift. Mumbai-angrebene allerede i november 2008.

Men det er ikke kun aviserne, der snylter på internettet. Mediesymbiosen er gensidig. Bloggerne snylter også på aviserne, især deres netudgaver. Tidligere på ugen talte Anna og jeg med en af Danmarks førende politiske bloggere, Jarl Cordua. Han ser ikke sig selv som værende i opposition til de analoge medier. Han er nemlig i høj grad del af den traditionelle nyhedsfødekæde, hvor de små tærer på de store. Det betyder, at Cordua primært får inspirationen til sine blogindlæg fra de store dagblades dækning og tv. Uden de etablerede medier ville hans blog dø, mener han. Spørgsmålet er, om internettet omvendt også kan være med til at forlænge avisernes levetid?

Opdateret d. 1. april

Indlægget har affødt en interessant debat på Kforum – tærer netmedierne for alvor på aviserne, eller er der tale om en win-win situation?

Fotoet på forsiden af bloggen er taget af Raphael Ullmann, og bragt med hans tilladelse. Se mere på hans fotostrøm på Flickr.

Reblog this post [with Zemanta]
Page 3 of 3«123