Plakater på Dronning Louises Bro

I ugens Kommunikationscast havde Katrine Theilke inviteret mig indenfor til en snak om EU-valg og politisk kommunikation i det digitale – hvordan det står til, hvad politikerne bruger det til – eller ikke – og hvad er potentialet?
Her spørger Katrine mig om effekten af valgplakater. Gladelig husker jeg, et arbejdspapir fra Orla Vigsø, som jeg læste for mange-mange år tilbage, der konkluderer, at plakaterne stadigvæk har en effekt. Jeg husker det, fordi jeg blev mødt med det i en diskussion omkring at droppe plakaterne og bruge pengene til noget andet. Det Radikale Venstres få kampagnemidler ville man gerne bruge på events, annoncer eller noget andet, der kunne give presseomtale, men det blev affejet den gang netop på grund af undersøgelser, der viste, at de havde en stor effekt.
Særligt vedr. 1) at gøre opmærksom på, at der er valg, 2) navnegenkendelse og 3) ansigtsgenkendelse. Og særligt, hvis man brugte dem i sin kampagne som noget aktivt. Af samme årsag brugte vi umådelig meget tid på at udvælge Naser Khaders plakat, da Naser gerne ville have, at den skildte sig ud af mængden, og i det mindste kunne leve op til 1-3 + komme i medierne.

Men nu, da jeg lige ville blogge om Kommunikationscasten og linke til diverse ting vi snakker om, må jeg konstatere, at 1) jeg kan ikke finde det gamle papir (fra 1995?) og 2) slet ikke belæg for, at Orla Vigsø har bevist effekten – eller mangel på samme – af valgplakaterne. Det må derfor være på sin plads at undskylde overfor Orla Vigsø, at jeg drog ham ind som belæg for påstanden: at plakaterne stadig har stor betydning.
Faktisk, lader det til, at jeg ikke kan finde nogen som helst undersøgelse, der viser effekt eller ej. Men ikke desto mindre har Orla Vigsø nyligt skrevet en artikel på K-forum om valgplakater, som er yderst læseværdig.

Ekstern effekt af valgplakater?
Her gennemgår han sine observationer (tidligere erfaring samt en analyse af MEP-plakaterne) og forsøger med dem i hånden at ligge den klassiske plakat

Valgplakater på Islandsbrygge

død. Et yderst beundringsværdigt projekt, hvilket man jo kun kan håbe, at partierne er lydhør overfor. Det synspunkt har Vigsø  (ifølge Google) plæderet for længe. Under valgkampen 2005 konstaterede Vigsø ligeledes på K-forum:

” Som det ser ud nu, i Danmark år 2005, er valgplakaten dekontekstualiseret, homogeniseret, afpolitiseret, løsrevet fra såvel vælgernes som politikernes hverdag og udarmet hvad gælder den verbale og visuelle retorik – med det resultat at alle vælgere hader dem og ser dem som forurening (eller mål for grafittibombning). Og hvis politikerne selv ikke gider bruge dem til noget fornuftigt, er der ikke rigtig nogen vej frem.”

Ahm. Til alle os, der trykte valgplakater den gang med stive portrætbilleder: Fy skamme! For ja, selvom Naser Khader fik trykt nogle utraditionelle plakater i sin tid, så var de stadig portrætbilleder + smil + navn + hjemmeside/partinavn.

Men Vigsøs mange gode betragtninger siger stadig intet om effekten. Kan det virkelig passe? At det kun er mavefornemmelser alle går efter? I artiklen skriver han

”valgplakaterne i storbyerne får en signalfunktion bare i kraft af deres antal og placering. Når man cykler forbi endeløse rækker af plakater, ved man, at der er valg, men man ser ikke plakaterne. Stop en cyklist og spørg hende, hvem der var på de billeder, hun lige er cyklet forbi, og hun vil ikke kunne svare. Så plakaterne fungerer næsten som ambient music: Man registrerer ikke, hvem der er på plakaterne, bare at der er plakater.”

Jeg er sådan set enig, men er der virkelig ikke nogen studier af valgplakaterne effekt? (Og gerne nogle der lever uden for A.Ebbesens hukommelse?).

Enlig valgplakat med Dan Jørgensen på Islands Brygge

Intern effekt?
I sin Phd.-afhandling “Electoral rhetoric: A study of text and image in the posters of the 2002 general election in Sweden” fra 2004, argumenterer Orla Vigsø for, at de svenske partier nu i høj grad alene ser plakaterne som havende en intern funktion. De minder medlemmer og trofaste vælgere om, at partiet stadig er der, og at de har en holdning.

Samme pointe går igen i dette års artikel på K-forum:

” Valgplakaten bruges til at nå partiernes egne vælgere med, enten for at forstærke deres tro på, at Partiet har ret, eller for at opbygge tillid til en kandidat. I begge tilfælde er det tydeligt, at plakaten fungerer sammen med andre medier og spiller en underordnet rolle i forhold til dem. Faktisk er det sådan, at de fleste partier erkender, at noget af det vigtigste ved plakater er, at de får partiets fodfolk op af stolen og ud på gaden, så de føler, at de gør et stykke arbejde for Partiet. Det gør ikke så meget, om man ikke kan se, at plakaterne har nogen effekt, de giver en følelse af delagtighed. Derfor lægger man heller ingen penge i produktudviklingen, man kører det samme gamle koncept og smider nogle millioner ind.”

Partierne bruger i vid udstrækning plakat-op-klistring og opsætning som en anledning til at være sociale. Samtidig er det et af de få fysiske mobiliseringsevents som kernen i partierne kan få mobiliseret andre end den vante garde til. Alene det kan tale for, at man ikke kaster barnet ud med badevandet, men i stedet forsøger at få mere ud af plakaterne.

Muligheder og plakatens fremtid
Som jeg også argumenterede for i Kommunikationscasten, så tror jeg, at der ville være meget at hente, hvis man gjorde dem mere interaktive. Det er interessant, at SF gjorde deres købte outdoor-kampagner interaktive via sms-opfordringen, men ikke deres valgplakater.

Vigsø opfordrer til, at man lave analysen:

”Hvilke medier er vigtige, hvad skal vi bruge de forskellige medier til, og hvordan passer valgplakaten ind i det mønster? Man vil så formodentlig komme frem til, at plakaterne kun fungerer som kommunikation til egne rimelig trofaste vælgere, og at deres funktion er at holde fast i folk og få dem til at gå til stemmeurnerne. Men så burde man rendyrke det og virkelig køre de store ”samlingspunkter” frem.
Man kunne også vende på bøtten og spørge: Hvis nu vi satser stort på plakater, hvad kan vi så gøre med dem? Så ville man måske komme frem til interaktive plakater, talende plakater, hvad ved jeg… For plakater er stadig et medium, som er dominerende i byrummet, det offentlige rum, man skal bare kunne konkurrere med andre budskaber.”

Og det kan jeg da kun give ham ret i. Men mon ikke at reele analyser af effekt ville hjælpe det projekt bedre på vej? I det radikale kom i aldrig videre med vores SMS-koden tilbage i 2005 og 2007, og mit bud er, at vi ikke var de eneste, der gik med de tanker.  Og at de vil komme ved næste valg, hvor effekterne af de mange outdoortiltag – fra S såvel som SF – er i hus.

Billedet fra Dronning Louises Bro er fra Orla Vigsøs indlæg på K-forum. De andre er taget på Islands Brygge af forfatteren.