Archive - Digitale Rester RSS Feed

Krisehåndtering via sociale medier

Lykketofts note, som den så ud i mit nyhedsfeed

Lykketofts note, som den så ud i mit nyhedsfeed

Flere medier har i dag bragt påstanden om, at Mogens Lykketoft fik dele af sit bryllup med Mette Holm betalt af det grønlandske selvstyre. Den danske del af sagen ser ud til at være startet på DR, som fik Lykketoft i P1 Orientering, og historien er her til aften bl.a. på Politiken.dk.

Men inden da havde Lykketoft sat sig til tasterne og lagt en note på sin facebook-profil. Her skriver han bl.a.:

“Det er trist at få forurenet minderne om en meget smuk og vigtig begivenhed i vort liv med løgnehistorier. Vi betalte naturligvis under vores rejse til brylluppet i Grønland alt vi havde bedt om og budt til – billetter, overnatning og bryllupsmiddag med de tre indbudte grønlandske gæster. (…) Vi forstår nu, at ‘ vores’ del af bilagsdiskussionen handler om, at regningen for kaffemikken og frokosten på vandrehjemmet blev betalt af Grønlands hjemmestyre. Debatten hvorvidt det er i orden må finde sin afklaring i Grønland. “

At Mogens Lykketoft griber til den sociale platform for at udbrede budskabet er både klogt og en fin anerkendelse af, at de over 4.000 venner er potentielle ambassadører, der kan hjælpe Lykketoft med at mane historien i jorden. Der er allerede 16 overvejende positive kommentarer and counting. Om statsministeren vælger samme strategi bliver interessant at følge.

Aftenens tophistorie har nemlig Lars Løkke i fokus. Hørsholms borgmester, Uffe Thorndahlvil nemlig ikke lade bilagssagen dø og har nu politianmeldt Lars Løkke, til trods for at de færreste vurderer, at han har en sag. Indtil nu har Lars Løkke ikke ville kommenteret sagen – hverken til journalisterne eller frivilligt på Facebook eller Twitter.

Obama har brudt 1,2% af sine valgløfter

Politifacts.com har de lavet et Obameter, der måler Obamas kampagneløfter. Ud af de i alt 514 løfter, Barack Obama gav i valgkampen, er 28 blevet opfyldt, mens 63 er påbegyndt. Lægger man de to kategorier sammen, svarer det til 17,7% af det samlede antal valgløfter, som altså enten er indfriet eller påbegyndt. Men den mest interessante kategori er naturligvis de brudte løfter. Dem er der indtil videre seks af. Det svarer til en løftebruds-kvote på 1,2%.

politifact-the-obameter_-tracking-barack-obama_s-campaign-promises

Med en næsten to år lang valgkamp til at afgive løfter er det ikke så underligt, at der sker smuttere, når den ophedede kampagneretorik skal oversættes til reel implementering. Andre vil måske mene, at seks brudte løfter er seks for meget.

Et af de løfter, hvor Obama ikke har formået at holde ord i sine første 100 dage som præsident, vedrører hans brug af digitale medier. I valgkampen fremgik det på hans hjemmeside, at han ville gøre det muligt for borgerne at læse og kommentere på ikke-hastende lovforslag i fem dage. Politifact konstaterer, at det endnu ikke er sket. Set i relation til den økonomiske krise, svineinfluenza etc. er dette måske ikke den største sag i det ovale kontor i disse dage. Men omvendt er det faktisk et løfte Obama uden nogen omkostninger kunne have valgt at overholde.

obama_flad1
Måske Obameteret kunne overføres til dansk kontekst. Et Løkkometer, der måler, hvilke løfter, den nye statsminister afgiver, og så efter en rimelig tid opgør, hvad der er sket med løfterne.

Fotos: Screendump fra Politifact og eget foto fra Obama-rally, Virginia.

Reblog this post [with Zemanta]

Modeblogs som snack

Indrømmet: min primære overspringshandling denne bogskrivning igennem, har været at tjekke modeblogs ud.

Modeblogs er min snack. Mine letfordøjelige kalorier (der kun gør ondt på pengepungen), som giver mig en dejlig fornemmelse af at have browset de danske butikker, og fået udlevet min pigede mode-trang (og bilder mig samtidig ind, at det jo også er god research til bogen….). Jeg bruger løbende tid på hurtigt at tjekke en blogs linkslister ud, og se om der skal nye til samlingen, men forsøger også at begrænse min snack-trang.

Tips: Speed Dial!

Jeg er for optimistisk, når jeg fordrer min reader med feeds, så den sander hurtig til med lange og gode artikler. Men Speed Dial (en firefox add-on) passer perfekt til min billed-hunger. Takket være en fikse visning via Speed Dial, kan jeg hurtigt scanne flere og flere og flere.

Flere og flere faner kommer til, men jeg forsøger at være hårdhændet, når jeg tildeler plads i min opmærksomhed: opdateres der ikke ofte, eller er der ikke nok billeder, så må pladsen vige for en ny kandidat.

Jeg har lovet mig selv at holde mig under de 50 små snacks +/- ekskursioner ud i sfæren for nye kandidater til fadeburet. Mere end det, og snackspisningen/overspringshandling ændrer karakter fra uskyldig til ædeflip/tidsfordriv.


Give and take

Jeg leverer derfor gladelig trafik til flere hundrede (hovedsageligt danske) modeblogger, der kan nyde godt af mine korte kliks – hvis de altså kører reklamer betalt af klikraten. Omvendt nyder jeg godt af deres indre modeskribent/stylist/model.

Offline bonus: effektiv shopping

Jeg har intet tid for tiden. Og det, jeg har, går til bogen og så kæresten. Så shopping skal derfor være uhyre effektiv. Ikke tid til langsom shopping, eller fejlkøb der skal returneres. Og her er jeg stor tak skyldig. Tak, tak, tak til alle jer i min Speed Dial for at levere nok inspiration til den perfekte ninja-agtige shoppingtur uden for mange svinkeærinder.

Og lige lidt mere “seriøst”
Karakteristik af modesfæren? tja.. for mig at se, er der de almindelige hverdagsblogs, som Astrid Haug er i gang med beskrive til bogen, og så de mere stilprægede gengivelser af outfits, shoppingtips og mode-gossip. I min vej rundt i modesfæren oplever jeg gang på gang at hver blog unik med egen stil og rettesnor. Som bruger er jeg ude efter dem, jeg synes er seje, og som – mere specifikt – har inspiration på deres dagsorden. Dem, der serverer outfits og stiltips i deres post, passer klart mere til mit forbrug af modeblogs, end dem, der skriver mere om deres liv og tanker i øvrigt. Ikke at disse blogs ikke er glimrende, men den del passer ikke til mit formål – og falder mere over i hverdagsblogs, hvor mode bare også er en del af deres øvrige tanker, holdninger og mere personlige gengivelser af livet omkring dem. Der er nuancer i begge lejre (mere eller mindre proffessionalisme fx), med set ud fra mit brugerperspektiv, giver den løse opdelingen mest menig. Dig?

Lidt mere om emnet:
Post om de danske modeblogs – på vej mod svenske tilstande? inkl. indslaget fra TV-avisen med Aywho og mig.
Post om det nye StyleGallery.com

Bliv blogger for Danmark

Bliv en del af Danmarks officielle ansigt udadtil og blog for Udenrigsministeriet. Nogenlunde sådan lyder tilbuddet til danske bloggere. På Blogging Denmark skriver seks udvalgte bloggere om deres forhold til Danmark med åbne kommentarfelter. Vil man være med, kan man henvende sig for mere information. Sitet blev lanceret for en måned siden, cirka samtidig med at det officielle Danmark kom på Twitter.

En af bloggerne er Peter Andreas, der ellers blogger på Afskaf ProvinsenHan valgte at medvirke på UMs site, fordi han kunne fortsætte den ironiske stil og blogge om alt det, der er galt med Danmark.

blogging-denmark

Det er godt tænkt at lade ”almindelige” mennesker være Danmarks ansigt udadtil – det signalerer åbenhed og giver Danmark et menneskeligt ansigt. Det er der brug for, hvis der skal rettes op på Danmarks blakkede image internationalt og skabes interesse op til klimatopmødet i december.

Taget i betragtning at sitet indtil nu har levet et stille liv, er der en del kommentarer og en række sjove indlæg fra bloggerne. Skal sitet fungere optimalt, skal der først og fremmest skabes synlighed omkring det. For at være et interessant blogforum for udlændinge såvel som danskere, skal der dog være en højere frekvens i indlæg, tiltrækkes flere bloggere og dermed flere besøgende.

Det er uklart, hvilke kriterier der gælder for at få lov til at blogge. Har man overvejet, hvad man gør, hvis dette bliver kæmpe succes – er der plads til 100 eller flere bloggere? Hvem vælges i så fald fra, og med hvilken begrundelse? Initiativet skulle nødig drukne i sin egen succes.

Foto: Screendump fra Blogging Denmark

Mac vs. PC – cool vs. the cool uncool?

Microsoft svarer efter mange års venten nu tilbage på Apples PC vs. Mac-reklamer. Begge er et studie i forsøg på coolness og tilbage-erobring af det. Apple har klart taget den første serv, men spørgsmålet er, om Microsofts nye serie vil slå an blandt alle dem, der ikke har set sig selv som en Mac?

De originale Mac vs. PC reklamer:

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Microsofts nye der har erkendt Apples succes med de tidligere reklamer, og kaldt deres modsvar: “I’m a PC: pride”.

YouTube-forhåndsvisningsbillede
Reblog this post [with Zemanta]

Trods ord om det modsatte tror Politiken desværre stadig, at de er i avisbranchen

Det kan godt være, at direktøren for JP/Politikens hus i dagens Politiken proklamerer, at de ikke er i “avisbranchen”. Men det mener redaktørerne af Politiken åbenbart stadigvæk. Slående nok er direktøren Lars Munchs citat overskriften på en artikel, der udelukkende er bragt i avisudgaven. Hvor er logikken? Og ikke mindst fremtidsudsigterne?

I dagens Politiken er der et interessant interview med direktøren for JP/Politikens hus, Lars Munch med overskriften: “Vi er ikke i avisbranchen. Punktum”. Konfronteret med de ventede spørgsmål om avisernes krise, svarer han forbilledligt, ved at pointere at ”kreativitet er det eneste vi har at sælge”.

For ham at se, er det to største problemer for  JP/Politikens Hus, at man 1) ikke er international og 2) ikke er stor nok. Man har i dansk skala været store nok til at kunne få en samlet førertrøje på nettet – med EkstraBladet.dk som den frække lillebror, der trækker læsset og leverer størst trafik af de tre portaler. Men man er en lilleput i sammenligningen med de sande konkurrenter, som i Lars Muchs øjne bl.a. er Google, Bonnier og MTG. Et lyspunkt er dog, at netindtægterne stiger og indtægterne derfra nu begynder at komme.

Disse betragtninger er ganske glimrende, men hvad nytter det, når avisen stadig opfører sig som om konkurrenterne udelukkende er danske, og behandler papiravisen som det ekslusivt publiceringssted?

Dagens interview med Lars Munch i Politiken, s.10 i Kultursektionen.

Dagens interview med Lars Munch i Politiken, s.10 i Kultursektionen.

Walk the walk??
For interessant nok er interviewet ikke at finde online. Imodsætning til artiklens overskrift: “Vi er ikke i papirbranchen. Punktum”, er artiklen kun at finde i papirudgaven. Strategien om at gemme godbidderne til papiravisen lever altså fortsat, med ideen om at man ikke er til de lange snakke på nettet, som begrundende faktor. Men hvad Politiken i denne selektion går glip af, er den trafik og dermed potentielle brugere + viden om disse potentielle brugeres adfærd, som de kunne have fået, hvis artiklen var en del af nettets mange samtaler.

Et eksempel.
Jeg befinder mig lige nu i et tog, hvor jeg gladelig har doneret min avis efter endt læsning til mine medpassagerer. For Politiken er det dermed et tab i indtægt, idet min medpassager nu ikke selv køber den. Omvendt kan det være, at vedkommende bliver så glad for sin læsning, at vedkommende nu vil købe avisen i morgen.

Havde man lagt artiklen online, kunne jeg også have linket til den fra dette blogpost, og dermed genereret mine læsere videre til Politiken, hvis de fandt artiklen spændende nok. Den bevægelse kan Politiken se, og bruge i deres arbejde med trafikken – hvilke dele læser folk mest, hvad linkes der til, hvilke indkomne links er stærke fx. Og reagere på tallene, måske endda overveje annonceringsmuligheder der hvor der linkes fra, for at hente flere folk over?

Men da Politiken ikke har ville dele digitalt, så sker den fysiske avis vandring gennem toget helt uden Politikens vidende, og uden nogen som helst direkte feedback i form af ”mest læste”, ”mest snakkede om med medpassageren” eller ”mest anbefalede på facebook” – for bare at tage nogle få parametre, som ville være utroligt gavnligt for Politiken at få input på. Dertil kommer den merindtægt, delingen på nettet kunne have afstedkommet i form af øget trafik til sitet.

Gi’ mig det jeg vil have, og tjen på det
For mig at se, handler forretningsmodellen i den digitale verden ikke om at gemme noget til en betalt fysisk platform, som det ser ud til, at de fleste gør lige nu med deres ”baggrund skal i avisen”-tankegang. I stedet bør man fokusere på at give folk de informationer, som de gerne vil have på den platform, som de gerne vil have .

Jeg betaler pt. glædeligt for min trykte Politiken og den trykte Berlingske. Det gør jeg af nostalgiske årsager, og fordi jeg er glad for at være offline en gang i mellem. Jeg er storforbruger af begge avisers onlineplatforme, som jeg besøger flere gange i døgnet på linje med en masse andre nyhedssites. Det jeg forventer i den fysiske udgave, er måske mere omtanke, eftertanke og behandlede nyheder. Men jeg betaler gladelig også selvom de selv samme artikler findes online. For mig handler det ikke om hvilket produkt, der er på hvilke platforme, men om mit forbrug, og den måde jeg gerne vil konsumere nyheder på. Måske så jeg en artikel på nettet, men nåede ikke at læse den, og får i stedet muligheden i den trykte udgave. Omvendt kan en artikel , som jeg ikke nåede i den trykte udgave, pludselig lande i min google Reader eller på Delicius, fordi en af mine venner har omtalt den eller bookmarket den til mig.

Den synergi går aviserne glip af lige nu på deres VIP-indhold. Og det er ærgerligt. Jeg vil derfor mene, at Lars Munch bør føje en ekstra udfordring til sine to førstnævnte: 3) at alle i JP/Politikens Hus ikke har erkendt, at de ikke er i avisbranchen. Punktum.

NB: Grundet udfald i min netforbindelse, er der forskel mellem dette indlæg, og det som er blevet feedet ind på K-forum.

Politiken går på FacebookConnect

Spændende nye takter fra Politiken.dk. Vi skal snakke med Politikens Interaktionsredaktør, Anders Emil Møller, efter påske.

Screenshot fra en underside på Politiken.dk d.2. april 2009

Data må ikke være af det onde

Til aftenens middag med talerne og arrangørerne forud for morgendagens Community Conference, kom Lois Kelly med en fin observation vedr vores efterspørgsel efter data.
Snakken gik om de manglende gode researchprogrammer i Europa, der ligsom PEW gør det i USA, producerer solid forskning om den amerikanske befolknings tilgang og brug af det digitale. Der var stor enighed om, at fokus burde være på generel adfærd og brug og ikke bare hvilke tjenester, hvor mange er på. Desværre har data det med at gøre folk talblinde – man leder efter antal, ikke brug. Fx som når journalisterne slår ned på hvor mange venner, politikerne har på Facebook, i stedet for om de rent faktisk interagerer med dem. Ellers om Lois Kelly beskrev det ud fra aktuelle amerikanske tilstande: hvor man følgere man har på Twitter, i stedet for om der er reel interaktion.

Grundlæggende er det forskellen mellem om man broadcaster eller bruger de digitale til det, som det gør bedst: gå i dialog, interagere og møde folk på tværs af tid og rum.
Problemet med data er, at de lettilgængelige af slagsen er dem, der vedrører kvantitiet og ikke kvalitet. Det kræver lige lidt ekstra at måle reel brug og outcome af dialog i fx styrkede relationer og loyale kunder. Efterspørgslen efter data, kan derfor vise sig at være et tveægget sværd: hvis det ikke er kvantificerbart, kan virksomheder og organisationer gemme sig bag tallene og sige, at der ingen effekt er af sociale medier. Omvendt, kan brugen af kvalitative og kvantitative metoder vise flere nuancer, og dermed også de tiltag, der let kan gavne de fleste. Som alt andet i livet handler det om, hvordan du spørger – hvilke data er du ude efter – eller hvilket svar, vil du gerne have. For ja, det er en stor mundfuld at gå over til digital kommunikation. Og ja, det betyder ændrede processor. Så ja, det er naturligt at det kan skræmme folk at gå fra den beskyttede broadcast-verden, hvor medierne agerer mellemmænd mellem dig og dine brugere, til en åben digital virkelighed, hvor du er langt mere blottet overfor dine brugere.
Derfor må alle os digitale rådgivere også acceptere, at man ligeså godt kan have til formål ikke at forandre sig, og derfor gerne vil se tal, der bekræfter den indstilling, som det modsatte. For efterspørgslen efter reelle succeser, best practise og gerne af den slags, der kan måles i kroner og øre er fuld forståelig. Så frygten for at gå på meget ind på præmisen om data før digital indsats, må aldrig blive til en frygt for det at have data.
Det kan kun understreges nok, at det er uhyre vigtigt, at gå ind i en hver digital proces med et klart defineret formål: hvad vil jeg med det her? Og så opstille de delmål, der skal realisere dit formål. Og ja, det skal også involvere konkrete kvantificerbare mål, så du i den daglige drift kan se, om du bevæger dig i den rigtige retning.

Billedet på forsiden er bragt med tilladelse fra fotografen Kevin Dooley, og kan ses i hans fotostrøm på Flickr.

Reblog this post [with Zemanta]
Page 8 of 9« First...«56789»