Det kan godt være, at direktøren for JP/Politikens hus i dagens Politiken proklamerer, at de ikke er i “avisbranchen”. Men det mener redaktørerne af Politiken åbenbart stadigvæk. Slående nok er direktøren Lars Munchs citat overskriften på en artikel, der udelukkende er bragt i avisudgaven. Hvor er logikken? Og ikke mindst fremtidsudsigterne?

I dagens Politiken er der et interessant interview med direktøren for JP/Politikens hus, Lars Munch med overskriften: “Vi er ikke i avisbranchen. Punktum”. Konfronteret med de ventede spørgsmål om avisernes krise, svarer han forbilledligt, ved at pointere at ”kreativitet er det eneste vi har at sælge”.

For ham at se, er det to største problemer for  JP/Politikens Hus, at man 1) ikke er international og 2) ikke er stor nok. Man har i dansk skala været store nok til at kunne få en samlet førertrøje på nettet – med EkstraBladet.dk som den frække lillebror, der trækker læsset og leverer størst trafik af de tre portaler. Men man er en lilleput i sammenligningen med de sande konkurrenter, som i Lars Muchs øjne bl.a. er Google, Bonnier og MTG. Et lyspunkt er dog, at netindtægterne stiger og indtægterne derfra nu begynder at komme.

Disse betragtninger er ganske glimrende, men hvad nytter det, når avisen stadig opfører sig som om konkurrenterne udelukkende er danske, og behandler papiravisen som det ekslusivt publiceringssted?

Dagens interview med Lars Munch i Politiken, s.10 i Kultursektionen.

Walk the walk??
For interessant nok er interviewet ikke at finde online. Imodsætning til artiklens overskrift: “Vi er ikke i papirbranchen. Punktum”, er artiklen kun at finde i papirudgaven. Strategien om at gemme godbidderne til papiravisen lever altså fortsat, med ideen om at man ikke er til de lange snakke på nettet, som begrundende faktor. Men hvad Politiken i denne selektion går glip af, er den trafik og dermed potentielle brugere + viden om disse potentielle brugeres adfærd, som de kunne have fået, hvis artiklen var en del af nettets mange samtaler.

Et eksempel.
Jeg befinder mig lige nu i et tog, hvor jeg gladelig har doneret min avis efter endt læsning til mine medpassagerer. For Politiken er det dermed et tab i indtægt, idet min medpassager nu ikke selv køber den. Omvendt kan det være, at vedkommende bliver så glad for sin læsning, at vedkommende nu vil købe avisen i morgen.

Havde man lagt artiklen online, kunne jeg også have linket til den fra dette blogpost, og dermed genereret mine læsere videre til Politiken, hvis de fandt artiklen spændende nok. Den bevægelse kan Politiken se, og bruge i deres arbejde med trafikken – hvilke dele læser folk mest, hvad linkes der til, hvilke indkomne links er stærke fx. Og reagere på tallene, måske endda overveje annonceringsmuligheder der hvor der linkes fra, for at hente flere folk over?

Men da Politiken ikke har ville dele digitalt, så sker den fysiske avis vandring gennem toget helt uden Politikens vidende, og uden nogen som helst direkte feedback i form af ”mest læste”, ”mest snakkede om med medpassageren” eller ”mest anbefalede på facebook” – for bare at tage nogle få parametre, som ville være utroligt gavnligt for Politiken at få input på. Dertil kommer den merindtægt, delingen på nettet kunne have afstedkommet i form af øget trafik til sitet.

Gi’ mig det jeg vil have, og tjen på det
For mig at se, handler forretningsmodellen i den digitale verden ikke om at gemme noget til en betalt fysisk platform, som det ser ud til, at de fleste gør lige nu med deres ”baggrund skal i avisen”-tankegang. I stedet bør man fokusere på at give folk de informationer, som de gerne vil have på den platform, som de gerne vil have .

Jeg betaler pt. glædeligt for min trykte Politiken og den trykte Berlingske. Det gør jeg af nostalgiske årsager, og fordi jeg er glad for at være offline en gang i mellem. Jeg er storforbruger af begge avisers onlineplatforme, som jeg besøger flere gange i døgnet på linje med en masse andre nyhedssites. Det jeg forventer i den fysiske udgave, er måske mere omtanke, eftertanke og behandlede nyheder. Men jeg betaler gladelig også selvom de selv samme artikler findes online. For mig handler det ikke om hvilket produkt, der er på hvilke platforme, men om mit forbrug, og den måde jeg gerne vil konsumere nyheder på. Måske så jeg en artikel på nettet, men nåede ikke at læse den, og får i stedet muligheden i den trykte udgave. Omvendt kan en artikel , som jeg ikke nåede i den trykte udgave, pludselig lande i min google Reader eller på Delicius, fordi en af mine venner har omtalt den eller bookmarket den til mig.

Den synergi går aviserne glip af lige nu på deres VIP-indhold. Og det er ærgerligt. Jeg vil derfor mene, at Lars Munch bør føje en ekstra udfordring til sine to førstnævnte: 3) at alle i JP/Politikens Hus ikke har erkendt, at de ikke er i avisbranchen. Punktum.

NB: Grundet udfald i min netforbindelse, er der forskel mellem dette indlæg, og det som er blevet feedet ind på K-forum.