Archive - Cases, cases, cases RSS Feed

Støt fodboldtossen på Facebook

En ny gruppe har set dagens lys på Facebook: ”Indsamling til fodboldtossen”. Han er blevet pålagt at betale DBU 900.000 kr. – penge, som tossen ikke har – fordi han for over to år siden løb på banen midt under en fodboldkamp mellem Danmark-Sverige.

Her til aften er der 4.686 medlemmer i gruppen – målet er at skaffe 20.000 medlemmer, der alle donerer 45 kr. Gruppen henvender sig til folk, der synes, DBU er for langt ude, og som ved et enkelt klik på Facebook kan være med til at redde fodboldtossen fra en livslang gæld. Gruppen appellerer også til svenskere om at bidrage.

Jeg går ikke op i fodbold, men synes det er et interessant, hvordan folk uden videre kan organisere sig via Facebook for at komme manden til undsætning. Ville det samme være sket pre-Facebook, og ville det være lige så nemt at starte indsamlingen? Næppe…

Nej, Hr. Statsminister, man kan ikke fjerne et billede fra nettet – og slet ikke, hvis det er af dig og Sidney Lee

Pressechef i Statsministeriet, Søs Marie Serup, har i dag fået mediernes opmærksomhed, ved at kræve et foto af Lars Løkke og Sidney Lee fjernet fra fotografens egen Facebook-side. Glimrende bevis på, at når først noget er online og viralt, er det ikke til at trække tilbage igen.

”The photo incident” fungerer dermed fint som nr. 2 indlæg i serien om, hvordan politikere IKKE skal håndtere nye medier. Denne gang vedr. indhold, de ikke selv er herre over.

Billedet er nemlig så godt og skægt, at det allerede har spredt sig. Lars Trier Mogensen har på sin blog allerede inkluderet det i en analyse af politikeres forsøg på cobranding med popidoler. Her tages billedet seriøst, som om det var meningen, at statsministeren skulle ses sammen med Sidney Lee og på den måde 80’erfiseres og i samme ombæring folkeliggøres yderligere.

Men en dag senere har panikken åbenbart fået tag i Statsministeret. For, som Politiken skriver det, er foto’et nu blevet ”for meget for Løkke” for ”Løkke må ikke optræde med Sidney Lee”. I stedet for at være folkelig statsminister, der medvirker i gakkede talkshows og kan fungere på slap line, så er han nu den lettere snobbede minister, der står over små folk som Sidney Lee.
Uanset hvad man må mene om signal nr. 1, kan ingen vel mene, at det ufolkelige signal nr.2 på nogen måde kan være ønskværdig.

Hvorfor var det dårligt håndteret?
En lille liste:

  1. At bede om at få det fjernet fra Facebook, er som at tigge journalister og alle andre om at forsøge at få fingre i billedet.
  2. I stedet for joken, der ligger i billedet – med eller uden overlæg – har man nu den totale opmærksomhed og lette latterliggørelse.
  3. Man har serveret en kuriøs nyhed for medierne, som langt overgår den ikke-eksisterende nyhedsværdi at billedet blev taget i første omgang. Og kuriøse nyheder om det politiske ÆÆÆÆLSKER journalisterne, særligt hvis det samtidig er lidt konfliktfyldt (må de overhovedet bede om at få det fjernet?), indeholder statsministeren vs. Den lille mand (Løkke vs. Sidney Lee) og giver ”seriøse” journalister en undskyldning for at skrive om elske/hadeobjektet over dem alle lige nu: Sidney Lee (Tænk hvis det havde været Erik og Anni!!!)
  4. Og skulle man endelig forsøge at få det fjernet, så få DR til at gøre det. Retmæssigt har Pressechefen en pointe om, at man ikke har givet tilsagn til at et sådan billede kunne blive taget eller brugt af DR. Det er derfor unødigt, at Statsministeriet bliver blandet ind i en sag, som kunne ha’ været løst af DR uden videre.

Nogle gange kommer man langt med at 1) lade ting fare eller 2) undlade at sætte sig i situationer, som man senere ikke kan håndtere.

Utilsigtet sammenstilning...

Utilsigtet sammenstilning...

Reblog this post [with Zemanta]

Dagens fangst på Twitter

I går var jeg til reception på Natasha og Jacob Friis Saxbergs nye bog om Twitter på Libris. Jeg har kun lige nået at skimme den, men glæder mig til at læse mere, så jeg kan blive bedre til at bruge Twitter. At Twitter kan bruges til noget, er efterhånden svært at komme udenom. Jeg faldt i dag over et par eksempler på den tendens, som Friis Saxberg argumenterer for i deres bog (lidt har jeg læst i den…), og som Anna og jeg også skriver om i vores bog – nemlig at sociale medier har et socialt såvel som et kommercielt potentiale. Se bare her:

TweetDeck-18

I første tweet udlover Ellen DeGeneres en gratis iPod Nano for at få flere følgere og dermed skabe mere interesse for sit tv-program. Det er en gammel klassisk strategi – giv folk noget gratis for at tilmelde sig. Det er dog en lidt kortsigtet strategi, da man kan framelde sig så snart konkurrencen er ovre, med mindre Ellen hver måned udlover præmier til sine followere på Twitter.

Mund-til-mund

Det andet eksempel går på, at @marks spørger, hvor han skal købe en printer. En af hans følgere råber: Dell. Sandsynligheden for, at han vælger en Dell, er dermed større, end de mange mærker, han ikke får anbefalet af sine venner eller følgere. Vi stoler mere på folk, der er ligesom os end på eksperter, så derfor er den slags mund-til-mund markedsføring på sociale netværk guld værd. Se bare hvordan forskellige tøjproducenter omfavner modebloggerne, for at få dem til at snakke om netop deres produkter.

TweetDeck-19

Brug kritik som input

I det tredje eksempel er @jlundstocholm, der er utilfreds med den måde, Berlingske har relanceret deres mobile nyhedstjeneste på. Ved at invitere til dialog på Twitter (eller andre steder), får man mulighed for at få øjeblikkelig respons.

TweetDeck-23

Bare fordi man lytter, betyder det dog ikke, at alle kommentarer er rigtige, eller at man skal fravige sin strategi, fordi nogle brugere er uenige i den. Men du har muligheden for at blive klogere af at lytte til, hvad andre siger om dit produkt.

Bemærk, at alle tre cases er fundet tilfældigt på Twitter indenfor et døgn, og det er jo kun blandt dem, jeg følger. Hvad mon de mange millioner andre brugere skriver om på Twitter?

Reblog this post [with Zemanta]

Folket før politikerne – Lars Løkke Rasmussen afslører highlights fra sin åbningstale online

Politiken.dk - det levende netHvor befriende! Normalt er statsministerens tale noget man halser ned til presserummet efter at få nogle timer før afholdelsen. Her står man så i flok og venter på, at den bliver uddelt i afmålte eksemplarer. Det er mystik, tempolæsning og masser af røde streger under det, der skal indflettes som kritikpunkter i den allerede skitserede pressemeddelelse.

Men i dag kunne man få hovedpunkterne på nettet. I bannerannoncer rundt om på de store dagblades netsider, gav statsminister Lars Løkke Rasmussen sine hovedpunkter i talen – direkte til borgerne. Politikerne og Dronningen (!) må vente til det fastlagte analoge tidspunkt, mens alle os andre kan få hightlights på nettet.

Men hvornår kommer involveringen?
Måske vi næste år får en debat om den inden? De bedste borgerideer nævnes? Eller hele talen udsendt til Facebook-vennerne før pressen – spred ordet, kom med kommentarerne og bliv involveret i sagen.

Venstre må jo også ønske, at få banket antallet på mailinglisten op, så de har kontaktinformationerne på alle potentielle vælgere inden valgkampen for alvor går i gang.

"Meet Your Fashion Blogger" – Friis & Company soler sig i modebloggernes gode brand

I aften afholdes det første i rækken af en serie af blogger-arrangementer i Friis & Company’s butikker landet over. Men denne gang er det ikke modebloggerne alene, der inviteres indenfor til et sneak peak. Efter lukketid er det derimod modebloggerne, der er værterne, og deres læsere, der er gæsterne. Friis & Company leverer udelukkende rammerne, produkterne og snacks – og nåh ja, lidt PR.

blogevent_programMød din blogger
Fra mandag til torsdag åbner lokale modeblogggere dørene for deres læsere til ”Meet your blogger”-shopping efter lukketid i udvalgte butikker i Århus, Odense, på Østerbro og Købmagergade i Købehavn.

Friis & Company har dermed taget skridtet videre fra at sætte bloggerne i centrum og opnå god PR via deres blogs, til at sætte rammerne for det virke, som bloggerne har. Kommunikationsmæssigt er de gået fra at være producenter af indhold, til at være facilitator for andres snak om og interaktion med deres produkter. Dermed er de et skoleeksempel på hvordan man kan bruge nye medier og de nye medieprofessionelle i sin kommunikation.

…for real…
For en aften er bloggernes medium udskiftet med den fysiske scene. Det betyder også, at afstanden mellem blogger og læser brydes ned, og samtalen gøres mere eller mindre synkron. Nu kan læseren starte en samtale med bloggeren, uden at skulle vente på besvarelsen af en kommentar – de færreste går jo forbi folk i den virkelig verden uden at reagere på et ”hej”.

Hvordan den samtale kommer til at spænde af, bliver interessant at se. Øges venindefølelsen og brandværdien af bloggeren? Eller mindskes den, når bloggeren er trådt ned fra sin blog-pedistal?

…til en omgang co-branding af bedste skuffe…
Journalisten fra Fyens Stiftstidende, der dækker begivenheden, spurgte mig i forbindelse med hendes artikel, om bloggerne kunne tage skade af eventen. Om deres troværdighed ville blive skadet. For ligesom bloggerne er deres blog – de er en uløselig del af det indhold de producerer – så bliver de også en del af Friis & Company for en aften. Det er med andre ord ny-medie-co-branding som Friis & Company har gang i.  Men er det i bloggerne interesse?

…til alles bedste.
Så længe bloggerne selv kan sætte grænsen, er det til fordel for begge parter. Bloggerne får mere omtale, og dermed flere læsere og muligvis også flere tilbud fra PR-firmaer og samarbejdspartnere med endnu mere omtale og læsere til følge. Friis & Company får til gengæld noget eftertragtet coolness, som firmaet har trængt til.

Vitalt for, at bloggernes troværdighed ikke bliver skadet, er, at de fortsat går i og omtaler andre mærker. At de fortsat behandler Friis & Companys produkter, som de behandler andres ( fx ved at skille sig af med produkter, de ikke længere bruger) og vigtigst af alt: at de ikke gentager eventen i nær fremtid. Ellers bliver Friis & Company låst til brandet som bloggeren er, hvilket både vil få personligheden + ægtheden til at forsvinde. I så fald ville bloggeren nemlig miste to ud af de tre ting, der gør bloggeren interessant.

OL i PR

BRAGT PÅ KOMMUNIKATIONSFORUM D. 30. SEP. 2009

I disse dage flokkes politikere, kongelige, kendisser og sportsstjerner i København for at gøre sig lækre overfor den internationale olympiske komité (IOC). Statsoverhoveder fra nogle af verdens største økonomier kæmper med alle kneb for at påvirke de 105 magtfulde medlemmer (heraf 16 kvinder) af komitéen. De afgør fredag, om vinderen af OL 2016 skal være Madrid, Tokyo, Rio de Janeiro eller Chicago. Hvad er så opskriften på den træfsikker kampagne for en OL-by? Og hvor langt vil statsledere gå for at få OL til deres hjemby?


Obamas fire minutters berømmelse
Hver by får præcis 45 minutter til at præsentere deres by for IOC i Bella Centret i København. Forud for præsentationen ligger to års intensiv kampagne og flere tusinde mandetimers arbejde for at brande byerne som det bedste bud i forhold til OL 2016.

Brasilien tropper op med præsident Lula da Silva, Spanien med kong Juan Carlos og Tokyo med Japans spritnye premierminister, Yukio Hatoyama. USA har spillet Michelle Obama, Oprah Winfrey og præsident Obama på banen. Det bliver første gang, at en amerikansk præsident deltager i præsentationen foran IOC. I Bella Centret er det hverken Obama eller Lula, som udgør magtens epicenter, men derimod IOC’s præsident, den belgiske Jacques Rogge.

Holder Chicago sig til de uskrevne regler for den slags præsentationer, vil præsident Obama tale i sølle fire minutter. Der skal nemlig også være tid til, at de andre deltagere fra Chicagos delegation får taletid. Spørgsmålet er, om Obama vil please IOC i en sådan grad, at han siger nogle ord på fransk, vel vidende at det kan give bagslag i de amerikanske medier.

Parlez vous francais?
At netop det franske kan gøre en forskel, oplevede Ruslands daværende præsident Putin, da han i 2007 i Guatemala gav den præsentation, der hev Vinter-OL 2014 til den uimponerende russiske by Sochi, som ligger ved Sortehavet. Da Sochi skulle præsenteres for de 105 IOC-medlemmer, var det med Putin i spidsen, som på perfekt engelsk, og senere fransk, solgte den russiske drøm om at afholde OL. Putin havde brugt seks uger på at lære engelsk og fransk, så han var i stand til at overbevise IOC-medlemmerne om, at han havde lagt al sin politiske kapital ind på projektet. Putin har sågar garanteret naturlig sne til legene.
YouTube-forhåndsvisningsbillede

astrid_tibbs_LILLEMod alle odds
Hvordan Sochi vandt vinter-OL mod alle odds, fortalte englænderen Jon Tibbs, da han i sidste uge gæstede Frederikshavn. Her deltog han sammen med Obamas kampagneleder, David Plouffe, på et seminar om, hvordan man skaber en vinderstrategi, arrangeret af Sport Event Denmark og Frederikshavn Event.
Jon Tibbs stod bag kampagnerne, der bragte OL til Athen i 2004, Beijing i 2008 og senest Sochi i 2014. Han står også bag kampagnen for Tokyo 2016. Efter fredag går turen for Tibbs videre til München, som byder på OL i 2018.

Tony Blair opererede i gråzonen
Forbilledet for Vladimir Putin var den britiske premierminister Tony Blair, som i 2005 satte nye standarder for, hvordan statsledere kan lobbye over for IOC i de afgørende sidste timer.Han ankom til Singapore i 2005, to dage før afstemningen. Her inviterede han én for én IOC-medlemmerne op på sit hotelværelse, hvor han frem for direkte at bede dem om at stemme på ham, talte til dem om en sag, som optog netop dette medlem, fx raceheste, og sikrede sig på den måde loyale støtter.

Med sin strategi udfordrede Tony Blair reglerne for, hvor og hvornår man må lobbye IOC-medlemmerne. Reglen er, at man ikke må påvirke medlemmerne privat, men kun i offentlige rum og inden for hotellets område. Omvendt kunne IOC godt forstå, at Blair ikke kunne have sine møder i hotellets lobby, og derfor fik de lov til at foregå på hans hotelværelse.

Chirac ankom sent til Singapore i 2005 og benyttede ikke lejligheden til at lobbye over for IOC. Nogle måneder forinden havde han til et møde i Rusland troet, at mikrofonen var slukket, da han underholdte Vladimir Putin og Gerhard Schröder ved at sige om England: “After Finland, it’s the country with the worst food.” Det var kombinationen af disse faktorer, som betød, at den ellers så sikre sejr til Paris røg i vasken, og OL 2012 gik som bekendt til London.

Obama lobbyer til G20
Obama-parret brugte for nylig både FN-topmøde og G20-møde til at lobbye for Chicago. Ifølge IOC’s egne regler er det ligeledes en gråzone, men ingen fra IOC lægger sig ud med statsledere for at dæmpe deres lobby-iver.

Afstemningen fredag bliver en af de mest tætte og intense afstemninger i historien. Obamas tilstedeværelse kan derfor være afgørende for, at IOC’s stemmer tipper fra favoritten Rio til Obamas hjemby, Chicago.

Den tredjebedste ven
Vinderen af afstemningen er den by, der får mindst 51 % af IOC-medlemmernes stemmer. Afstemningen foregår i tre runder, og hvert medlem har en stemme pr. runde. Den, der får færrest stemmer i første runde, ryger ud. De 105 medlemmer stemmer så på de tre tilbageværende byer, og den med færrest stemmer i anden runde ryger også ud. I tredje runde er der to byer tilbage. Vinderen af denne runde bliver vært for OL. Strategien for byerne er derfor, at det gælder om at være alles bedste ven, næstbedste ven eller tredjebedste ven.

Nogle IOC-medlemmer beslutter sig for, hvem de vil stemme på, så snart byerne er blevet udpeget. Andre træffer først en beslutning i sidste øjeblik. IOC-medlemmerne stemmer ud fra pragmatiske, politiske eller personlige grunde. Derfor er der rig mulighed for at påvirke deres valg af første, anden og tredje favoritby. Spørger man Jon Tibbs, hvornår kampagnen er allermest vigtig i forhold til afstemningen, svarer han kryptisk: “Fem måneder før, fem uger før, fem dage før, fem timer før, fem minutter før, fem sekunder før.” Hans vurdering er, at der efter første afstemningsrunde er 25 løse stemmer, og efter anden runde 50 løse stemmer, som kan tiltrækkes eller skræmmes væk i sidste øjeblik.

Branding af en by
Første opgave for en bydende by er at finde frem til den overordnede historie, man ønsker at fortælle de næste to år – og som skal kunne bære helt frem til den sidste og afgørende præsentation foran IOC. I Frederikshavn fortalte Jon Tibbs, at man samtidig skal præsentere en vision for den olympiske bevægelse og vise, at man er i stand til at bære den olympiske arv videre. Og at den fortælling, man skaber, bygger ovenpå den eksisterende OL-myte samt bringer den olympiske bevægelse videre.

For Putin i 2007 var sloganet “Gateway to the Future”. Det blev sagt tre gange i Putins tale. Udtrykket kan forstås på mange måder: Som adgang til 140 mio. russiske tv-seere og dermed sponsorer; som udtryk for at Rusland åbner sig op for omverdenen, eller forstås fysisk som adgang til den russiske riviera. Putin forestår i øvrigt selv byggetilsynet i Sochi 2014, idet han har sin sommerresidens i Sochi og ynder at stå på ski i området.

En kampagne for en værtsby foregår i fem trin:

1. Skab opmærksomhed om byens kandidatur.

2. Opstil et relevant og troværdigt bud over for politikere og IOC-medlemmer.

3. Gør det klart, hvordan byen skiller sig ud fra andre byer.

4. IOC-medlemmerne skal kunne se, hvordan en stemme på byen vil være en fordel for netop dem.

5. Bonding – skab gode relationer til så mange IOC-medlemmer som muligt over tid.

Lugt en leder
På baggrund af sin erfaring med OL-kampagner siden Athen 2004 konkluderede Jon Tibbs, at det afgørende for at vinde er et godt team med en effektiv leder, der kan lede og charmere: “Du kan lugte en leder, det øjeblik han træder ind i lokalet”. Der er altså brug for en insisterende og selvsikker sælger. Den gode nyhed er, at en sådan selvsikkerhed ifølge Tibbs er noget, der kan trænes op.

En vigtig del af hans arbejde som konsulent for OL-byerne går på at skabe et klart budskab, som alle involverede holder sig til, når de udtaler sig. Dernæst bruger han meget tid på at forberede præsentationerne samt på at medietræne de involverede. Foruden lobbyarbejdet er deltagernes performance en af de afgørende faktorer, der spiller ind, når IOC-medlemmerne træffer deres valg.

B2C og B2B
Som mulig værtsby fører man to sideløbende kampagner, forklarede Jon Tibbs. Den første er B2C – dvs. en national kampagne, hvor man forsøger at vinde opbakning fra landets indbyggere. Det er vigtigt at kunne vise IOC, at ikke bare politikerne, men også folket, står bag ønsket om at blive værtsby. Den anden kampagne er B2B – dvs. en kampagne målrettet de 105 IOC-medlemmer plus omkring 1000 meningsdannere omkring IOC-medlemmerne. B2B-kampagnen opererer altså med en temmelig snæver målgruppe.

Over halvdelen af IOC-medlemmerne er ifølge Tibbs over 60 år, så kampagnen er lagt an på traditionelle medier frem for YouTube og Twitter. Men det vil ændre sig, i takt med at der kommer flere yngre IOC-medlemmer, herunder den 37-årige kronprins Frederik, hvis medlemskab af IOC synes at være en formalitet.

Hvornår går det galt?
En af de mest oplagte faldgruber i forhold til en OL-kampagne er et svagt og ukendt lobbyteam, fortalte Jon Tibbs. Der er brug for folk, der kender IOC-medlemmerne, da der kun er få møder med dem og derfor ikke tid til at bygge relationer op fra bunden. Dernæst er der brug for et cash flow til at betale for kampagnen. En anden sikker taberstrategi er, hvis der opstår politiske slagsmål mellem værtsbyens politikere, fx at borgmesteren vil trække i én retning, mens præsidenten vil i en anden. Slutteligt advarede Tibbs mod overmod, altså at man tror, den er hjemme, før afstemningen har fundet sted. Det skete for Paris 2010, som var overbevist om sejren, da det var tredje gang, Paris var med i OL-opløbet. Men Tony Blair tog fusen på Chirac og den franske delegation.

20 stemmer til Rio
IOC har et meget stramt etisk kodeks, og negative angreb på byerne eller andre IOC-medlemmer er bandlyst, med henvisning til sportens gode ånd. Ikke desto mindre finder de negative angreb sted. Fx kan man på nettet finde hadesider mod Chicago, som er blevet sporet til folk i Rio. Det er dog ikke påvist, at de har relation til Rios bud som OL-værtsby.

Den olympiske komité anno 2009 er i fortrinlig form, selv om den udemokratiske og sagnomspundne organisation trods reformforsøg stadig har mange levn fra en svunden fortid. Dynamikkerne omkring IOC er bygget op af en række uskrevne regler, som først bliver tydelige for omverden, idet de brydes. Det blev tydeligt tidligere på måneden, da den 93-årige brasilianer Joao Havelange udtalte til en lokal journalist, at han havde sikret 20 stemmer til Rio – og han satte endda navne på nogle af dem. Den tidligere FIFA-præsident, som er det længst siddende IOC-medlem, bragte derved de pågældende IOC-medlemmer i en pinlig situation, idet de samtidig kan have forsikret andre byer om, at de får deres stemme i den afgørende runde. Det kan lade sig gøre, fordi afstemningen er hemmelig.

Alle har brug for held
Der er mange ligheder mellem politiske kampagner og en kampagne for en OL-by. I begge verdener gælder det om at fortælle den mest overbevisende historie, udvise dedikeret lederskab, have masser af penge at føre kampagne for samt fokusere på sin målgruppe. Og ligesom i politik gælder det for IOC-afstemningen en sidste ingrediens: “Held. Det har alle byerne brug for,” understregede Jon Tibbs.

Reblog this post [with Zemanta]

Google og CNN med UM til klimatopmøde i København

I et nyt digitalt tiltag rykker det danske Udenrigsministerium ind på den internationale digitale scene op til klimatopmødet i København. UM har i dag sammen med Google/YouTube lanceret to nye sites på nettet, http://www.youtube.com/cop15 og http://www.google.com/landing/cop15/, samt via Google med CNN om et tv-transmitteret debatmøde med spørgsmål og videoklip fra borgerne, sådan som vi så det med de amerikanske præsidentkandidater i valgkampen sidste år.

Billede: TV-Avisen tidl. i dag om UMs digitale kampagne

> dr.dk tv - Det vil jeg se!-1

Største offentlige digitale satsning
Udenrigsministeriets nye digitale satsning må være det største internationale digitale tiltag fra en offentlig instans i Danmark. Det er godt tænkt at samarbejde med den helt store digitale spiller, nemlig Google som også ejer YouTube. Der er i forvejen masser af støj og konkurrence på nettet op til kliamtopmødet – med Google i rykken bliver UM den største spiller på det digitale.
Foruden samarbejdspartnerne er der et andet element, som trækker tiltaget op. På sitet lover de, at alle videoer fra YouTube-kanalen vil blive vist i Bella Centret samt et sted i centrum af København. Ligesom der er mulighed for at netop din video bliver vist på CNN i forbindelse med tv-vælgermødet. Der er også to rejser til København samt billetter til debatmødet. Det er altså muligheden for at blive set og hørt af politikerne til konferencen og på CNN, som er tiltagets absolutte drivkraft – og grunden til at jeg tror, der nok skal komme masser af videoer ind.

En udstrakt hånd
Et initiativ som dette kan naturligvis ikke engagere alle, men det sender et venligt signal til borgere og græsrødder om, at politikerne gerne vil have deres input. Tiltaget  kommunikerer til dem, der allerede er optagede af klimaspørgsmålet, hvad end de arbejder med eller mod politikerne. Men tiltaget er en nem og elegant måde at række ud til borgerne og græsrødderne og signalere, at de bliver inddraget og dermed mindske afstanden mellem topmødets deltagere og de borgere, som er engageret i klimadebatten.

Videoer uden virilitet
Men ser man på sitets indhold, har de officielle videoer med kronprinsen, statsministeren m.fl. intet viralt potentiale. Der bliver ikke sagt noget, som ikke allerede er comme il fault, og rent performancemæssigt når hverken kronprinsen eller statsministeren Barack Obama til sokkeholderne. Indtil videre er der fem videoer fra borgere, hvoraf et par af dem er ok at se på.

Aktivisterne kommer
En faldgrube ved YouTube-kanalen er, at siden bliver overdynget med videoer, der er meget negative overfor politikerne, eller at særlige aktivistgrupper mobiliserer mange støtter til at uploade videoer og på den måde forsøger at overtage kanalen. Det er en realistisk mulighed, og her gælder det om at finde den rette balance mellem at udvise rummelighed, men også bevare styringen med kanalen. I det hele taget bliver det interessant at se, hvordan afsenderne vil håndtere den kritik, der dukker op i klippene, og hvordan man i sidste ende udvælger de spørgsmål og videoer, som skal med i CNNs debatmøde.

Clash of civilizations
Flere af mine følgere på Twitter efterlyste tidligere i dag mere power og “less talk, more action”. Lidt mere Karen26 og lidt mindre diplomati. Men det er på mange måder svært for offentlige instanser som UM at kommunikere på nettet, som har en meget mere uformel form og omgangstone, end man er vant til. Der er et “clash of civilizations” mellem traditionel top-down kommunikation og den uhierarkiske netværksstruktur på nettet. Samtidig er klimatopmødet så politisk højspændt med et enormt felt af aktører, at det gælder om at finde den helt rette cocktail mellem diplomatisk ynde og politisk snedighed. Ser man på det spændingsfelt af interesser, som UM bevæger sig i, og på den måde man er vant til at (ikke-)kommunikere direkte til borgerne fra politiske topmøder, er dette tiltag et skridt i den rigtige retning, som man ville sige i politik.

YouTube - Cop15_s Channel

Reblog this post [with Zemanta]

Modeverdenen twitter

Det måtte jo komme. I takt med at alt andet rykker på Twitter, så gør modesfæren det også. Senest har Style.com, Vogues digitale udgave, disket op med et aggregeret feed af tweets fra modeugen i NY – og alt mode. Hvem sagde, at tech ikke var for piger og lign.?

For faktisk er modefolket lige så hungrende efter her-og-nu-real-time-web, som alle tech’ierne. Hvem, der er inde, og hvad, der er ude, er lige så flygtigt, som nyheden om en ny gadget eller viral video gone wrong. Og det spreder sig med samme hast igennem sfæren.

Derfor har designere som Marc Jacobs da også startet live-sending fra catwalken, så man får nyheden om de nye tendenser fra modefirmaet selv, og ikke journalisterne og de mange bloggere. Helt som i andre sfærer, bare i en lækker luksus-udgave. For det må man give modebranchen – de gør det meste med stil.

Opdaterer snarligst med en who-to-follow-guide, for dem der mangler input til deres twitter-liste…

Reblog this post [with Zemanta]
Page 3 of 5«12345»