Sidste år i August, flygtede jeg fra orkanen Irene. Jeg havde allerede haft æren af Washington D.C.’s største jordskælv i nyere tid og havde ikke lyst til at blive fanget af endnu et rekordforsøg fra naturens hånd. Her til aften venter jeg nu på Sandy. Et vejrfænomen, der er en unik kombination af en orkan omkranset af jetstrømme og derfor har udsigt til at få titlen af “a storm in a generation”. Ligesom den gang, er jeg lykkelig for adgangen til alverdens informationer og ligesom den gang, er det skønt at vide, at man ikke er alene. Men i modsætningen til da, har jeg ikke en returbillet, som jeg gerne vil bruge samme dag, stormen skal ramme.

Nedenfor er det indlæg, som jeg aldrig fik skrevet helt færdigt den gang i august. Men nu hvor jeg har lyst til at skrive om sociale medier’s fortræffeligheder, her mens vi venter på Sandy, virker det omsonts at gentage nedenstående. Derfor: Min kladde fra den gang jeg sad alene på et hotelværelse og ventede på nyt om Irene, hvilket blev til historien om, hvordan Twitter + min skandinaviske nationalitet fik mig ud af D.C. i tide.

(p.s. Den gang var bloggen på engelsk, så det er kladden også)

Continue Reading…