Hvorfor Obama Vandt – En Hyldest Til Katie Og Liz

Dagen efter valget skrev jeg en artikel til CNN’s danske Facebook side, om hvorfor Obama vandt.  Den blev bragt i Torsdags, og kan læses på deres site eller nedenfor:

TIRSDAG NATS SANDE VINDERE: KATIE OG LIZ

”Badges! Badges! Get them before it’s too late!”. Stemmen overdøver kun delvist de mange menneskers sludren, mens køen langsomt snegler sig frem mod indgangen til Jiffy Lube, det koncertsted hvor Obama og Bill Clinton skal tale om lidt. Blandt os i køen står familier med små børn, venner, kærestepar, og imellem os bevæger der sig en strøm af mennesker, der skal i andre køer, købe knapper og t-shirts for eksempel. Det er koldt, over de fleste børns sengetid, og der er ikke udsigt til, at køerne pludselig går hurtigere.

Det var aldrig sket i Danmark. Landet er for småt og vores politikere for familiære til, at folk ville ofre det meste af deres lørdag for at stå i kø sammen med 24.000 andre for at se dem. Men nu er det trods alt de to største, nulevende, demokratiske stjerner, vi står i kø for at se. Eller rettere, iagttage på storskærm. Fra græsplænen er Obama og Clinton reduceret til at være små miniature-figurer, og de har heller ikke behøvet at være mere inden for rækkevidde end det for at hive den sejr hjem, der var klar tidlig onsdag morgen dansk tid.

I virkeligheden er det nemlig ikke det tætteste, jeg – eller mange vælgere i USA – har været på Obama under valgkampen. Det tætteste, jeg er kommet, var da jeg mødte Katie og Liz en søndag eftermiddag nede på det lokale kampagnekontor i Clarendon, Virginia. Med entusiasme og nyvunden autoritet guidede den erfarne frivillige mig igennem, hvorfor det er vigtigt at ”tage” Virginia, og hvordan ”canvassing” foregår. Husk, at det er en samtale, tilføjer Liz med et smil, som kun amerikanske husmødre kan stille op. Tal med din nabo, siger hun og slår ud med armene, for at understrege hvor nemt og naturligt den slags er.

Mens sociale medier blev hypet i 2008, var det Liz og Katie, der var de rigtige stjerner – og er det igen i 2012. De er Obamas forlængede arm, og det er gennem dem og deres medfrivillige, at de fleste møder Obama – som telefonopkald, som bank på døren eller som venlig reminder på Facebook. Obama-kampagnen meddelte søndag, at de havde talt med 1 ud af 2,5 amerikanere under kampagnen – i alt 125.646.479 personer for at være helt præcis. Til sammenligning havde Romney-kampagnen “kun” talt med 50 millioner (et tal, der også inkluderer efterladt materiale på dørtrinnet, hvis folk ikke var hjemme). Et bedre resultat end McCains i 2008, men stadig meget langt fra Obama-kampagnens.

Hvis de amerikanske vælgere ikke talte direkte med Liz eller Katie, så talte de formentlig med en ven eller kollega om valget. 48 % af de registrerede vælgere, der siger, at de anvender sociale medier, angav til PEW Research, at de havde fået at vide fra en ven eller familiemedlem, at de burde stemme på Obama eller Romney. 30 % havde oplevet kontakten på sociale medier, 29 % per telefon og 21 % per mail. At investere I mennesker er med andre ord en virkelig godt idé, når endemålet for din kampagne er at mobilisere mennesker til at stemme.

Og det er I vid udstrækning også årsagen til Obamas success. Flere vælgere mente, at han interesserede sig for dem. At han ville dem det bedste. For en, der altid bevæger sig uden for rækkevidde, er det en stor bedrift. I takt med at de traditionelle medier er blevet overtaget af snak og atter snak om alt, hvad der eventuelt muligvis kunne antages at være bare det mindste relevant for valget, så har kampagnen genindtaget det sociale rum med ønsket om at nå vælgeren direkte.

Og Obama-folkene er ikke alene om gerne at ville få et tættere forhold til vælgerne. Også journalisterne interesserer sig mere indgående for vælgerne. Tidligere var det vælgernes glansrolle at optræde i mediernes vox pops, men nu er også deres længere og mere generelle overvejelser interessante. Faktisk giver det heller ikke længere mening at tale om en adskillelse mellem sociale og traditionelle medier mere. Særligt fordi de amerikanske journalister, der dækker kampagnerne, selv er så dybt engagerede på sociale medier. Journalisterne diskuterer med følgere, kilder, venner og kollegaer, undervejs, mens de samtidig beskriver kampagnen og udlægger konsekvenserne for deres arbejdsgiver – på tv, print, online, i billeder, tekst og video. Og så som noget nyt, som tweets, posts, intagrams, tumblr, re-blogs, check ins osv.

Det har længe været et mantra på medievidenskab, at medierne smelter sammen, men dette valg var virkelig en smeltedigel af stemmer, hvor den almindelige vælger pludselig også kunne afgøre, hvordan en dækning blev – gennem andet end at udtale sig til en pollster. Da 23-årige Veronica De Souza lavede en tumblr med ”Binders full of women”, gav hun folk et samlingssted for deres fælles jokes om en uheldig Romney-kommentar. Journalisterne hoppede på med det samme og gentog folks jokes til deres publikum og talte om det på deres etablerede kanaler. Det virtuelle forsamlingshus er i dag ikke bare for politikere og vælgere – I 2012 er inkluderer det også pressen. Og dækningen er ligeså stor en del af kampagnen, at de nærmest synes uadskillelige.

“Let’s win this” skrev Mitt Romney til mig, for jo, hans kampagne var også aktiv på alle platforme. Men langt fra lige så aktiv og sofistikeret. Han var, som med ”ground gamet” også bagud fra begyndelsen, da Obama havde beholdt sine kontoer fra 2008. Af de ca. 171 millioner amerikanske Facebook-profiler har over 32 millioner liket Obama, mens kun 12 millioner havde liket Romney (i 2008 havde Obama fem gange så mange følgere som McCain, så der er sket en stor forbedring for republikanerne). På Twitter er forskellen endnu større – 21,8 millioner følger Obama, mens 1,7 følger Romneys profil.

Kampagnen igennem var Obamas digitale hold gode til hele tiden at holde fortællingen om kampagnen i gang på sociale meder. Der kom opdateringer på alle relevante platforme, og her var de gode til at levere billeder eller nyheder, som var designet til at blive delt, re-blogget og re-tweetet. Hvis ikke Obama havde fingre i dig direkte eller gennem Liz og Katie, så havde han fingre i mindst en af dine bekendte. Og bare lige for at vise, hvor langt vi er kommet i forhold til at indsamle og bruge data, så havde Obama kampagnen et personificeret ”Get Out To Vote”-tiltag, hvor kampagnefolkene kiggede i folks sociale graf for at kunne identificere deres netværk i svingstaterne. De relevante fik derefter en Facebook-reklame og/eller en e-mail, som opfordrede dem til at ringe til vennen og minde dem om, hvor meget deres stemme tæller. Igen er det ideen om, at din nabo er bedre til at overbevise dig, end kampagnen er.

Set i den sammenhæng begynder tæppebombardementet af tv-reklamer at virke arkaisk. Ikke dermed sagt, at de ikke er effektive i forhold til at definere sig selv og sin modstander, men det står i skærende kontrast til den menneskebårne kampagne. Som en af kampagnestrategerne sagde fornyligt, så er man begyndt at fokusere på online videoer, fordi det jo ikke er alle, der ser tv-reklamer længere. Mens 58 % angav til PEW Research, at de havde set politiske videoer på nettet, de var blevet anbefalet at se på sociale netværk, så er det uvist om reklamerne på tv har fået samme opmærksomhed og en anbefaling med på vejen.

Det ville været let at konkludere, at Obamas sejr er ensbetydende med, at tv-reklamer ikke virker. Men da hans egen sejr i Ohio blandt andet tilskrives hans succesfulde fremstilling af sig selv om bilindustriens mand i bl.a. tv-reklamer, er det ikke så sort-hvidt. Det handler formentlig også om, at hvis ikke man har en kandidat med et budskab folk køber, så kan selv milliarder af dollars ikke redde dig. Noget tyder til gengæld på, at selvom man ikke har så stor og så ny en vision som ved sidste valg, men bare gerne vil have lov til at arbejde lidt mere på sagen, så kan Katie og Liz derimod godt gøre en forskel.

Related Posts with Thumbnails

Wow. It's Quiet Here...

Be the first to start the conversation!

Leave a Reply:

Gravatar Image