Mig og Facebook

Da Facebook rullede de seneste ændringer ud, forsøgte jeg at undgå at tage stilling, læse med og forstå. Jeg havde gang i alt for meget andet, til også at kunne følge med. Det virkede ærlig talt for overrumplende for mig. Men denne lørdag har der været tid til lidt eftertanke.

Min gamle holdning

Jeg har tidligere kørt den strategi på Facebook, at jeg kun var venner med folk, jeg havde mødt i virkeligheden. Det var et semiprivat sted, som jeg forsøgte at regulere via lister – “professionelle bekendte” kunne ikke se billeder af mig fx, mens dem på “nære venner”-listen kunne se det hele. Jeg brugte FB til at se hvad folk havde gang i, og dermed følge med i deres liv. Samtidig var det uhyre smart, at man ikke behøvede at holde sin adressebog opdateret, hver gang folk skiftede nr., mail og adresse, men trygt læne sig tilbage og vide, at man altid kunne nå folk via Facebook.

Tid til forandring?

Over det sidste år synes den holdning – at FB er privat – at være antikvarisk. Jeg bliver i stigende grad befriended, af folk jeg ikke kender. I starten var det altid lige efter, at jeg havde været i medierne. Når jeg kom hjem fra et tvstudie lå der altid 3-4 venneanmodninger og nogle lidt halvlumre mails fra midaldrende mænd. Men det sidste halve år, har anmodningerne – ikke de lumre mails – kommet i en mere lind strøm. Mange af dem, der vil “vide mere” som flere af dem skriver, har selv over 800 venner, og bruger tydeligvis Facebook som et sted for godt indhold. Privat – offentlig, hvorfor dog bekymre sig om det?
Jeg var lidt inde på tendensen i en artikel i Berlingske i sommers, hvor jeg refererede til presset om hele tiden at være sig selv – du har jo ikke noget at skjule, vel? Du er vel dig selv, ikke?
Men jeg kan faktisk godt lide at gemme mig lidt. Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at alle skal se alt. Resultatet bliver derfor, at jeg ikke deler særligt meget, overhovedet. Jeg vandrer mest af alt rundt på Facebook og kommenterer, liker og læser. Da min kæreste skulle fortælle om mig til hans venner, var han overrasket over, at der ikke lå flere billeder han kunne vise. Forklaringen ligger også i, at mine nære venner, der kunne ligge inde med billeder, ikke er den slags, der tager billeder eller deler dem på Facebook (imodsætning til utroligt mange andre). Det ironiske er, at mange af mine nære venner ikke er særligt begejstret for Facebook, og derfor ikke bruger det synderligt ofte. Min private FB sfære er derfor ikke så stor. Kigger man på det ud fra hvem mit “publikum” – mine FBvenner – egentlig er, så virker min tilgang til Facebook derfor også tåbelig. Størstedelen er folk jeg holder meget af, men ikke ser privat, og så forskellige nyhedsudbydere som jeg føler med i via Facebook.

Abonnér?

Oven i de her overvejelser kommer så Facebooks nye tiltag: abonnementer.
Abonnementer krænger en kanaltilgang ned over Facebook. Ved at skrive om folk, hvad de laver, når Facebook anbefaler dig nye folk at abonnerer på, implicere Facebook, at man skal abonnerer på “Social media manager at NyTimes”, fordi hun nok skriver om ting relateret til det. Det er jo det, der er gældende på Twitter og på sin vis også G+. Det var bare ikke sådan det var på Facebook før – der var det personer, man fulgte. I hvertfald i min verden.
Abonnementer gør, at man kan samkøre det, man deler med sine venner, med det man deler med sine professionelle følgere. Så jeg ikke behøver at gå hele vejen over på Twitter for at gøre det, som tilfældet er nu.
Desværre har FB ikke muliggjort, at jeg kan tilgodese abonnementerne UDEN også at dele med mine venner på en let måde. Der er kun en skalering i privatliv eller temaer, ikke omvendt i forhold til at man kan spare ens venner fra det, man deler offentligt, som man let kan på Google+. Hvis man vil ekskludere folk, fra den offentlige deling, skal man ind i indstillinger, vælge brugerdefineret og angive at posten skal deles med X, men ikke Y-liste. Den social graf er dermed ikke længere skabt af bekendtskaber, men interesser.

Nye vaner!

Mine gode ven, Lasse, har lige meddelt mig, at jeg skal til at skrive til ham på de andre kanaler, vi begge to bruger: google chat, G+ og Twitter. FB er slut for ham. Måske var det på tide, at jeg tog konsekvensen af mine “venner” og min i forvejen konservative brug, og begyndte at bruge Facebook som var det Google+.
Også holdt op med at 1) bekymre mig om at kede mine “private” venner, der har mødt mig som Anna og ikke som Anna, hende med det digitale/ sociale medier/ politik etc. (citationstegnene skyldes, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal kalde venner, som jeg ikke har fået gennem mit professionelle virke, men som bare kender mig som Anna).
Og i stedet for 2) Begynde at bruge Facebook som var det endnu et sted til holdninger, sjove klips osv.
Offentligt: abonnementer, sociale-medie-Anna
Privat: venner, semi-private Anna.
Det var rart at få på plads, så har jeg et svar jeg kan give, til dem der pt. gerne vil være venner med mig, som jeg aldrig har mødt før.
Related Posts with Thumbnails

3 Responses to “Mig og Facebook”

  1. Ask Hybel november 13, 2011 at 13:28 #

    Interessante tanker. Personligt valgte jeg før der kom “abonnementer” på Facebook at oprette en page til den professionelle del af mine aktiviteter på Facebook. Den opdeling der indtil videre er optimal for mig.

    Altså har jeg nu en privat profil, hvor jeg kun er tilknyttet folk jeg har mødt i virkeligheden. Og en page, hvor alle kan tilknytte sig – selv folk jeg ikke kender.

    For Twitter, Google+ og andet kan – efter min overbevisning – ikke ramme lige så bredt som netop Facebook.

    • Anna Ebbesen november 15, 2011 at 04:37 #

      Hej Ask – tak! Og tak for at dele egne erfaringer. Det giver god mening med en page. Jeg har bare ikke kunne forlig mig med Facebooks terminologi omkring dem med deres fans og likes. Befinder mig langt bedre i Twitters “følger” og Googles “cirkler” – mindre personligt, mere indholdsfokuseret. Men det kunne være, at jeg skulle revurderer. Vi snakkede om det, da vi oprettede bloggen, om vi også skulle på Facebook. Måske det var det naturlige næste skridt? Hm…

  2. Ask Hybel november 17, 2011 at 22:07 #

    Ja, der er generelt en barriere med hensyn til ordvalget på Facebook pages. Det kan virke en smule selvoptaget af lave en personlig side som andre skal “like”. Men teknisk minder der meget om at tilmelde sig et RSS feed, følge en på Twitter eller sætte personer i ens Google+ cirkel.

    Vigtigst er vel at finde den platform hvor man føler sig mest tilpas.

    I øvrigt lidt statistik fra min side på FB, som sætter det hele lidt i perspektiv: http://on.fb.me/tMiyQ0

    Håber det går godt i US.

Leave a Reply:

Gravatar Image