7 kendetegn ved det gode blogindlæg

Jeg er blevet spurgt af en kunde, om jeg ikke vil give mit bud på ”det gode blogindlæg”. Min umiddelbare reaktion? At ”det gode” afhænger utroligt meget af ens definition på godt. Er det masser af trafik? Er det dobbelt så mange kommentarer, som man plejer at få i snit? Er det omtale i medierne? At brugerne læser mindst to andre blogindlæg, efter de har læst ”det gode” indlæg? Osv. Osv. Men når det (kedelige strategiske) så er sagt, så er der nogle generelle ting, jeg vil mene, karakteriserer et godt indlæg.

For mig at se, kendetegnes et godt blogindlæg ved følgende 7 egenskaber, der skal være på plads, for at bloggeren kan skabe ”det gode blogindlæg”.

  1. Det gode indlæg holder den stil, den tone og det emne, som man forventer af bloggen. Kategoriserer man sig selv som en madblogger og kalder sin blog noget med mad, så forventer man som fast læser også, at man skal læse mere om mad. Det styrker også læseoplevelsen, når man som bruger ikke skal bruge tid på at undre sig over, hvorfor man lige præcis læser om det her på denne her blog – er vedkommende overhovedet kvalificeret til at skrive om det?
    Råd: Vær konsistent.
  2. Det gode blogindlæg er søgemaskineoptimeret. Temaet i ”det gode indlæg” er dermed udfoldet så gennemført, at alle søgemaskinerne finder det og indekserer det korrekt.  Jeg skriver ofte på en indskydelse og har så meget fokus på indhold, at jeg glemmer denne del. Det er derfor blevet min egen rutine at tjekke efter nøgleord og sammenhæng mellem titel og tekst, når jeg redigerer. Har du wordpress, så kan plugin ”all in one SEO-pack” ligeledes anbefales. Det er tit her, at mit indlæg bliver skærpet, når jeg skal tvinge mig selv til at skrive et resume på 160 tegn – hvad handlede det virkelig om? Og passer det med selve indlæggets indhold? Google er fyldt med lister og tips, hvis du vil professionalisere din blogging SEO-style.
    Råd: Tænk i SEO, når du redigerer dit indlæg.
  3. Det gode blogindlæg har et langt liv. Er det konsistent og søgemaskineoptimeret, får indlægget også et langt længere liv, fordi det når ud til langt flere brugere end abonnenterne på dit RSS-feed og dine faste læsere. ”Det gode indlæg” kan dermed være det indlæg, der senere kommer til at definere bloggen, og dermed forstærke din forbindelse til læserne – dit super indlæg. Et blogindlæg kan dermed også gøre dig, bloggeren, til ekspert på et område – også bagud i tid, når en journalist eller en anden blogger falder over indlægget i en søgning. På denne blog er det mest læste indlæg til dato “Danske modeblogs – på vej mod magtfulde svenske tilstande?“, som trods dateringen 28. marts 2009 stadig bliver læst hver uge. Skriv derfor så det kan forstås til alle tider – undgå fx ord som ”i går” og andet, der forstyrrer den fremtidige læser.
    Råd: Fremtidssikre dit indlæg ved at skrive tidsløst.
  4. Det gode indlæg er generøst og indeholder links til alle kilder og alle, der har givet inspiration til indlægget. Der er oftest nogle kilder til et indlæg – en producent til et omtalt produkt, en forsker som ophavsmand til det citat, du diskuterer osv. osv.  Ved at vise dit bagkatalog af tanker frem, styrker du ikke bare din troværdighed, du kan også få masser af trafik igen og mere trofaste brugere. Personligt tænker jeg også, at der er god service, at man guider brugerne videre til andet spændende indhold. Jeg googlede derfor alle de 7 kendetegn efter det første udkast var skrevet for at finde links, der understøtter eller diskuterer mine pointer. Alle links i dette indlæg, er derfor indsat til sidst.
    Råd: Vis “link-love”.
  5. Det gode indlæg er et, som man ønsker at dele. Det kan være fordi man har lært noget nyt, kommet til en ny erkendelse eller grædt af grin, og derfor synes at ens venner eller kæreste SKAL se det her. De bedste indlæg, er ikke nødvendigvis dem, der vandrer hele nettet rundt, men det er en god tommelfingerregel om man selv, som blogger, ville poste linket på twitter, facebook eller lignende og showcase det til ens følgere og venner.
    Råd: Det skal have “shareability” – være del-værdigt.
  6. Det gode indlæg, er et man ønsker at gemme. De rigtig gode indlæg har et eller andet ved dem, der gør, at man gerne vil huske det og kunne finde det igen. Det kan være fordi det er smukt opsat, indeholder nyeste viden eller på anden vis indeholder noget, man ikke vil miste igen. Det skal give lyst til at bookmarke det, så man kan finde det igen, printe det ud, eller hvordan man nu gemmer bedst. Er du generøs med dine links, øger du også mængden af viden i dit indlæg, og dermed også lysten til at gemme.
    Råd: Fremvis dit guld.
  7. Det gode indlæg, er et som bloggeren selv lærer af. Mens man skriver det, kan man selv mærke, at man bliver skarpere på sin pointe, gladere for sin dag eller lærer noget helt nyt gennem den forudgående research.  Har du det godt med indlægget og bliver passioneret omkring det, bliver dine læsere det formodentlig også.
    Råd: Udfordre dig selv og skriv, fordi du ikke kan lade være.

En ting der glimrer ved sit fraværd i min karakteristik, er dialogen. Det er for mig at se ikke et generisk kriterium for et godt indlæg, at det skaber debat på din blog. Det ville det tilgengæld være, hvis det var din definition på “det gode indlæg“. Så skal indlægget jo skabe debat, før du ser det, som et godt indlæg.

Mit bud er dog, at lever man op til de ovenstående råd, så øger man sandsynligheden for dialog. Fordi indlægget vil 1) være i overensstemmelse med det forventede emne for bloggen, 2) er til at finde for andre interesseret i emnet, 3) også over tid, 4) linker til modsatte og underbyggende pointer, som brugere kan klikke sig frem til og tilbage fra, skrevet så man ønsker 5) at dele og 6) at gemme det, og så man 7) selv lærer af det. Dertil kommer så de andre attributter, der skaber et godt “debatindlæg”, så det også bliver et diskussionobjekt. Men det er et andet indlæg.

Er du ude efter flere blogging tips, så har mange bloggere delt ud af deres egne erfaringer, og lavet gode lister m.m. Bare tjek google.

Related Posts with Thumbnails

6 Responses to “7 kendetegn ved det gode blogindlæg”

  1. Magnus juni 28, 2011 at 11:20 #

    Tak for god blog om gode blogs!

    Mht. punkt nummer 5, så smider vi den ud på vores Twitter (@mynewsdesk_dk), da den er for god til ikke at dele :-)

    Hav en god dag!
    -Magnus

    • Anna Ebbesen juni 28, 2011 at 11:56 #

      ;-) I lige måde! Hvis den skal uddybes, så handler det også om, at blogindlægget skal give noget, til den der deler.
      Firkantet sagt, skal vedkommende gerne blive set som værende sejere, klogere eller sjovere af sine følgere/venner EFTER, at vedkommende har delt dit indhold. Man skal give noget status videre – noget identiet.

  2. Kim Amator Bach juli 14, 2011 at 12:25 #

    Håber at der måske er midst et godt gemt hos mig selv, har prøvet at anvende en journalistisk stil inspiret af Informations, men jeg er og bliver en amatør, så jeg vil henvise til Information.dk for eksempler på det gode blog-indlæg

  3. Bjørn Johansen august 15, 2011 at 15:27 #

    Tak for guldkorn. Der var lige lidt stof til eftertanke. Jeg har tilladt mig at give den en Google+ (sharing is caring)

  4. Anna Ebbesen august 15, 2011 at 15:40 #

    Hej Bjørn – selv tak! Og tak for + :-)

    @Kim – meget enig i, at Information holder et højt blog-niveau. Mediehuset har generelt været godt til at teste ny platforme af og finde deres egen stil på dem. Som fx http://twitter.com/#!/informeren – forrygende, at de ikke bare åbnede op med et RSS-feed, men en journalists vurderinger af nyhederne.

  5. Kristoffer Føns august 23, 2011 at 14:42 #

    Dette var i den grad et godt blogindlæg ;)

    Altid spændende at læse dine tanker, Anna.

Leave a Reply:

Gravatar Image