Valgkampen er startet på Facebook – velkommen til Venstres Ministeriet

Venstre starter nu valgkampen på nettet med Facebook-spillet Ministeriet. Målet er førstegangsvælgere; præmien er brunch med Statsministeren. Vinderen findes nemlig i valgkampens midte, og kan dermed nyde sin præmie midt i valgkampens blitzlys til en brunch med Lars Løkke Rasmussen.

Facebook-spillet Ministeriet er dermed ikke bare et spil, men mest af alt en måde at sprede Venstres budskaber viralt, få nye vælgere til at tage stilling og ikke mindst, være anledningen til pressestunt så budskabet kan gå fra nettet til alle de andre medier. Der er nemlig gode tv-billeder i Løkkes brunch med førstegangsvælgerne, og endda i en setting som pleaser de billedhungrende 24-timers kanaler: Formiddagsfladen.
I en valgkamp hvor alle billeder (næsten) er gode billeder, er det godt tænkt. Var der nogen, der sagde Dinner with Obama?

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Venstre kan vinde valg på den slags? Først en gennemgang af spillet og så en diskussion af mulighederne. For der er helt sikkert potentiale i tiltag som Ministeriet.

Spillet

Selve spillet på Facebook går i alt sin enkelthed ud på at danne regering og få vedtaget sin politik i folketinget. Konkurrencen lukkes på valgkampens 6. dag, og vinderne findes blandt de deltagende førstegangsvælgere kort tid derefter. Den virale effekt opnås ved at udnytte spillerens accept af, at applikationen må tilgå vedkommendes oplysninger til at slå deltagelsen op på spillerens væg såvel som sine ministres.

Trin 1: Udnævn vennerne
For at komme i gang med sin første arbejdsdag som statsminister, skal man danne regering. Dette gøres ved at udnævne tre af sine venner til ministre eller bruge spillets tre standard-ministre. Venner? Ja, det hedder det jo på Facebook, men i denne kontekst er det lidt underholdende (hvem sagde pamper?), ligesom  ideen om, at der findes standardministre, som spillet kan stille til rådighed… Den lader vi lige stå.

Trin 2: Vælg politikområde
Til formålet har Venstre udvalgt 7 politikområder for dig: Kriminalitet, Undervisning, Økonomi, Beskæftigelse, Sundhed, Uddannelse, Integration. Ja, i Venstres univers findes der både Undervisning og Uddannelse, mens der hverken findes Rets, Miljø, Klima, Kultur, Indenrigs, Social, Skat, Erhverv eller Udenrigs. Et hint omkring Venstres dagsorden for det kommende valg?

Trin 2.1: Ignorer din rådgiver
Så snart du har klikket dig ind på et politikområde begynder en animeret film, der præsenterer “din særlige rådgiver”. I starten af spillet får man at vide, at man skal lytte efter sin rådgivers gode råd, så jeg tændte pligtskyldigt for lyden på min computer. Og fortrød. For det Tessa Nielsen “Kvinden med overblikket”, Svend Jacobsen “Gammel i Gårde” og Morten Frank “Karrierekanon” har af sige, er mildest talt åndssvagt. De spiser basser, drikker og taler om kaffe, får pudret næse, mens de speedsnakkende får “sat dig ind i”, hvad sagen drejer sig om.

Er ikke helt sikker på, om det er sådan Venstre synes, at de personlige rådgivere, som partikassen i øvrigt aflønner, opfører sig til dagligt, eller om det er sådan de tror, at vi tror, de opfører sig? Det er nok noget helt tredje: et forsøg på at være morsom midt i de seriøse politiske valg.

Men der kan jo sådan set også være en pointe i at nedspille de særlige rådgiveres rolle, og dermed få politikerne tilbage i rampelyset som dem, der selv træffer beslutningerne.

For hvem ville lytte til Tessa? Forhåbentlig ikke nogen med velfungerende hjerneceller: “Har du været inde på Facebook?”, siger hun mens hun slubrer kaffe i sig og beklager sig over, at hendes fødder er for kolde. Eller Svend Jacobsen, der mener, at du skal tjekke med praktikanten på kontoret, om det der med uddannelse.

Trin 3: Vælg politik

Selve valget af politik forgår ved at vælge A eller B under hvert område. Enten er du til hårdere straffe, eller også er du til noget andet. Enten er du til lavere skat, eller også synes du, at danskerne skal arbejde noget mere. Lyder valgmulighederne bekendt? Det synes næsten – også kun næsten – at være Venstres politik vs. de lovforslag som S-SF har præsenteret. Og dermed passer spillet glimrende til den politiske diskurs om, at man enten er til S-SF eller til VKO.

Indholdsmæssigt er der også den lille tvist, at Dansk Folkepartis politik bliver omtalt som “oppositionen”. Partiet er godt nok ikke i regering, men som evigt støtteparti er det vist kun i Venstre, at man omtaler Dansk Folkeparti som opposition og ikke som en del af VKO.

Trin 4: Forsvar dig internt
Så snart man har valgt, får man den første udfordring omkring modstand på de indre linjer:

Trin 5: Forsvar dig eksternt
Og så snart det er overstået: Udfordringen med at forklare holdningen eksternt…

Imponerende nok omtales bloggere i spillet som en del af medieverdenen. Dejligt!

Trin 6: Håndter en uventet problemstilling
For de moderne udfordringer kommer lige i halen på medierne:

Her får man med andre ord muligheden for at agere Lars Løkke Rasmussen, og forholde sig til, hvad man gør, når uønskede billeder dukker op på Facebook. Vil du handle anderledes?

Trin 7: Er du til de blå eller de røde?
Hov! For så vil Venstre gerne lige have lidt mere ud af dig, nu hvor vi er i gang. Hvad synes du egentlig om….

Hønen eller ægget? Et svar, som er med til at vurdere din kommende score i spillet.

Trin 8: Rating og score
Efter hver politik-runde, får man ratings indenfor politik og kommunikation: Blev dit lovforslag vedtaget? Elsker pressen dig?
Man skal (jo?) klare sig godt på begge skalaer for at få succes i moderne dansk politik.

Spillet slår derefter op på din væg, om du er blevet en Mediedarling, Naturtalent, Forhandlingshaj eller Den Gyldne Taburet.  I bedste 4Square stil har hver “orden” sin eget præmie-ikon fx:

Resultat?
Tja. Man får sikret, at alle politiker-fans og de politiske nørder får spammet hinanden og deres venner med udnævnelser. Der skal en del mere til, hvis den også skal ud der hvor den rigtige målgruppe befinder sig: førstegangsvælgeren i alderen 18-22. Men det kommer vel under valgkampen? I form af skole-tiltag, plakater osv?

Og spørgsmålet er så dernæst, om de finder det seriøst og sjovt nok til at deltage?
Det er svært for mig at vurdere, da jeg er langt uden for målgruppen med fire forbrugte stemmesedler på samvittigheden.
Men umiddelbart vil jeg mene, at de lander lige mellem to stole. Udfordringerne og tanken med at vise, hvor mange talenter man skal have, og valg man skal træffe som statsminister er rigtig god. Men de karikerede rådgivere virker indforståede, og mere som noget, der taler ned til en end op. Men det er en smagssag.

Forslag til videreudvikling

Set fra min stol, er der nogle lette greb Venstre kunne anvende, for at få mere ud af deres satsning. Fx opleves en stor del af det virale element som spam, da spillet slår din deltagelse samt udpegningen af dine minister op på diverse Facebook-vægge af sig selv. Det bliver dermed til standardtekster og kæmpe opslag, som ingen har bedt om. Opslaget ville have meget mere vægt, hvis brugeren kan motivere opslaget “DU skal da være min nye minister”. Eller endnu bedre, hvis der også fulgte ressortområder med i udnævnelsen: “DU skal da lede kulturen! :-)” efterfulgt at standardteksten “Anna Ebbesen har udnævnt dig til …”.

For lige nu følger hverken ressort eller ord med på vejen, så de valgte venner kan vide, hvorfor man udnævnte dem. Dermed går man også glip af nogle flere diskussioner omkring hvorfor man lige præcis udnævner veninde X til at være sundhedsminister. Noget, der ellers ville være i Venstres interesse.

Annas regering vs. Helles regering
Jeg har selv fået æren af, at være minister i flere folks regeringer, men uden at jeg kan se, hvor mange regeringer jeg er en del af, eller hvordan det står til med henholdsvis Astrids, Balders og Helles regeringer. Det ville jo øge gameplayet, hvis man kunne se, hvem det går bedst for, så man kan spille sig op og dermed havde noget at vende tilbage for. Lige nu har man et spil (formodentlig fordi, det er knyttet til ens FB-profil) og en high-score. Så kan man lave en regeringsrokade, hvis man vil spille igen, men altså ikke have flere spil kørende samtidig – selvom man godt kan inviteres flere gange.

Mere gameplay, tak.
Hvis man havde kunne dyste mere direkte mod andre regeringer, være med i flere samtidig og samtidig skulle forsvare sit ressort, havde spillet været sjovere. Særligt hvis man også kunne blive herre over, hvad applikationen skriver om en på Facebook, og dermed være med til at motivere både spil såvel som egen branding. Det er stadig for isoleret i forhold til resten af ens Facebook-virke, hvilket igen ikke er i Venstres interesse.
Spillet minder dermed mest af alt om en almindelig test, som man kender det fra fx dr.dk.

Var det ikke noget for dagbladene?
Data fra sidste valg viste, at danskernes måde at søge viden om eget politisk standpunkt i høj grad går via avisernes tests – hvem er du mest enig med?
Det koncept kunne godt trænge til lidt gameplay. De gentager jo alligevel formlen ved næste valg, så hvorfor ikke gøre det sjovere? Var det ikke noget for de store dagblade?

En anden afsender, som det er ærgerligt ikke har produceret noget lignende er Folketinget. Det er en oplagt opgave for folkestyret som helhed, at få aktiveret og engageret førstegangsvælgerne.

Muligheder….

Venstre vinder ikke valg på at lave sjove ting på Facebook, hvis resten af kampagnen, politikerne og partiet sejler. Men tager målgruppen godt imod konceptet og bruger de spillet under valgkampen, så kan det give Venstre umådelig god omtale både i medier og i de unges netværk. Er der tid frem til valget, kunne det dog klæde konceptet at blive tænkt igennem igen. Og evt. også koblet mere direkte op på kampagnen og til Venstres app, så man får brugt spillet i virkeligheden. Hevet fat i sine ministre og kørt en valgkamp med de venner, der bor i samme valgkreds som en selv fx. Evt. så man kan sammensætte egne mærkesager, selv køre kampagne osv. Dermed kunne man få folk engageret i DERES Venstre, og ikke bare i at spille et spil på Facebook. Og se det kunne tage spillet fra online deltagelse til offline stemmer.

Sekundær målgruppe..
En sideeffekt af spillets spam-natur er også, at det lige nu vandrer rundt i de politiske kredse – som jo ikke er i nærheden af hverken brunch med Statsministeren eller de iPhone 4, som den vindende regering også får. I mit politiserede netværk ser spillet også ud til at fungere som en måde at positionere sig på overfor eget netværk. Dem fra Liberal Alliance, kan fx fremvise sig selv som klart blå, mens socialdemokraterne er halvejs på den røde del af skalaen og de radikale lige i midten osv. Da spillets placeringer er ret karikerede, er det dog ikke noget som huer dem, der passer dårligt ned i enten-eller skalaer. Og de findes trods alt i alle partifarver.

Er der noget, jeg har overset, så skriv endelig i kommentarfeltet.


Disclaimer – i tilfælde af, at du ikke kender mig, så har jeg en fortid på Christiansborg hos både Venstre og Radikale Venstre.

Related Posts with Thumbnails

10 Responses to “Valgkampen er startet på Facebook – velkommen til Venstres Ministeriet”

  1. Helle januar 12, 2011 at 13:40 #

    Anna, bliv ved med det! Det minder mig om Troldspejlet i en ny, hip spil/politik-udgave :0)

  2. Anna Ebbesen januar 13, 2011 at 12:43 #

    Hahaha Tak, Helle! Det er satme et kompliment :-)

  3. Jesper Andersen januar 14, 2011 at 14:52 #

    Godt indlæg, meget interessant!

    Jeg håber, vi ser dig blandt deltagerne til Social Media Club CPH’s arrangement om politik og sociale medier?

    :-) Jesper

  4. Johanne Skou januar 15, 2011 at 16:23 #

    Hej Anna
    Tak for en fin anmeldelse.

    En lidt sjov ting er, at holdet bag spillet tilsyneladende alle har været inde og anmelde det samtidig, ligesom for at ville rette op på den dårlige anmeldelse andre brugere har givet applicationen.

    Indenfor få mnutters mellemrum samme dag – 4. januar – har alle producnterne været inde og give det topanmeldelse. Snup et screendump til denne blog – det er da en sjov historie.

    http://www.facebook.com/apps/application.php?id=182922185057932&v=app_6261817190

  5. Anna Ebbesen januar 15, 2011 at 18:30 #

    @ Jesper – Tak! Jeg har desværre et andet arrangement den aften, ellers tak :-)

    @ Johanne – :-) Det ser lidt underligt ud, enig! Men sådan som spillet spammer, så er det også en mulighed, at der er tale om tre udnævnelser af ministre fra den samme person. Så vidt jeg lige kunne se, er det kun Henrik Lenz, der er forbundet til Venstre via arbejdet, da han arbejder for Venstres reklamebureau. Det KAN jo også bare være, at de alle syntes, det var sjovt?? ;-)

Trackbacks/Pingbacks:

  1. Tweets that mention Valgkampen er startet på Facebook - velkommen til Venstres Ministeriet | Digitale tanker fra hverdagen -- Topsy.com - januar 14, 2011

    [...] This post was mentioned on Twitter by annaebbesen, Jesper Andersen. Jesper Andersen said: Opvarmning til #SMCCPH 3: Læs "Valgkampen er startet på Facebook – velkommen til Venstres Ministeriet" http://t.co/7XCkrxS af @annaebbesen [...]

  2. Socialdemokratiet vs. Venstre på Facebook | Gorm's blog - februar 18, 2011

    [...] applikation – det er sådan lidt mere alá farmville i politik – et facebook spil  (Anne Ebbesen fra digitale tanker har en anmeldelse af spillet ). Man kunne forestille sig at en del af den strategiske overvejelse med spillet har været at [...]

  3. Socialdemokratiet vs. Venstre på Facebook | Gorm's blog - marts 7, 2011

    [...] Valgkampen er startet på Facebook – velkommen til Venstres Ministeriet meget omfattende og fin anmeldelse – spring evt. direkte til afsnittet “Forslag til videreudvikling”. [...]

  4. Why Facebook matters in the 2011 election | Digitale tanker fra hverdagen - marts 16, 2011

    [...] an analysis of the Socialdemocrats’ use of Facebook and of the Liberals’ use of Facebook (in [...]

  5. Lån din status til Venstre | Digitale tanker fra hverdagen - august 31, 2011

    [...] Ingen af Venstres apps ser ud til at have taget Facebook med storm, og ingen af dem er specielt nytænkende. Se en længere anmeldelse af Venstres app MINIsteriet. [...]

Leave a Reply:

Gravatar Image