Evnen til at fokusere: Livsnødvendig egenskab i 2011s digitale virkelighed

Som videoen nedenfor glimrende illustrerer, kan man blive ramt af sin onlinetilstedeværelse. Det bliver hurtigt til vane lige at tjekke, om der er sket noget, og den vane kan være ret så destruktiv for resten af ens virke.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Har du tjekket?

Nettet er begyndt at flyde med artikler og indlæg om, hvordan den konstante tilstedeværelse er skadelig. Alt fra at man mister evnen til at huske til at ens børn føler sig svigtede. Fordi man nu kan være med alle steder, er det også op til en selv ikke at være det. Ikke at være opdateret med nyhederne, med vennerne, med hobbyerne, med familien osv. Osv. Særligt, hvis man har en smartphone, der kan sikre, at man ikke behøver en gammeldags computer med adgang til nettet for at være ”på” og ”in the know”.

Det var jo uden tvivl lettere, den gang det kun var landsbyen, man skulle holde styr på og til nøds sladderen på egnen. Omverdenen blev håndteret af Statsradiofonien og måske også partiets avis. Og det var det.

Omvæltningen har været helt sindssyg i forhold til, hvor mange impulser vi får nu og potentielt kan handle på. Man kan jo ikke indoptage dem alle. Og hvor det tidligere har været et sociologisk anliggende, hvilke elementer man indoptog, handlede på og dermed blev defineret via (som en der bor på Nørrebro i København, der stemmer på S og holder EkstraBladet fx), så er det blevet et fælles sport at definere os konstant via konstante valg. Identitetsdannelsen er i evigt fluks, i evig selvdannelse. Du beskriver hele tiden dig selv med dine valg – online såvel som offline.

Hvad vi handler på, og hvad vi bliver mødt med af impulser, afhænger af hvem vi er, og hvem vi omgås – både mennesker og medier. Vores styringsredskaber var tidligere dels baseret på opdragelse, dels tidligere smagsvalg i livet (SF eller DF? født i jysk kernefamilie eller i provinsghetto uden omsorg ?). Men de er under hårdt pres i den digitale verden. Der er så mange valgmuligheder, at det virker som om, at vi skal optræne nogle nye selektionskriterier. Nye rettesnore at navigere efter.

Både hvad angår valg og fravalg – hvad vi handler på og hvad vi lader passerer –, hvad angår prioriteringen af tiden (tænk på antallet af selvhjælpsbøger, om at nå det hele) og som noget nyt, hvad vi udsætter os selv for af impulser.

Også her betyder omgivelserne meget – er det cool at være på og på alt alle steder, så kræver det også en indsats at være med. Er det derimod cool at være off og med hovedet i haven i stedet, så er presset et andet, men ikke nødvendigvis mindre – bare noget andet.  For  uanset er vi alle underlagt vores fælles nysgerrighed. Hvordan beskærer man bedst roserne, hvad gør de andre? Hvem er de inspireret af lige nu? I morgen? I går?

Har du hørt?

Hvor mange gange har du ikke selv startet en sætning med ”har du hørt….?” Det gælder ikke kun sladder, man det er en indgangsreplik designet til at hente viden ud af modparten og samtidig positionere sig selv som mere eller mindre in the know, afhængig af, om det er teaser til en historie eller blot et spørgsmål.

I modsætning til tidligere, så kan du faktisk i dag have hørt det hele. I hvert fald i teorien. Men hvad er det vigtigste? Det mest definerende? Det som både du og modpart vil være mest imponeret over? Mest samtaleskabende og mest anerkendende?

Potentialets pres gør dine selektionskriterier det mere nødvendige. Det mere vitale. Og sætter dig samtidig under pres for at vælge mere blandt mere, for at kunne hold trit med det hele, for at det altid er det rigtige, der vælges ud.

Har du set?

Men hvorfor er det lige sådan? I et interview med den danske forfatter Jens Smærup Sørensen, fra politiken i oktober skriver journalisten Nils Thorsen følgende som opsummerende pointe på Jens Smærup Sørensens syn på det moderne liv:

I det moderne liv har døden mistet enhver mening. Vi lever bare for at opleve. Og det gør os urolige.(…).” Dette uddybes af forfatteren selv:

Fordi vi kun kan se én mening med vores liv: at få noget ud af tilværelsen, så længe vi er her. Altså: rejse, købe ind, spise godt, drikke godt, nyde tilværelsen. (…) Det er meget sjovt alt sammen, men døden bliver alligevel noget, man ikke kan forlige sig med. For den sletter det hele igen. Og man giver ikke noget videre“.

Er meningen med livet offline?

I modsætning til før, hvor man ”skulle være stabil, passe sit arbejde og overdrage gården til næste generation. Og lykkedes det, var det ikke svært at dø”, skriver Nils Thorsen, og underbygger med Jens Smærup Sørensens ord: “For når meningen var at give det hele videre, hvorfor skulle man så klynge sig til livet?“. Døden er ifølge Jens Smærup Sørensen blevet meningsløs, og det har konsekvenser:

Det er det, der betinger vores forbrugerræs og industrielle amokløb. Det minder lidt om for sultne børn, der er sluppet ind i en slikbutik og farer løs på det hele. Fordi vi kun kan se én mening med vores liv: at få noget ud af tilværelsen, så længe vi er her. Altså: rejse, købe ind, spise godt, drikke godt, nyde tilværelsen.(…) Vi har brug for verden, for virkeligheden“, siger Jens Smærup Sørensen. “Den må ikke fjerne sig for meget. For så kommer man til at opleve det hele som uvirkeligt. En elementær oplevelse af virkeligheden er jo at foretage sig noget. Især med sine hænder. At vaske op og hugge brænde. At have hænderne i verden. Også fordi flere og flere lever med øjnene på en computerskærm. Men det hjælper jo alene at gå en tur og prøve at se lidt og høre lidt for at komme væk fra alt det flimmer“.

Det fik mig til at tænke. Kan man ikke leve i virkeligheden og samtidig være på? Er det bare virkelighedsbegrebet, der er gammeldags, og dermed sammenhængende med den fysiske krop vi bor i?  Kan man sætte sindet fri og arbejde så meget med det imaginære, som de fleste vidensarbejdere gør, uden at miste sin virkelighedssans?

Eller er meningen med det moderne liv online såvel som offline – virkeligt på alle planer?

Hvis ikke, skal arbejdsmilljøpolitikken måske have et moderne eftersyn. Særligt fordi alt det ved computeren kan være en del af svaret på Jens Smærup Sørensens problemstilling, som beskrevet i Politiken:

Jeg tror, vi er i en fase, hvor vi må lede efter nye måder at skabe fællesskaber på, men på individualismens betingelser. For det er den eneste måde, vi kan leve på. I forbundetheder med hinanden”, siger Jens Smærup Sørensen.
I gamle dage var fællesskabet en nødvendighed. Og vi holdt op, så snart det ikke var nødvendigt«, smiler han. »Derfor må vi finde en ny slags nødvendighed. Fordi det er det eneste, der kan give livet en slags mening. Ikke at finde ud af, hvem jeg er, men hvad jeg kan gøre. Eventuelt endda for andre end mig selv”.

Måske er det derfor, at de sociale netværk kan føles som et pres. Fordi opdateringerne her ER den nye nødvendighed. Landsbyen, fagforeningen og familien i nye digitale former, som det du har brug for, for at finde mening.

Men hvis virkeligheden er den fysiske, så skal de interaktive og digitale fællesskaber omsættes til hverdagen og materialiseres i den. Eller skal de?

Related Posts with Thumbnails

4 Responses to “Evnen til at fokusere: Livsnødvendig egenskab i 2011s digitale virkelighed”

  1. Erik Gahner Larsen januar 4, 2011 at 21:00 #

    Fint indlæg! Jeg er mere eller mindre enig i indlæggets grundlæggende præmis, at sociale medier og den moderne livsførelse har implikationer for evnen til at kunne fokusere og abstrahere.

    Når dette er sagt står jeg dog alligevel tilbage med en tvivl om, hvor mange der i bund og grund lever “det moderne liv”. Der er mange der bruger facebook, men ofte som en forlængelse af den ‘rigtige verden’. Hvordan forestiller skribenten bag dette indlæg sig forholdet mellem gennemsnitsdanskeren og digitale fællesskaber? Eller spurgt med andre ord: Er dette indlæg i bund og grund ikke blot knyttet til en meget lille gruppe af mennesker der ligger milevidt fra den gennemsnitslige danskers brug af internettet?

    • Anna Ebbesen januar 5, 2011 at 10:20 #

      Kære Erik Gahner Larsen – tak for kommentaren!
      Ser du på forbruget, som bliver vist i den lille video, så jo. Det er de færreste, der i Danmark har gang i mange ting online – samtidig – hvor de udnytter sociale medier til at udtrykke dem selv. Men jeg synes stadig, at den eksemplificerer fint (om end lidt karikeret), hvordan mange er tilstede flere steder – samtidig. Med mails, der ligger og venter, ubesvarede sms’er, tanke på seneste nyhed eller udviklingen i en sag man følger på et chatfora – alt i mens de skal foregive at spise middag.

      I følge Danmarks statistik og FDIM er det for danskerne mails samt profiler på Google, Youtube, MSN og Facebook der dominerer; hvor mange supplerer op med et interessefælleskab på fx blogs, Arto.dk, datingsites, interessefora m.m. udover den almindelige surfing. Se mere her: http://digitaletanker.dk/2009/10/26/eksplosiv-stigning-i-danskernes-brug-af-sociale-medier-hver-anden-dansker-er-nu-pa-facebook/ Og på den nye udgave, der dog ikke har det sociale net med i sine tal http://www.dst.dk/Statistik/ags/IT/Befolkningen.aspx Samt s.12 i FDIMs kvartalsrapport fra 2010 (pdf) http://www.fdim.dk/downloads/FDIM_1_Kvt_2010.pdf

      En stor del af indlægget omhandler derfor også den udfordring, der ligger i nettets generelle informationsoverflod. At man altid liiige kan finde den ene eller anden information, og derigennem opnå fællesskab, kendskab og være “in the know”. At være “på” behøver derfor ikke være på facebook, men i lige så høj grad blot online. Præmissen er stadig den samme: Man skal kunne fokusere og vælge mellem de mange nye muligheder, og dermed også vælge, hvad vi forholder os til, og hvad vi lader fare. Hvilke impulser vi udsætter os selv for, og hvad vi gerne vil bruge tid på. Både hvad angår mails, chat, IM, Facebook, nyhedssites, googles tag-selv-bord osv. osv.

      Når jeg er ude og holde oplæg, bliver jeg tit mødt med spørgsmål, der netop drejer sig omkring sociale medier og nettet som en tidsrøver.
      Dem, der spørger, uddyber ofte med henvisning til, at det netop sluger tid for dem, fordi de ikke liiiiiige kan lade være med at se, hvad der foregår. Netværk som Facebook pirrer til vores nysgerrighed, men det kan også være ønsket om at se de nyeste nyheder generelt såvel som vedr. ens hobby.

      Kigger man på stigningen i antallet af danskere med smartphones er det en tendens, der vil blive yderligere forstærket. I følge Danmarks Statistik er det nu hver anden dansker, der bruger mobilt internet “47 pct. af danskerne mellem 16-74 år benytter mobilt internet – fx på café, i lufthavn eller i toget. Det er specielt de unge, der har mobil adgang til internettet: Syv ud af ti 16-19-årige har mobil netadgang. Men også de ældre bruger internet, når de er på farten: én ud af fem over 60 år går på nettet via en mobil internetforbindelse.” (Se mere i pdf.’en her http://www.dst.dk/upload/nr.__273_hver_anden_bruger_mobilt_internet.pdf) Mange tror salget af telefoner med netadgang fortsat vil stige eksplosivt, hvilket kun vil prikke til nysgerrigheden og ønsket om at være in the know hele tiden. Nu hvor man kan spille spil, tjekke mails, slå nærmeste tilbud op, se på sin dating/facebookprofil alt i mens man tanker benzin eller venter på at hente barnet fra svømning.

      Hvad er din egen oplevelse?

  2. ida januar 16, 2011 at 21:09 #

    Vil egentlig blot sige: tak for en spændende tekst og fine overvejelser, som sætter tankerne igang. Ida

  3. Anna Ebbesen februar 23, 2011 at 12:00 #

    Hej Ida – tak for kommentaren og beklager den lange svartid!
    Jeg faldt lige over denne artikel fra Timme Bisgaard Munk, som er redaktør på Kforum. Den cirkler om lidt af det samme som ovenstående:

    http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/sent-from-my-iphone

    Mvh. Anna

Leave a Reply:

Gravatar Image