KL: Sociale medier er nu en etableret del af kommunernes kommunikation

- i hvertfald hvis det står til KL.

KLs har i de sidste uger haft videndeling omkring sociale medier på dagsordenen. Der er blevet produceret caseberetninger fra bl.a. Odder og Hjørring Kommune, en samlet liste over kommuner med tiltag på sociale medier og bud på hvad strategier for indsatsen skal indeholde. Alt sammen som et led i et indsats på KL.dk, hvor sociale medier bliver gjort til en etableret del af kommunernes kommunikative værktøjskasse. Eller det er formodentlig ønsket.

På KL.dk kan man nu finde “sociale medier” som et decideret undermenupunkt under “kommunikation”. Her står sociale medier ved siden af etablerede discipiliner som strategisk kommunikation og branding. De såkaldte nye medier, er altså blevet household names, som man anerkender som vitale for kommunikationen. Det er skelsættende, hvis man nu skal være lidt dramatisk.

Status: Hvor meget er kommunerne på?

Noget kunne tyde på, at indsatsen er nødvendig for at få flere kommuner løftet i deres kommunikation. Ifølge blogger Troels Runges optælling d. 24. august er 18 ud af 98 repræsenteret med en side på Facebook, og 15 ud af de 98 har en twitter-konto. KL har siden samlet op og lavet deres egen liste d. 23. september, hvor enkelte er kommet på twitter i mellemtiden.

Ikke just overvældende tal, men måske heller ikke det bedste sted at slå ned, for at danne et overblik over indsatsen rundt om i landets kommuner. For optællingerne viser ikke, om enkelte kommuner også har etableret blogs eller anvendt andre former for interaktive medier end lige de to mest hypede, Twitter og Facebook. At kunne nå sin kommune handler jo ikke om Facebook per se, men om at give borgerne muligheder for at komme i kontakt med deres kommune, og måske endda sammen skabe en bedre en af slagsen.

Et eksempel på en gennemført, men ikke specielt flashy-ny-medie-sexet indsat er Odder kommune. Odder har altid været den kommune, der har været mest på forkant hvad gælder anvendelse af diverse digitale medier til at komme tættere på borgerne. I KLs casebeskrivelser er det erfaringerne med brug af web-tv og video, som skulle deles. Men spørgsmålet er, om det behøver at være flashy for at få opmærksomhed?

KL manifesterer sin rolle

Med det nye fokus på videndeling omkring sociale medier forsøger KL også at positionere sig overfor sine egne kunder: Kommunerne. De nye artikler er ikke alle sammen lige interessante, og det har virket som om KL også selv lige skulle overveje, hvorfor de var gået igang med deres egen indsats selv.

Men blandt artiklerne er også KLs bud på nogle definitioner af diverse sociale medie tjenester og begreber. Ligesom KL også har udformet en liste over ting, kommunerne skal have for øje, når de vil lave en strategi for deres indsats på sociale medier.

Samme artikelserie indeholdte også en case omkring Svendborg kommune, der er kommet med 12 anbefalinger til medarbejdernes brug af Facebook. Måske af samme årsag er kontaktpersonen i KL vedr. tjeklisten til en social medie-strategi også en jurist.

Der er altså ikke kommunikativt hjælp at hente hos KL, men juridisk. Et skel der giver god mening, hvis man er nervøs for at træde forkert på sociale medier. Men de fejl ville ofte også være kommunikationsstrategiske.

….som facilitator.

Og de fejl ønsker KL åbenbart hverken at være dommer over eller aktivt at rådgive kommunerne udenom. Det er op til kommunerne selv at videndele i det nye rum på “Mit KL”, der er blevet oprettet til lejligheden. Det er måske et ressourcespørgsmål hos KL, men hvis KL virkelig vil have kommunerne ind i de sociale medier, så ville jeg umiddelbart mene, at de skal udpege en kontaktperson for området hos KL selv. En som kommunerne ved har ekspertisen og en, som man er tryg ved at tale med. Det ville også give en indpisker for selve videndelingen på intranettet, og dermed også en, der kan sikre, at videndelingen rent faktisk finder sted. Det er jo følsomt at bede om hjælp, og ikke altid noget man er villig til at lade ske foran sine kollegaer og konkurrenter.

Om ikke andet: en understregning af sociale mediers nye status

De nye tiltag vidner om, at KL ønsker at manifestere sig som kommunernes rum for videndeling og erfaringsudveskling, og at organisationen ikke er blind for udviklingen indenfor kommunikationsområdet. I samme omgang får KL også konsolideret sociale medier som en naturlig del af en kommunernes kommunikation. Og den udvikling bliver spændende at følge!

Related Posts with Thumbnails

4 Responses to “KL: Sociale medier er nu en etableret del af kommunernes kommunikation”

  1. Anne Larsen oktober 21, 2010 at 15:46 #

    Københavns Kommune er sjovt nok helt og aldeles fraværende på de sociale medier (ifølge listen i hvert fald). Og Århus Kommune har godt nok en Twitterprofil men har ikke tweeted en eneste gang (det gælder også flere af de andre kommuner på listen).
    Tyder lidt på en “vi-skal-da-også-være-med-på-de-dersens-sociale-medier”-tankegang – men uden ide eller strategi…

  2. Anna Ebbesen oktober 21, 2010 at 22:54 #

    Hej Anne – I følge KL, så er Københavns kommune på vej med en strategi nu her. Her er jeg personligt spændt på at se, om Frank Jensen vil indfrie sit valgløfte om øget brug af sociale medier i mødet med borgeren. Han publicerede i hvertfald en video med tankerne om bedre digital borgerinddragelse under valgkampen, så måske er de tanker, der nu skal realiseres?
    Det lader også til, at Århus er på vej med flere elementer. Måske er indsatsen Sammenomaarhus.dk en del af de ting, som de omtaler? Den er jo et godt eksempel på, at inddragelse og sociale medier ikke behøver at være på Facebook eller Twitter. “Sammen om Århus” er en idestorm, oprettet af kommunen for at inddrage borgerne i beslutningsprocessen vedr. besparelser. Ud fra hvad man kan se på overfladen, ser det ud til at være en ret stor succes allerede med flere bidrag i alle kategorier. Om den også bliver en succes for borgerne afhænger selvfølgelig også af, om Århus også lader brugerne input tælle, når selve budgettet skal skrues sammen.

    • Jesper Brieghel oktober 26, 2010 at 13:31 #

      Kære Anna

      Tak for din interesse for KL’s nye temasite om sociale medier, http://www.kl.dk/socialemedier.

      Ganske som du skriver, markerer det nye site, at sociale medier er blevet en prioriteret og efterspurgt del af den kommunale kommunikation. Netop derfor vil KL fremover gå mere aktivt ind i debatten om erfaringer, strategi, metode og resultatmåling på området. De artikler, man finder på sitet i dag, er blot begyndelsen.

      Derfor er det heller ikke retvisende, når du skriver, at der ”altså ikke [er] kommunikativ hjælp at hente hos KL, men juridisk”. Dels er kontaktpersonen på temasitet, Ane Eggert, ikke jurist men cand.comm’er. Dels rådgiver vi løbende de kommunale kommunikationsafdelinger – også om sociale medier. Vi har blot valgt at åbne ballet på det nye temasite med cases, fordi det er denne videndeling, vi har oplevet allerstørst efterspørgsel på blandt vores medlemmer (kommunerne).

      Vi er bestemt ikke ”nervøse for at træde forkert på de sociale medier” og rådgiver løbende kommunerne om, hvordan de, med deres individuelle ressourcer og kommunikationsbehov, styrer uden om de kommunikationsstrategiske faldgruber, der knytter sig til de sociale medier. Men de generelle strategiske råd og vejledninger, som du efterlyser, kræver betydelig research og eftertanke, hvis de skal hæve sig over ren teknologibegejstring og faktisk anvise vejen til en brug af sociale medier, der understøtter kommunernes kerneforretning. Derfor tager vi os god tid med dem.

      Det være sagt, så byder vi allerede med KL’s Kommunikationsdøgn 11-12. november (http://www.kl.dk/kommunikationskonference) kommunerne på solid strategisk rådgivning om sociale medier. Det ved du bedre end nogen, for vi står for workshoppen sammen ;-)Dertil kommer, at KL arbejder på en række strategiske råd til kommunalbestyrelserne om borgerdialog i det hele taget. Begge aktiviteter vil inden længe afspejle sig i mere rådgivende artikler på vores temasite.

      Vi håber derfor, at du løbende vil kigge forbi og give dit besyv med. Vi har jo alle en interesse i, at kommunernes kommunikation er så god som overhovedet muligt – også på de sociale medier.

      Eventuelt kan du oprette en profil på ’Mit KL’, der ikke just er et debatforum oprettet til diskussion af sociale medier, men en permanent nyhedsservice hvor brugerne på kl.dk kan skræddersy deres egne nyhedsbreve, så de afspejler netop deres faglige interesser :-)

      Med venlig hilsen
      Jesper Brieghel
      Chefkonsulent i KL’s Kontor for Kommunikation og Presse

      • Anna Ebbesen oktober 26, 2010 at 13:34 #

        Som just skrevet på K-forum: Tak for kommentaren!!

        Mit indlæg er på ingen måde udtømmende som oversigt over KLs initivativer vedr. sociale medier. Så tak for uddybningen. Indlægget er udelukkende et udtryk for en serie af observationer, som jeg har gjort mig, fordi jeg netop har en profil på Mit KL, og derfor modtager nyheder om kommunikation.
        Og her var det netop slående, at der pludselig kom en serie af artikler, som alle havde sociale medier som omdrejningspunkt. Spændende udvikling, tænkte jeg og skrev løbende på det indlæg, der endte med at se ud som ovenstående, og publiceret INDEN jeg skulle over og høre mere fra jeres egen mund :-) Så det er udelukkende et øjebliksbillede af, hvordan jeres indsats på KL.dk så ud, hvis man ikke (og inden jeg selv) vidste andet, end det der lå frit tilgængeligt.
        Ser frem til de gode cases! Og endnu en gang: fedt at I lukker sociale medier ind i “det gode selskab”. Det er jo forrygende, at I har sat sociale medier på den kommunikative dagsorden.

        Mvh. Anna

Leave a Reply:

Gravatar Image