Danmarks mest professionelle baby-blogger

Anette Tvedergaard Madsen har sat sig et mål om at ” blive den største og bedste kvindelig professionelle blogger i Danmark.”. Det lyder umiddelbart ret ambitiøst, men så vidt jeg ved, er hun også Danmarks eneste professionelle blogger, dvs. som har annonceindtægter på sin blog som den primære indtægtskilde. Målet må derfor nærmere forstås som, at hun vil fastholde sin position som den største og bedste. Og det er der gode muligheder for. På hendes primære blog, babybusiness.dk, havde hun i marts over 35.000 brugere ifølge de officielle tal fra FDIM, og babybusiness-nyhedsbrevet kommer ud til 4000 købestærke mødre (heriblandt muligvis et par fædre).

Foruden babybusiness.dk har Anette startet bloggen juniorbusiness.dk for lidt større børn. Hendes seneste tiltag er blogbusiness.dk, som er en metablog om det at være professionel blogger. Her kan alle andre, der interesserer sig for blogfænomenet og måske overvejer at gøre Anette kunsten efter, få et indblik i, hvilke tanker Anette har gjort sig om det.

Det er et modigt – nogle vil måske mene vovet – spring Anette har taget fra amatør til professionel. Hun er med til at prøve grænserne for den danske blogosfære af – for kan man virkelig leve af at blogge i Danmark, vil mange sikkert spørge. Anettes tre blogs udstråler en ukuelig optimisme i forhold til netop det spørgsmål, ligesom hun får livet med småbørn til at se let og lækkert ud. Det er i sig selv lidt af en bedrift ☺ Et vigtigt element på bloggene er, at hun inddrager sit eget liv med små børn, bl.a. fortæller hun om en biltur til Frederikshavn og et nyt haveskur….  Som Anette skriver et sted på blogbusiness: ”Sig ikke, at en barsel ikke afføder store ting og tanker!” Det har hun så afgjort ret i.

Nedenfor er et interview, jeg i forbindelse med bogen har lavet med Anette om at blive professionel blogger.

Hvad har været den største udfordring i overgangen fra amatør til professionel?
Jeg har følt et større ansvar for at være en superaktiv blogger; for nu må jeg da kunne nå en masse med en hel dag foran mig (!). Struktur og langsigtet planlægning er ikke min stærkeste side, men det er en forudsætning for at jeg når mit mål med mine blogs. Vækst er afgørende, når du er prof. Det er ikke nok at have mange læsere – du skal formå at konvertere de mange læsere til omsætning. Ellers må du hurtigt dreje nøglen om.

Hvad var det mest afgørende for, at du sagde “jeg gør det sgu”?
Jeg kunne ikke lade være! Jeg kunne ikke forstille mig kun at blogge efter fyraften – helt flad oven på en lang arbejdsdag og ulvetime… Jeg følte, at jeg ville svigte mit ”tredje barn”, BabyBusiness, som netop var ved at vokse sig rigtig stor. Og som havde og stadig har mange læsere. Jeg var fuld af ideer, som jeg MÅTTE udleve! Det skulle have en chance, og så var bloggens ”grundform” dvs. antal besøgende og indtjening så god, at jeg turde tro på, at den ”baby” kunne vokse sig endnu større og stærkere.

Min mission med BabyBusiness.dk er og var at hjælpe andre med at finde vej i babyudstyrsjunglen. At være en uvildig, der videregav mine erfaringer og oplevelser. Mange nye forældre er usikre og meget informationssøgende. Hos mig får du svarerne, som du ikke finder andre steder. Jeg er lige præcis ikke ekspert. Jeg sidder ikke inde med den endegyldige sandhed. Jeg deler mine meninger, erfaringer, frustrationer, irritationer, etc. Jeg kan noget andet end TÆNK og babyudstyrsforretninger. Og det er min oplevelse, at der i den grad, stadig og fortsat, er behov for.
Endelig kunne jeg se massevis af fordele ved at være min egen chef. Primært i relation til et fleksibelt arbejdsliv – og den ro det giver på familienfronten ikke at skulle hænge i en klokkestreng for at være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Desuden var jeg træt af at slå ”sten, saks, papir” med min mand, for at afgøre, hvem af os, der skulle blive hjemme hos sygt barn. Vi havde altid begge vigtige møder på arbejdspladsen! Det er ikke en måde at have børn på. I vores univers forstås! Min mand er også selvstændig i dag.

Hvad har du gjort for at skaffe brugere?
1. Skrive blogindlæg. Der skal altid være daglige lunser til ”newsjunkies”. Det skaber loyalitet, at dine læsere kan regne med nyt fra din hånd hver dag. Og selvsagt: Des flere indlæg, des flere emner berøres. Ergo skaber man noget relevant for mange forskellige mennesker – og man bliver fundet via Google på mange forskellige søgeord.
2. Udgive ugentlig nyhedsbrev – vigtigt for at skabe loyalitet blandt sine læsere. Og nyhedsbreve, hvis de er gode, har det også med at blive videresendt…
3. Back linking
4. Kommentere på andre blogs/i andre fora. Herved får du også øget kendskabet til din egen blog og du får udstillet dine holdninger.
5. Co-branding med samarbejdspartnere
6. Oprette grupper på Facebook
7. Twitter
8. Merchandise som ”go cards” postkort

Hvad har overrasket dig mest i dit arbejde som professionel blogger?
Andre mediers og annoncørers manglende kendskab til, og forståelse for, hvor effektivt et medie og markedsføringssøjle en blog er. Men det må jo falde tilbage på mig selv – jeg må være bedre til at fortælle de gode historier! J

Reblog this post [with Zemanta]
Related Posts with Thumbnails

10 Responses to “Danmarks mest professionelle baby-blogger”

  1. Niels MLP juni 16, 2009 at 23:28 #

    Interessant. Siger en af de muligvis købestærke der modtager nyhedsbrevet ;)

    Snakkede I noget om hvordan hun tjener pengene – er det udelukkende annoncer, eller er der nogen former for partnerskaber involveret? Jeg kan forestille mig at hun får en del tilbud om gratis produkter og/eller betaling for at skrive om bestemte produkter; men så vidt jeg lige husker, er det ikke noget der fremgår særlig tydeligt på bloggen…

  2. Anette Tvedergaard Madsen juni 17, 2009 at 09:58 #

    Niels – det kan jeg hurtigt lige svare på. :-)

    Min primære indtægtskilde er annoncer i traditionel forstand.

    Jeg skriver om de emner og produkter, som JEG synes er interessante. Ingen kan bestemme, hvad jeg skriver. Det er jo den “luksus”, jeg har som blogejer. Lige som alle andre, der blogger: ordet er dit!

    Det er altså min subjektive mening, som jeg deler med andre. Så kan man synes, at det er interessant eller ej.

    Jeg vil selvfølgelig meget gerne høre, hvad de forskellige producenter går rundt og finder på af alternativer til traditionel bannerannoncering! Jeg har selv et par bud… ;-)

  3. Niels MLP juni 17, 2009 at 10:47 #

    Tak for svaret, Anette. Det var umiddelbart også min formodning. Og grunden til at jeg til tider læser med og finder din blog ganske prisværdig som forholdsvis nybagt far.

    Jeg synes blot det var et perspektiv som er værd at fremhæve når fokus er på mulighederne og problematikkerne i forhold til at blogge som sin levevej.

    Og så synes jeg det er en vigtig forudsætning at det er et subjektivt medie (som du også pointerer i kommentaren) og ikke et uvildigt medie som det bliver nævnt i interviewet ovenfor. Men det er måske det bare er lidt ordkløver-flueknepperi fra min side ;)

  4. Astrid Haug juni 17, 2009 at 19:26 #

    http://www.blogbusiness.dk/co-branding-er-vejen-frem.html skriver Anette, at hun laver co-branding aftaler med virksomheder. Hvor stort omfanget er af det, ved jeg ikke, men jeg prøver lige at høre hende ad…

  5. Astrid Haug juni 17, 2009 at 19:29 #

    Pinligt – jeg er totalt ude af trit med min egen blog – tak for svaret Anette! :-)

  6. Randi Glensbo juni 18, 2009 at 13:29 #

    Hvis deer er nogen i Danmark, der kan leve af at blogge, så må det absolut være Anette! Hendes BabyBusiness er så inspirerende og informativ. Jeg blev opmærksom på Anettes blog, da jeg som vordende farmor var interesseret i at blive lidt opdateret indenfor babyudstyr m.v. Nu læser jeg med på bloggen stort set hver dag – jeg kan simpelt hen li’ Anettes måde at formidle på. Jeg er glad for informationerne om babytøj osv., men jeg er endnu mere glad for at læse hendes uhøjtidelige strøtanker om dette og hint. Den blog er dømt til succes!

    • Astrid Haug juni 18, 2009 at 23:04 #

      Hej Randi! Jeg er helt enig – Anette har fundet en unik stil for sin blog.
      Interessant at også bedsteforældrene læser med på babybusiness – det havde jeg ikke tænkt på.

Trackbacks/Pingbacks:

  1. Interview med BabyBusiness blogger Anette | BabyBusiness.dk - juni 17, 2009

    [...] jeg har valgt at blogge om ting og sager inden for “baby business” på fuld tid. Interviewet er begået af Astrid Haug i forbindelse med et bogprojekt om digital [...]

  2. Cases, cases, cases | Lyt til elefanterne - juni 3, 2010

    [...] Babybusiness – DKs første fuldtidsblogger, beskrevet i tidligere blogindlæg. [...]

  3. Danmarks nyeste profession: Blogging | Digitale tanker fra hverdagen - marts 2, 2011

    [...] videre er der kun én, der har det erhverv, og det er Anette T. Madsen fra babybusiness.dk, som jeg har interviewet her på bloggen. Hun valgte i september 2008 efter sin anden barsel at forlade den trygge fastansættelse og i [...]

Leave a Reply:

Gravatar Image