Om det at blogge

Jeg har tidligere blogget på egen private blog (først som en skjult blog og siden på en offentlig tilgængelig blog) for at lære redskabet og kende, og få nogle rigtig erfaringer med mediet – og ikke bare tale om det. Men i denne omgang er det lidt anderledes. Jeg er mere presset med tiden fordi privatliv, job og bogprojekt, nu alle slås om de sølle 24 timer døgnet kan diske op med. Er derfor også hele tiden i en strøm af ideer og tanker, som jeg synes, at jeg gerne vil dele. Det går ikke altid helt efter planen, så her er nogle foreløbige erfaringer.

Hastighed
En gave og et onde. Jeg kan kun give Jarl Cordua ret i, at der i blogformatet tit er ting der svipser. Jeg blev forleden fanget i et fejlcitat (!), fordi jeg læste min egen fortolkning ind i ordene, i stedet for at gengive den ordret…. Farligt!
Dertil kommer at jeg kommer til at trykke udgiv, før indlægget er helt færdigt. Det er virkelig lettere bare at trykke send, end at gøre som jeg altid har sagt til politikerne i RV: skriv, tænk, læg til side, læs igen, ret til, træk vejret: ”Kan jeg have det her stående på en t-shirt?” – hvis ja, så tryk udgiv. For mit vedkommende handler det dog mere om, hvorvidt jeg nu også har skrevet det klart nok, eller har alle links på eller de rigtige linkstekster m.m.

Noget siger mig, at jeg skal skrive i word først, og så først dernæst gå over til wordpress. Jeg kommer simpelthen til at trykke udgiv for tidligt, og så opdater, opdater, opdater i takt med at jeg finder fejl eller nye links, der skal ind.

Grammatik
Har altid hadet det. I folkeskolen løste jeg altid ”Skrifteligt for 1-9”-opgaverne ved at løse krydsordet først, og overførte derefter ordene til teksten, hvor jeg gættede mig frem til, hvad der så var et navneord, hvor kommaet skulle stå osv. Jeg skal næsten altid have tingene ud på print, før jeg kan se det. Når det nu bliver offentligt publicerede tekster (som jeg også kommer til at udgive for tidligt jf. hastigheden ovenfor), så er det jo helt pinligt at gense….

Til bogen er Astrid Haug heldigvis ved min side, så hun kan luge ud i min håbløse tegnsætning.
Nogle der kender et godt trick til grammatikkontrol på skærmen?

Feeding
Både Astrid og jeg feeder over til K-forum. Det har den gode virkning at blogindlæggene bliver læst og debatteret, hvor der i forvejen er brugere.  Indfeedning kan igen være lidt problematisk, når man udgiver for tidligt (må virkelig vende mig af med den uskik!) og opdateringen ikke kommer med i K-forums udgave. Synes jeg virkelig indlægget er sejt, husker jeg også at twitte om det, men direkte feeding har jeg ikke kastet mig over. Er vel stadig sådan lidt “skal man virkelig belemre folk med det”-agtig. Her skal jo så bare huske på Rene Clausen-Nielsens gode sætning: de kan jo altid lade være med at læse det eller klikke væk. Og det er jo ganske rigtigt.

Kommentarer

At få kommentarer er klart det fede ved at blogge. Man får kvalificeret sine tanker, skåret nogle kanter af og helst også en eller to nye indsigter. Jo bedre kommentar, jo bedre svar. Tit er det jo lidt af en gave, at man får lov til at uddybe eller korrigerer sig selv, hvis man ikke var helt klar i mælet den første gang (jf. det med for tidligt udgivelse (suk :)).

Nogen gange kan jeg dog se på andre blogs, at dem, der kommenterer, glemmer at det er en person, de skriver til. Det bliver måske stødt af ordene, men glemmer i deres sprogbrug at adresserer svaret til en person. Det virker lidt som om, at fordi de kommenterer i sikkert ly af deres email-adresse, er hårdere i tonen og ordvalg, end de ville have været, hvis de havde stået overfor forfatteren selv. Men den slags luges vel ud med tiden, og måske i takt med at vores netadfærd er sporbar via Facebook eller avancerede Gravatars – og dermed også en del af vores online-identitet. Hvis man kan se alle ens kommentarer såvel som indlæg rundt om på nettet, så er man nok mere tilbøjelig til at tænke en gang eller to før man taster.
(tilbage til den lektion med hurtigheden…)

Billedbrug
Vores tema kræver, at man bruger lidt tid på den visuelle del, så det har omvendt også gjort mig opmærksom på hele copyright-aspektet, som jeg ikke har tænkt meget over tidligere. Må indrømme, at jeg synes det er svært. Og er derfor også begyndt at tage en masse billeder selv!  Hvis ikke de er endten mine eller Astrids egne, har jeg skrevet og spurgt brugerne på Flickr om lov til at publicere et af deres billeder, og så linket til dem fra min post.

Copyright
Via søgning hos Kathrine på emme.dk fandt jeg DJØFs skriv om reglerne for weblogs… og gik i stå. Måske man skulle introducere rettighedsaspekterne i folkeskolen? Den private ejendomsret er jo udfordret i de digitale tider, så måske det ville være sundt med en tidlig debat og introduktion til bl.a. tiltag som Creative Commons. Jeg kan virkelig godt mærke, at det er nyt territorium for mig. Og det ville være dejligt med en forståelig udgave af DJØF-teksten, så man ikke ender på den anden side af loven, fordi man ikke kan læse DJØFsk.

HTML
Jeg har været glad for, at jeg kan noget helt basal HTML, så jeg har kunne nusse rundt i vores tema, og fx få ting som forfatteren vist på hver enkelt indlæg. En flink bruger gjorde os opmærksom på, at det ikke var synligt for læseren, hvad vi ikke selv havde set, da vi jo kan se det backend… Det kræver liiiiiige lidt mere at have en blog på eget domæne, end når man bare har en gratis standardblog, men giver tilsvarende også flere muligheder.

For fin tutorial, tjek http://www.html.dk/ – og google det du ikke ved. Ved ovennævnte eksempel googlede jeg blot sætningen “how do I get my name in the byline wordpress” og fandt svaret som det tredje link på google. Hermed en stor tak til alle, der spørger og svarer på WordPress’ forum eller på egne blogs, da det gør livet lettere for alle os amatører!

Summasumarum, så er det virkelig learning by doing!

Reblog this post [with Zemanta]
Related Posts with Thumbnails

One Response to “Om det at blogge”

  1. Astrid Haug april 22, 2009 at 15:29 #

    Hej Anna,
    interessante og ærlige refleksioner, som jeg som din medblogger også bliver klogere af!

    Jeg synes, den største udfordring er tiden. Der er simpelthen ikke nok af den. Og det selvom jeg er på barsel. Det er svært at prioritere tid til bogen ift. tid til bloggen. Det er enormt sjovt at blogge, især når der kommer en god debat i kølvandet på ens indlæg. Eller mainstream-medierne tager emnet op, som vi har set det ift. modeblogs og Lars Løkkes internetsatsning. Omvendt kan jeg også godt lide det lange seje træk med bogen – især når jeg tænker på alle de dejlige ting, jeg skal lave i juni, når bogen forhåbentlig er afleveret.

    Jeg kan i øvrigt tilføje, at vi ikke længere feeder direkte på Kforum – en række af indlæggene her på bloggen virker malplacerede på Kforum. Så hvis vi dobbeltposterer, foregår det manuelt.

    Jeg havde lidt HTML på studiet i 2000 – men har ikke brugt det siden. Måske jeg skulle blive klogere på det (når jeg altså ikke blogger, skriver bog eller passer baby…)

    Det du skriver om brug af billederne har jeg tænkt en del over. Jeg har et supergodt kamera og er så småt sprunget ud som amatørfotograf. Indtil videre er det mest gået ud over børnenes farverige legetøj og andre genstande i hjemmet. Så glæd dig til at se byggeklodser, badeænder og den slags på bloggen snart (når jeg lige får tid til at uploade dem) :-)

Leave a Reply:

Gravatar Image